søndag den 30. august 2015

30/8: Måned med dansk besøg og Blue Mountains oplevelser

Vores sidste vintermåned er nu gået, og foråret er stille og roligt på vej. Måneden har været kold hernede, men lige nu ligger vi med dagstemperaturer omkring de 18-20 grader, og oftest med skyfri himmel. Det er den tørre periode, og det er en behagelig tid, og det er smukt at se træer og blomster springe ud. Igår spiste vi omelet udenfor til morgenmad, det sker nok ikke i Danmark i februar måned.

Vibeke og Leo var ude at spise på en lokal restaurant helt alene og vi fik en rigtig god steak. Hernede har man ofte selv drikkevarer med, så vi havde en god flaske vin med, og heldigvis er restauranten i gå-afstand, så ingen problem der. Men vi synes nogle gange at folk ikke holder sig tilbage inden de skal køre hernede, promillegrænsen er den samme som i Danmark. Men man tager det åbenbart ikke så alvorligt, sådan fornemmer vi det.

Den danske au-pair, Freja, som fik lidt husly hos os indtil hun fandt et nyt sted at bo er kommet godt videre, og har fundet en ny familie. Inden hun skulle rejse, fik hun da lige fornøjelsen af rigtig danske burgere og hotdogs med hjemmelavede boller, remoulade og ristede løg. Nu er Freja så vegetar, så vi fik lavet vores første veggie burgere, og det smager faktisk ikke så ringe. Om end vi selv lavede en dobbelt burger med en oksebøf og en veggiebøf.

I starten af august var Vibeke og Leo på tur til Q-station med overnatning. Vibeke havde bestilt en tur med overnatning for 2. Q-station ligger i Manly, 20 km fra hvor vi bor, og det er i dag et re-kreationsområde/hotel, men i gamle dage blev området brugt som karantæne station, når der kom både til Sydney, hvor der var sygdom om bord. Området blev også brugt, hvis der kom en epidemi i Sydney. Et virkelig smukt område.




Vi havde en fantastisk dejlig tur, med ren hygge, stille snak og dejlig mad. Store steaks kan de altså lave hernede.


Dagen efter kørte vi northern beaches tynde, så vi præcist ved, hvor alle strandene tæt på os ligger. Vandet hernede er meget koldt, det er kun 17 grader koldt. Hundekoldt for en aussie! Og ja, Leo løb fra en bette bølge......

Da vi var på jordomrejse kom vi forbi Blue Mountains, men som nogle måske husker, så var vi ikke specielt heldige med vores camper, og derfor nåede vi reelt kun at se ud over dalen og klippeformationen Three Sisters. Denne gang fik vi set dem fra en anden vinkel, og man kan se, hvor smukt området er.

For rigtig at opleve parken tog vi forrige weekend til Blue Mountains, det ligger blot 110 km fra os. Denne gang fik vi oplevet parken på en helt anden måde, vi kørte i verdens stejleste tog.

Vi prøvede svævebanen hen over en 220 meter kløft samt en anden svævebane.

Det var dagen, hvor der lige var blevet halvt sommer med 26 grader i Sydney, og 20 grader i Blue Mountains, så et helt igennem perfekt vejr, og pga. årstiden var der ikke så mange mennesker der.


På vejen hjem stoppede vi lige i IKEA for at købe lidt nordiske ting. Udover rugbrødsblanding køber vi også ristede løg i IKEA, og denne gang købte vi  lige nogle gode nordiske sild. Sildene blev i denne weekend spist med velbehag sammen med friskbagt rugbrød, hjemmelavet mayonnaise og rå løg. Vi manglede bare lige snapsen :-)

Esben og Asger er startet til youth sammen med nogle af deres venner. Det er hver fredag aften. Youth er en ungdomsklub som arrangeres gennem en kirke, og drengene synes det er super hyggeligt, og de får nogle gode historier fortalt og ikke mindste leget og hygget med andre børn. Det er lidt sjovt at høre deres tolkninger af, hvad der bliver fortalt. Det foregår hver fredag, og vi er ikke i tvivl om, at de nyder det.

Asger startet til gymnastik her byen, det er ikke det største gymnastikcenter (YMCA hedder det), men det er ok, og han kan lære mange af de basale øvelser der er nødvendige. Og så får han noget motion og andre venner oveni.

Drengenes skolegang er kommet ind i en god rytme, Laurits er stadig super glad for alt, men savner ferien, der starter om 3 uger, Asger synes stadig at lektier er trælse, og Esben knokler med sine ting og gør det godt. Han har taget billeder til en skoleopgave, hvor temaet var "Framed". Nedenstående billede er til dette formål.

