lørdag den 30. april 2016

30/4: Skoleferie, Anzac day og nye møbler

Startende med en opfølgning på sidste måneds lille uheld med Volvo'en, så er den netop blevet vurderet til at være totalskadet. Selvom det ikke virkede så slemt, så havde hele undervognen åbenbart fået så hårdt et slag, at den blev skæv. Forsikringsmæssigt kører det meget ligesom derhjemme, men desværre fik vi ikke helt det for bilen som vi ønskede, men det kan vi ikke gøre det store ved. Konklusionen fra forsikringen var også, at vi ikke får mere ud af bilen ved at den er meget velholdt, da der alene sammenlignes med andre tilsvarende til salg hos private pt., og dem vi så var i ringe stand. Æv. Hvorom alt er, så har vi besluttet ikke at skulle have 2 biler fremdadrettet, da vi sjældent havde brug for det, og derfor beholder vi bare vores Mercedes. Pengene fra bilen bliver istedet brugt på ferier hernede, hvilket drengene ikke var helt utilfredse med :-)

I april måned fik vi også nogle af de ekstra formaliteter endeligt på plads efter at vi fik vores PR (Permanent Residency), så nu har vi fået et australsk kørekort og det australske Medicare card (a la gule sygesikringskort). Vi skulle ikke til nogen køreprøve for at få det australske kørekort, heldigvis......., det skal man ikke hvis man kommer fra Europa eller Nordamerika. Kun en lille synstest skulle vi igennem, og selve ekspeditionen tog kun 20 minutter på motorkontoret (hedder RMS hernede), hvilket er meget hurtigt efter australske forhold. Vi fik bestilt vores Medicarecard samme dag som kørekortet, og det tog kun 30 minutter. Både kørekortet og Medicarekortet fik vi ugen efter. Og nå ja, sammen med kørekortet fik Leo et fint billede af bilen, og en lille regning. Tak for det, men så er den del også testet. :-( Drengene kunne nu også få gratis skolebus tranport, så deres nye buskort nåede også at komme inden de skulle retur i skole til term 2.
Vi har allerede fået brugt vores Medicarecard et par gange, og det er noget anderledes end derhjemme. Med et Medicarecard får man dækket statens takst for en behandling hos en læge, og denne takst er generelt lav, hvilket gør at langt de fleste læger tager mere for en behandling. Fx. tager vores egen læge $60 for en konsultation, men vi får kun dækket $38 fra Medicare, og systemet virker på den måde, at man selv skal betale de $60, hvorefter de $38 bliver sat ind på vores konto. Med andre ord betaler vi godt 100 kroner per konsultation, hvilket er OK med os, da vi har fundet en rigtig dygtig og venlig læge, Kamilla en polsk læge, som drengene er trygge ved. Man kan finde nogle læger, som ikke tager mere for en konsultation end hvad Medicare, men dem er der få af (hedder Bulk Bill), og ventetiden hos disse kan være lang.
Esben er begyndt at døje med næseblod igen, og vi har lige været afsted for at få brændt (ætset) det ene næsebor. Lægebesøget kostede $60, hvoraf $38 bliver refunderet, og næselægen kostede $250, hvoraf $73 bliver dækket af Medicare, dvs behandlingen kostede os $310, hvoraf de $110 dækkes af Medicare, altså $200 ialt. Modsat 0 kroner i Danmark, så det er noget anderledes hernede, og man snakker meget om Out Of The Pocket Expenses pga dette. Man skal så lige huske på, at skatten hernede er noget lavere.
Disse samme-dags behandlinger er som hovedregel ikke dækket af privat forsikring, privat forsikring dækker primært kun hospitaler (private) og andre behandlinger som ikke er dækket af Medicare, som fx. tandlæger, kiropraktorer, fysioterapeuter mm, hvortil der ingen tilskud er. Og det er forskelligt, hvilke steder (og hvor meget) de private forsikringer dækker, så det er lidt af en jungle lige at finde rundt i. Mht. tandlæger, så er det ikke unormalt hernede, at børn kun kommer til tandlæge, når det er strengt nødvendigt, da det koster penge. Så forstår vi bedre, at vores tandlæge syntes alle vores tænder, i forhold til normalen hernede, var velholdte.
Alle vi kender hernede har en privat forsikring, og man betaler typisk 15.000 til 20.000 for en familiedækning (vi gør ihvertfald), og på vores police skal vi betale 2.500 i "selvrisiko" (excess fee), hvis vi gør brug af hospitalsdækningen. Det er ikke helt billigt.

