torsdag den 31. december 2015

31/12: Vores første julemåned i Sydney

Vores første december måned i Sydney er nu slut, og vi har været spændte på at se, hvordan det ville være at fejre jul hernede. Både i forhold til at vejret er SÅ meget anderledes end derhjemme, men også fordi de kendte traditioner er anderledes. Og ikke mindst fordi vores dejlige venner fra Danmark kom herned for at holde ferie og fejre julen med os.
Måneden har været lidt travl, men der har slet ikke været den stress vi ellers ofte synes at opleve i Danmark, hernede tager man ting noget mere stille og roligt, også selvom det er jul. Vejret har i måneden været dejlig uden at være for varm, så der har været masser af pool tid.


Søndag den 6. havde vi en klassekomsammen med Laurits' klasse i vores lokale Wild Flower Garden, som ligger i naturreservatet kun et par kilometer fra hvor vi bor. Det var en super dejlig picnic tur, og alle forældre i Laurits' klasse har simpelthen taget imod os på den bedst tænkelige måde. Bare i Laurits' klasse er der personer fra mange forskellige lande samlet, og det er meget interessant at få et indblik i de forskellige kulturer.

Foruden slanger og edderkopper er der også søde dyr her i Wild Flower Garden, en lille wallabee med sin unge i baggrunden.

Leo blev ugen efter med kort varsel lige kaldt til en workshop hos en potentiel kunde i Singapore og han skulle være der fra onsdag til lørdag. Disse dage blev brugt på hygge med drengene, og om fredagen tog Vibeke og drengene ud at spise på en dejlig restaurant, Bo Vine hedder den og den ligger blot 5 minutters gang fra hvor vi bor.

Vibeke havde også gang i det store julebagværk efter hun fik lidt ingredienser tilsendt hjemmefra, til store begejstring for drengene.

Lørdag den 12. skulle Asger i biograf med en god veninde imens Vibeke og venindens mor, Gila, shoppede og hyggede lidt. De fleste (store) biografer ligger i de store indkøbscentre, ligesom vi kender det fra Kolding. Laurits går i klasse med Oscar som Gila har sammen med hendes mand, David, og om aftenen spiste vi dejlig aftensmad alle sammen, og havde en rigtig hyggelig aften.

Dagen efter var vi inviteret over til vores dejlige naboer, Bev og Nina til julehygge med deres familie og venner. De har virkelig taget så godt imod os, og både Bev og Nina nyder at tilbringe tid sammen med vores drenge. Vi fik en smuk hjemmebundet krans som lille julegave.

Mandag den 14. december havde vi aftalt med Kelly og Dan, at de skulle kigge efter vores drenge, så vi kunne få lavet noget jule shopping. Men det blev noget hurtigt noget, da alle butikker lukkede kl. 17.30, selv i de store indkøbscentre her i julemåneden. Vi tog ekstra hen til en af de større centre med over 350 butikker, den ligger 10 km fra hvor vi bor, men mandag, tirsdag og onsdag lukker butikkerne kl. 17.30, punktum. Lidt fik vi da købt, og da vi havde lidt tid til overs valgte vi at tage ud at spise inden vi skulle hente drengene.

Børnene havde sidste skoledag den 16. december, og kunne se frem til 6 ugers sommerferie, en ferie vi kunne mærke var særdeles tiltrængt. Ligesom det for os voksne er en udfordring at komme i gang med en tilværelse et nyt sted, så kan vi mærke det også gælder for børnene. Foruden alt det nye skal de også kæmpe med sproget. Hernede får hver elev en skolerapport hvert halve år, og vores drenge fik også en rapport. Efter 6 måneder tages der ikke så meget hensyn mere, og rapporterne indeholdt både gode og mindre gode elementer, men det giver os et indblik i, hvor vi som forældre skal hjælpe ekstra til næste år. Gennemgående for alle 3 drenge var dog at de udviste respekt og var meget høflige, hvilket er noget man går rigtig meget op i hernede, børn skal respektere lærere og andre voksne.
Her i sommerferien er vi gået igang med nogle af de danske lektier, og det vil vi gøre indtil de skal starte i skole igen, og fra næste år vil alle 3 drenge have dansk hjemmeundervisning på programmet hver uge, Vibeke sørgede for at købe de relevante skolebøger i Danmark inden vi tog afsted.

Lørdag den 19. var vi inviteret til Christmas Carol med C3 Church af Kelly og Dan, det var en julekoncert med masser af hygge og aktiviteter for børnene og ikke mindst super gode sange. Det var en virkelig dejlig lørdag aften, som blev afholdt på Wahroonga skolens store gårdsplads midt inde i en skov. Dan, sønnen Eli og datteren Monet skulle være med til at synger, spille og danse.




Og endelig kom dagen så, hvor familien Kehlet ankom til Sydney, det havde vi alle glædet os rigtig meget til. Desværre havde de taget noget af regnen med fra Danmark, men der var trods alt stadig over 20 grader, så det gik nu nok. Kehlet ankom den 21. og skulle videre igen den 29.
21. december: Ankomst og hygge.

22. december: Hygge hele dagen. Komme over jetlag og træthed


23. december: Sydney oplevelser - bus til Sydney, Pancake on the Rocks, Operahus, Botanic Garden, Martin Place, Queen Victoria Building, Pyrmont Bridge, Darling Harbour og bus hjem.




24. december: Hygge, bade og fejre jul med klassisk dansk julekalkun og dans om juletræ.





25. december: Fejre Pia's fødselsdag, bade ved Mona Vale beach, samle gaver og hygge/lege.




26. december: Til Sydney og hjem med færge fra Manly, hygge ved Darling Harbour og Chinatown og slutte af med dejlig mad hos Bo Vine. Pia og Hans inviterede os alle ud til skøn middag


27. december: Blue Mountains



28. december: Kehlet til Sydney og besøg af familien Steinhauer til pulled pork og hygge da de kom retur, så begge par kunne se, hvem der blev snakket om når vi nævnte vores venner i DK og AU. Festlig aften.



29. december: Kehlet rejser videre med autocamper til Brisbane. Vi ses igen den 14. januar i Cairns.

De sidste par dage her i december er gået med at hygge, bade og lege. Bordtennisbordet bruges i stor stil af allesammen.
Nytårsaften var stille og rolig med hygge, badning og god mad. Drengene hjalp til med bordpynten, så vi fik lidt nytårsstemning.

Esben lavede Bedstemors hindbærtærte, som vi fik til dessert, den var han stolt over, og Laurits kunne også lige fortælle Bedstemor, at det er "best pie in the world".
Og nej, ingen krudt i år, da det er ulovligt hernede, og det er kun ved havnen der bliver skudt af, og det kunne høres hos os i de 15 minutter det varede. Vi så dog 3 raketter, som en af naboerne havde fusket sig til, det var alt.

Vi ønsker Jer alle et rigtigt godt og lykkebringende nytår og alle gode ønsker for 2016.

Kærlig hilsen os alle hernede fra St. Ives, Sydney.