Den 20. august fik vi besøg af en dansk arbejdskollega til Leo. Det var Jakob der kom forbi, han arbejder for itelligence i Malaysia og var på ferie i Brisbane i Australien, hvilket Leo benyttede sig af og fik Jakob til komme forbi NTT DATA kontoret for at afholde et webinar og deltager i erfaringsudvekslingsmøder. Jakob kom torsdag til aftensmad og overnattede til fredag, og vi havde en rigtig dejlig aften med masser af snak, og naturligvis øl og vin. Drengene syntes det var fantastisk at have dansk besøg, ja Laurits er nu så vant til at alle der kommer her taler engelsk, at han snakkede engelsk til Jacob indtil Jacob fik forklaret, at han snakkede dansk ;o) og de nød det. Og ja, Vibeke fik lavet rigtig god dansk mad (frikadeller med kartofler, brun sovs, blomkål, gulerødder og broccolini, samt stuvede bønner) til lejligheden, noget man ikke så nemt får i Malaysia, da svinekød ikke er så udbredt. Og så havde Jakob lige en flaske god rom med (købt på turen fra Kuala Lumpur til Brisbane), men hvordan han fik den med sig i sin håndbagage er os stadig en gåde. Det tjekkes der åbenbart ikke for hernede på de billige indenrigsflyvninger.

Drengene blev i lørdags klippet, og de har fået sommer frisure. Nu hvor vejret er blevet varmere bruges trampolinen flittigt. Asger har også været ude og skralde med en kammerat og fundet et skateboard, som bruges til at køre på de ramper han lige har købt på EBAY. Jo han bruger kroppen og forstår ikke hvorfor det altid er ham der er øm og har blå mærker. Tja vi ved nu godt hvorfor.


Vi synes at Laurits forandrer sig så meget hele tiden, og specielt Jer derhjemme kan nok rigtig se det. Hvis vi tænker på den generte dreng vi havde, specielt inden jordomrejsen, så er det en helt anden dreng i dag. Da vi gik hen til frisøren var der en dame bag os på rulletrappen som tabte nogle mønter, og Laurits var lynhurtig til at samle dem op, og aflevere dem til damen. Hun blev så glad for hans hjælp, at han fik lov til at beholde pengene, 1 dollar og 35 cent. Efter Laurits blev klippet skulle han vente på, at Esben blev færdig, og for at få tiden til at gå gik han ind i en isenkram butik, hvor han fandt en stofhund (som faktisk var en forklædt dørstopper). Han gik hen til damen ved kassen, og sagde han gerne vil købe hunden og han gav hende de penge han lige havde fået. Sagt på perfekt engelsk. Damen kom ud af butikken og gik hen til os og fortalte historien (vi vidste ikke han var gået derind), og fortalte om, hvor høflig han var overfor hende. Da hun hørte, at Laurits for 5 måneder siden ikke kunne eet ord engelsk, så mente hun, at han var gjort af et bestemt stof. Og hun synes også lige, at han er sådan en dejlig og fantastisk dreng man kun kan holde af.

Vores possum har ikke været her i nogle uger, men nu har den lige været forbi til stor glæde for Asger og Laurits. Den er nu blevet så tam, at vi skal huske at lukke dørene/fluenet ellers går den ind. Den vil meget gerne kæles med og elsker at blive kløet bag ørerne.


Til gengæld er Vibekes kakadue fast gæst, og hvis Vibeke ikke kommer, så skal den nok gøre opmærksom på sig selv :-)

Idag 30/8 har vi været ude og købe sommer garderobe til drengene. I Macquarie, der ligger 10 km fra os, ligger der en H&M butik. Drengene har faktisk ikke fået noget tøj andet end skoleuniformer siden vi forlod Danmark, så det var meget tiltrængt. Leo syntes dog kontoen blev drænet af sådan et besøg.

Som vi tidligere har nævnt, så går drengene på public school, som for en australier er gratis og som for os på et 457 work visa koster 5.000$ om året. Men helt gratis er det nu ikke. Hvert halve år betaler man forskellige fees, og på billedet nedenfor kan I se, hvad de dækker og hvad det koster.
Udover dette har de store klasser i Primary School og alle klasser i High School hvert år en tur med overnatning (her i St. Ives ihvertfald), og disse ture koster omkring 400$ som kommer oveni. Her i august betaler vi fx. 1.500$ for vores 3 drenge. Så helt gratis er det ikke hernede, modsat i Danmark, hvilket vi ikke må glemme. Der er en grund til man betaler mere i skat i Danmark.

Huspriserne i Sydney er stadig helt ude af proportioner, og i august overgik gennemsnitsprisen på huse i Sydney nu London. Vi fik lige en reklame af en ejendomsmægler for vores by, en by som slet IKKE er den dyreste i Sydney, da vi trods alt ligger 20 km fra midtbyen og ikke har nogen togstation, og alligevel er priserne her ret vilde synes vi,. Vi forstår simpelthen ikke, hvem der har råd til det. I kan se priserne nedenfor. Gennemsnit på 1,9 million $ er trods alt over 10 millioner danske kroner. Og renten er lige nu omkring 4,5%, det laveste i årtier.

Og nå ja, krydderurter og salat er på plads i vores lille oase. Mynterne er beregnet til vores Mojito'er.

Vi håber I alle har det dejligt derhjemme, pas godt på Jer selv og hinanden.