Drengene havde term off her i april måned, og de havde en stille og rolig ferie, uden de store planer. Den 10. april mødtes vi med familien Sørensen inde på Maritime Museum i Sydney, og havde en hyggelig eftermiddag, med masser af snak. Det er ikke så ofte vi ses, men hvor er det hyggeligt, hver gang vi ses.
Laurits var en tur i centeret med hans bedste ven, Jackson, for at lave sandart, og de havde alle en rigtig hyggelig tur. Vibeke bliver til stadighed chokeret over, hvad folk betaler for at gå på cafe og få en kop kaffe eller te og et stykke kage. Hendes te til 25 kr smagte ikke engang godt, men sådan er storby livet åbenbart, og det har vi sindige sønderjyder ikke vænnet os til endnu :-)

I ferien tog vi også ud at bowle med drengene, hvilket var super sjovt. Kuglerne er lidt voldsomme for Laurits, men han klarede det uden de store problemer :-) Og ja, Esben vandt det ene spil til stor ærgrelse for hans far.


Den 25 april var der ANZAC Day i Australien, hvilket er en Australsk/New Zealandsk helligdag til minde om ofrene fra 1. og 2. verdenskrig, Vietnam og Koreakrigen. Anzac The Australian and New Zealand Army Corps. Første gang man havde et samarbejde af denne art, var den 25. april 1915, hvor ANZAC-styrkerne gik i land ved Gallipoli i Tyrkiet i det, der siden blev kendt som Slaget om Gallipoli. Landgangen blev foretaget i en bugt, som senere er blevet kendt som Anzac Cove. Vi blev inviteret ned til en af Leo's kollegaer i Bowral for at fejre dagen, det ligger 140 km syd for, hvor vi bor. Som næsten alle ture her i Australien, så er naturen smuk på vejen.

Vi var med i optoget i byen og fik lyttet til mindetalerne, som var meget rørende, og fik sunget nationalsangen. Det var interessant at se, at så snart man startede med at synge nationalsangen, så sang alle 3 drenge med, dejligt at se, og tydeligt, at de er vant til at synge sangen hver fredag i skolen.


Vi havde en super hyggelig dag med med familien McDonald, hvor vi fik dejlig BBQ mad, kørt på en mini crosser (PW50), ja, alle drengene prøvede den, selv Laurits.

 


Senere blev vi alle pakket ind i deres Landcruiser:

For derefter at køre ud til en nationalpark for at se Fitzroy Waterfalls. Hele området dernede, kaldet Southern Highlands of New South Wales, er smukt, og vi har flere planer om at besøge området igen. Bl.a. for at se Kangaroo Valley og Jervis Bay.


Vores blender gik i stykker forleden, og vi tog afsted for at købe en ny blender, men det kan være dyrt, meget dyrt. For vi kom da hjem med en blender, en foodprocessor, plus en slush ice maskine, smoothie maskine, en grill, en lænestol og en sofa. Grillen vi har er ved at falde sammen, så den var mere end klar til udskiftning, tja og nu har Vibeke solgt den for $50. Og den har været i brug, det er jo stadig 25 grader om aftenen.

Og sofaen, tja, den nye sofa afspejler faktisk meget godt vore livsstil hernede. Istedet for det meget minimalistiske design (vores gamle sofa), så er den nye en rigtig "slænger" sofa, genial til at sidde eller ligge i. Og det er drengene 100% enige i.

Drengene er lige startet i skole igen, og de er glade for at være kommet igang, og de er generelt glade for at gå i skole hernede. Vi havde skolesamtaler før ferien med Asgers og Esbens skole, og generelt klarer drengene sig godt, men da de stadig hænger lidt på det engelske, så skal vi sørge for, at de får læst så meget engelsk som muligt herhjemme.

Lige her til sidst, vi har fulgt lidt med i et hus, der i nærheden er ved at blive bygget, og det er altså ikke ligesom i Danmark. Lægter og reglar (45x95) bliver der brugt meget af i et hus.

tirsdag den 12. april 2016

11/4: Refleksioner om det at bo i Australien efter 14 måneder

Nu har vi boet i Australien i næsten 15 måneder og det er nu blevet tid til at reflektere lidt over vores ophold i Australien igen.
Vi fik et par gode råd med på vejen af en tidligere kollega til Leo, og disse var blandt andet:
Prøv at finde det rigtige hus første gang og undgå at flytte (flere gange)
Undgå at børnene skal skifte skole
Rejs ikke hjem til Danmark på ferie

Vi bor stadig i det hus vi lejede første gang i den lille nordlige forstad til Sydney, St. Ives. Det er en lille by med omkring 15.000 indbyggere og byen har de vigtigste ting, såsom et lille center med 120 butikker, god primary og god high school og ellers forskellige gode aktiviteter og gode restauranter. Derudover ligger byen godt for os på den måde, at vi blot har 15 km til stranden, 5 km til tog, 10 km til motorvej, 20 km til Sydney centrum og ellers gode busforhold, blandet andet en bus som kører direkte ind til Sydney centrum. Derudover har vi 6 km til et stort og godt (offentligt) sygehus, 7 km til et storcenter med 330 butikker og 2 km til et stort naturpark område. Vores læge og tandlæge ligger også 7 km fra, hvor vi bor.
Vi er faldet rigtig godt til hernede, og fået mange gode bekendte som vi omgås.

Det er rigtig dyrt at bo i et område omkring Sydney, hvor public schools har ry for at være rigtig gode, men vi har valgt, at dette har stor betydning for os, specielt så børnene ikke behøver at skifte skole. Esben skulle starte i en special skole (IEC - Intensive English Class) da hans engelsk ikke var godt nok til high school, og vi kan mærke, at det ikke har været nemt for Esben at skifte skole midt i et år. Det er en stor omvæltning, og vi er enige i rådet om, at man skal undgå at skifte skole, og det gjorde det ikke nemmere for Esben at han blev ”glemt” lidt, da han kom til skolen i St. Ives.
Huset vi har fundet er rimeligt stort, ligger fint til skole og offentlig transport og har en pool. Det har god plads til overnattende gæster, det har vi haft nogle gange, og det har været dejligt med dansk besøg.

Skole: Børnene er stadig godt i gang med deres skoler, og de klarer sig fornuftigt. Det er lidt vanskeligt, da sproget er en udfordring, men vi synes de gør det godt.
Som tidligere skrevet, så synes vi der er en rigtig god respekt for lærerne hernede, og det giver en langt mere rolig skoledag. Vi oplever der er relativt mange lektier hernede, og vi har hørt om en dansk udvekslingsstudent, en 17 årig dreng på Esbens skole, der valgte at flytte hjem før tid, da han syntes der var for mange lektier. Han nåede kun at gå på skolen i godt en måned.
Asger og Laurits har fået nye klasselærer, hvilket de får hvert år, modsat i Danmark, hvor den samme lærer følges en del år af gangen.
Vores umiddelbare oplevelse af skole hernede er den samme som tidligere, mange ting fungerer rigtig godt, og der er meget mere ro og fokus i klasserne end i Danmark. Et par af vores børn har oplevet lidt problemer med andre børn i form af mobning, og den slags bliver der virkelig slået hård ned på hernede. Man er utrolig opmærksom på dette, hvilket er meget godt.
Der betales stadig mange penge hvert halve år, men dertil skal det også siges, at børnene kommer meget ud for at opleve ting i forhold til i Danmark.
Vores fornemmelse, uden at have noget specielt at have det i er, at skolen hernede er bedre de første 9 år, indtil gymnasiet eller senior high, hvorefter vi føler at det danske system er overlegen. Mht universiteter, så skal vi prise os lykkelige for at de ikke blot er gratis – og rimeligt gode og anerkendte – i Danmark, men at man som studerende får  penge for at læse. Det gør man ikke hernede, og det er ikke unormalt at man har en gæld på mindst en halv million når man er færdig på universitetet, med mindre man har velhavende forældre. Og det betyder også, at børn fra lavere kår har det mere vanskeligt, specielt i forhold til i Danmark.

Leveomkostninger: Som vi tidligere har skrevet, så er de daglige udgifter meget lig det vi kender i Danmark, plus og minus. Nogle ting er dyrere, hvor andre er billigere, men hvis man ikke er opmærksom, kan det hurtigt blive dyrere. Alkohol er noget dyrere, en kasse øl koster ca. 100 kr. mere end i Danmark, og cigaretter koster ca. 100-125 kr. for en 20 pak. En god flaske vin koster ca. 60-80 kroner.  Vores danske traditioner med rugbrød, leverpostej mm skal man være lidt kreativ for at holde i hævd, men vi har det, og drengene nyder at få deres rugbrød og leverpostej.
Boliger er rigtig dyre i Sydney (og Melbourne er på samme vej), hvilket er til stor debat hernede, da mange ”almindelige” australiere ikke har råd til at købe mere. Hvis man tager til Australien på et visum som os, så skal man være opmærksom på, at det i nogle stater koster en del at have børn på skolen. I Sydney koster det ca. 25.000 kr. per barn per år at gå på offentlige skoler + school fees på 3.500 kr, Private skoler er meget dyrere, og for vores visum er private skoler ca. 60.000 dkr dyrere end for permanent residents i Australien om året. I nogle stater koster det ikke penge for fx. vores visa at have børn i skolen.
For småbørn kender vi ikke prisen, men det er meget mere end børnehavepriserne i Danmark, og derfor ser man mange kvinder gå hjemme indtil alle børn er startet i skole. Heldigvis er biler så meget billigere, og koster vel ca. det halve i forhold til i Danmark. Benzin ligger pt. på ca. 6,5 kr. per liter, og diesel koster ca. 5,5 kr. per liter.

Sundhedsvæsen: Som nogle måske har fået med, så har vi fået et Permanent Residency, som betyder, at vi kan blive boende hernede. Det betyder også, at vi nu får sygesikring inkluderet, det hedder her Medicare, men man har stadig behov for privat forsikring. Der er fx. ingen tilskud til tandlæge eller medicin, hvis man ikke har privat forsikring, og ambulancekørsel er heller ikke dækket af det offentlige.
Med andre ord, man har det altså rigtig godt i Danmark! Så derfor har vi en ekstra forsikring til omkring 1.500 per måned som dækker rimeligt.
Heldigvis bor vi tæt på et offentligt - og godt - sygehus, men der er områder, hvor private hospitaler anbefales.

Befolkningen: Der er mange kulturer hernede, og det er er interessant at opleve dem, og vi synes det bidrager til tolerance og lærer os andre kulturer. Esben har fået lært en del kinesiske ord på sin skole ved det. I vores omgangskreds har vi blandt andet:
  • Kristne
  • Græsk katolske
  • Jøder
  • Missionske
  • Hinduer
  • Muslimer
Og vi har alle fået vores øjne åbnet for rigtig mange spændende ting ved at være sammen med så forskellige kulturer, noget som vi nok ikke ville kunne på samme måde i Danmark. Og det er så indgroet i Australien, at man er venlige overfor hinanden, og vi har endnu til gode at blive "på-duttet" forskellige religiøse holdninger.

De unge vi har oplevet hernede er meget høflige, og der hersker generelt meget respekt for de voksne, mere end vi er vant til i Danmark. Det tror vi er en indgroet del som kommer fra skolen.

Internet:  Ja, som tidligere skrevet er internet i Australien piv ringe, men man vænner sig til det.

Fordele og ulemper: Vi og børnene synes det er dejligt at bo hernede, og skal man prøve at fremhæve lidt med fordele og ulemper er de for os på nuværende listet nedenfor.
  • Vejret er fantastisk
  • Hus med pool er fedt, det giver noget mere mening at have pool hernede end i Danmark
  • Strandene i er fantastiske
  • Folk er meget venlige og høflige
  • Livsstilen er mere afslappet, men nok mindst i Sydney området. Specielt Perth skulle være fantastisk for børnefamilier og samvær
  • Det er relativt billigt at spise på restaurant, hvilket mange derfor gør, og det giver også et meget rigt udvalg af spisesteder
  • Arbejdskulturen er lidt mere afslappet, men er ellers meget lig den i Danmark
  • Skoler er gode og der læres meget, specielt i primary school og junior high school
  • Man møder mange mennesker fra mange kulturer
  • Man kan få fede biler til billige penge
  • Skatten er meget lavere, men man får også mindre fra det offentlige
  • Sydney er en dejlig by med mange fede aktiviteter. De øvrige store byer er også meget spændende
  • Naturen og dyrelivet er utrolig mangfoldig
  • Man kan få kørekort som 16 årig
  • Biler og brændstof er meget billigere (begge dele er ca. halv pris)
  • Ingen sne, sjap og glatte vej
Der er også nogle ting, som ikke er optimale, og nogle af disse er:
  • Der er langt hjem til familie og venner i Danmark
  • Det er dyrt at bo (leje og købe) i Sydney. Sydney er vist blevet tildelt titlen som den dyreste by, og man forventer ikke at fremtidige generationer selv vil være i stand til at købe boliger i Sydney området
  • Politikere er værre end i Danmark, i snit holder en premierminister i eet år, det er værre end i Italien og Grækenland
  • Vi oplever at man mere end i Skandinavien har fokus på kortsigtede beslutninger, både politisk og erhvervsmæssigt. Man har nemt ved at smide folk på porten, hvis resultaterne ikke kommer hurtigt, se blot på antallet at premierministre!
  • Vi føler ikke at senior high schools er helt så gode som gymnasier og handelsskoler i Danmark.
  • Universiteter er dyre, og nej, der er ingen SU i Australien (ja, men skatten er lavere)
  • Der er ingen tilskud til forskellige specialister og medicin (ja, men skatten er lavere)
  • Dagpleje og børnehave er noget dyrere (ja, men skatten er lavere)
  • Oplevelsen er også, at kvaliteten på arbejde hernede er ringere end i Danmark, men det hænger nok også sammen med stort prispres fra immigranter fra specielt Asien og Indien/Pakistan/Bangladesh. Det gælder inden for de fleste områder lige fra havefolk og håndværkere til IT folk, men der er også de dygtige iblandt, men som med alt andet, så koster det også lidt mere 
  • Øl og spiritus er dyrt (vin er ca. samme pris som i Danmark)
  • Kvaliteten på huse er generelt på et lavt niveau, men man får hvad man betaler for når man typisk kun betaler 4.500 per m2 at bygge et hus
Når vi snakker med andre, der er flyttet herned fra Danmark, så spiller det også meget ind, hvilken situation man er i. Er man ung eller ældre, har man børn, hvor bor man osv., så listen er naturligvis med os selv som udgangspunkt.

Til det store spørgsmål: Er vi glade for at vi har taget ud at bo i Sydney? Svaret her er stadig ubetinget ja. Nogle ting er bedre i Danmark og andre ting er bedre i Australien, men vi er glade for at vi tog ”springet” og flyttede herned, og vi er overbeviste om, at vi alle, specielt børnene, får en bagage af viden og kulturforståelse med hjem, som kan bruges senere i livet, og som vi ikke vil kunne få i Danmark.
Til den 3. anbefaling som er nævnt i starten her, nej, vi kommer ikke hjem til Danmark på ferie før vi kommer hjem igen. Årsagen er at det kan være utrolig hårdt for specielt børnene at tage afsked med familie og venner igen, og det vil vi ikke udsætte dem for.
Kommer vi hjem igen: Ja, det gør vi, i 2017.
Flytter vi herned igen: Det vil vi ikke udelukke, Australien er et dejligt land, og det er et land vi er blevet ubetinget forelsket i.