Efter at Leos familie tog afsted i starten af december tog vi weekenden efter, den 9. til en 11. december, til Wombeyan Caves, små 300 km fra vores hus, syd for Sydney i retning mod Canberra. Wombeyan Caves består af et større antal forskellige grotter i naturreservatet Wombeyan Karst Conservation Reserve og har derudover også et meget rigt dyreliv.
Vi skulle lige have drengene hjem fra skole inden vi kunne komme afsted, men det betød så at klokken nåede at blive næsten 4 inden vi kom afsted, og så hang vi ellers godt og grundigt i trafikken indtil vi kom syd for Sydney. Den sidste del af strækningen var 20 km grusvej med masser af dyreliv såsom forskellige kænguruer og wombats og vi ankom lige inden det blev mørkt kl. 8.
Nøglen sad i den hytte vi havde booket, da kiosken lukkede kl. 4, og som de sagde, det er ikke noget problem, for her kommer der ikke nogen, hvis det ikke er for at campere. Hvilket er korrekt, der er faktisk kun een vej herud, og mange steder er vejen meget smal og der er absolut ingen dækning for hverken tv, radio eller mobil!
Lørdag havde vi booket os ind på 2 guidede ture til nogle af grotterne. Den første grotte vi skulle i var Wollondilly Cave, og vores guide var den lokale ranger Laurel. En meget tør, sarkastisk og ironisk ældre australier som drengene syntes var super sej. Flere af de andre gæster på turen kom nogle gange i tvivl om han faktisk mente tingene :-)
Om eftermiddagen skulle vi så i Junction Cave, som er en helt anden slags grotte end Wollondilly, men mindst lige så smuk og interessant.
Guiden havde foruden masser af fortælling om grotterne og deres til bliven, også historier om forskellige redningsaktioner af folk, der er blevet fanget i grotterne i området. Og også, hvordan ture var i gamle dage, inden al dagens sikkerhed og belysning blev standard, og flere mennesker omkom dengang på turene.
Til aften var Asger ude at spille lidt bold, og pludselig kom han hoppende tilbage med et stort hul i knæet, da han var faldet så uheldigt, at knæet ramte kanten på et betonfundament. Ak, så finder man ud af, hvor langt ude på landet man befinder sig, da der ikke lige var nogen at ringe til.
Hullet var ganske stort, og skulle tilses (vi fandt en sygeplejerske på pladsen), men nærmeste sygehus var 1,5 timer fra pladsen i byen Goulburn, så vi besluttede os at pakke vores ting sammen, så vi kunne køre hjem efter sygehusbesøget.
Det blev noget underligt noget, lægen på skadestuen rensede såret men kunne ikke vurdere, hvad der skulle ske, da de ikke havde en der kunne sy det sammen der (!), og bad os istedet køre til enten Canberra eller Sydney for at komme på et større sygehus med mere personale. Så vi pakkede os sammen og kørte hjem, trafikken var trods alt god, så det tog kun 2 timer til vi var hjemme, som var lørdag til søndag nat kl. 1.
Asger og Leo tog efterfølgende på skadestuen kl. 2, men kom hjem igen kl. 3, da der var meget travlt, og skaden kunne vente med at blive tilset til søndag morgen. Så søndag kl. 9 var vi klar på skadestuen, og vi måtte vente 6,5 timer før vi var færdige med det hele. Hullet var meget dybt, meget tæt på, at en større operation skulle til, men Asger kunne heldigvis nøjes med grundig rensning og 4 sting og efterfølgende antibiotika. Ak ja, sådan blev vores ferieweekend så brat afsluttet. Og mor fik nogle blomster for hendes kærlige omsorg af Asger.
Den 14. december var vi til koncert med Coldplay på Allianz Stadium, der ligger i Moore Park inde i Sydney. Vi var afsted med vores dejlige venner Kelly, Dan, Maria og Tony. Vi startede med dejlig aftensmad og øl på Bavarian Bier Cafe (schnitzler naturligvis), og derefter startede koncerten. Og hvilken fed koncert, Coldplay kan virkelig fyre den af, det er så fedt et band at være til koncert med. Kanon fed aften, til trods for det regnede lidt, men i 25 graders varme og sammen med mere end 50.000 andre gæster gik det nu nok.
Asger har også haft sidste skoledag i St. Ives Primary School, og nu starter næste kapitel i St. Ives High School, det bliver rigtig interessant og spændende. Der var naturligvis en afskedsfest, og til festen havde Vibeke lavet en super fed hippie shirt til Asger, en shirt alle var helt vilde med. Han er da også sej, billedet er med hans rigtig gode ven Nick, som desværre er flyttet tilbage til Melbourne.
Søndag den 18. december blev vores venner inviteret til julehygge og forkælelse, og heldigvis kunne de fleste komme. Kelly og Dan, Maria og Tony samt Gila og David kunne alle komme med deres børn, og derudover kom vores naboer Nina og Bev også over, så vi var 19 i det hele.
Vibeke havde lavet en anretning af finger sandwich med 4 forskellige slags fyld, ostebord og små bøffer med kartoffelmos. Derefter stod menuen på æbleskiver, dansk konfekt og bekkenøer, meget dansk, og noget alle syntes smagte fantastisk. Altså, dansk mad er et hit hernede!
Leo havde ferie fra den 23. december til den 9. januar, og vores jul i år var en stille en af slagsen, hvor der kun var os 5. Menuen stod som altid på kalkunsteg, brunede kartofler, rødkål, hvidkål og som noget nyt i år, Yorkshire puddings.
Inden det blev aften begyndte Laurits dog at blive skidt i maven, nok spænding, og ja, drengene vidste hvem de forskellige gaver var bestemt til. Til afblødning for spændingen fik Laurits en lidt for tidlig julegave, og det gav lidt mere ro. Ja, han slægter sin mor på mht. julegaver :-)
Juleaften blev fejret som vi kender den i Danmark, vi dansede omkring juletræet og sang nogle sange efter aftensmaden, hvorefter det blev tid til at pakke gaver op. En efter en. Derefter stod den på ris ala mande, som havde mandler i sig til mandelgaver.
Juledagene gik med afslapning og hygge med gaverne, virkelig dejlige og rolige juledage.
Den 29. december kom Vibekes forældre så ned til os fra det lille Danmark, og hvor var det dejligt at se dem igen efter næsten 2 år. Nedenfor er vores dage og oplevelser kort remset op i dagbogsform, og lad det være sagt på forhånd, der har været drøn på :-)
29/12: Ankomst og hygge.
30/12: Hygge.
31/12: Nytårsaftensdag. Vi hyggede i løbet af dagen, fik om eftermiddagen besøg at Maria og Tony, hvorefter vi tog ud at spise en nytårsmenu på vores lokale favoritrestaurant, Bo Vine. Lige inden midnat kom Maria og Tony retur og fik champagne med os og fejrede ankomsten af endnu et nyt år her Down Under.
1/1: Besøg af Nicolaj, Trine og deres dejlige børn til hygge og afslapning. Virkelig dejligt med besøg hjemmefra, og vores drenge hyggede sig rigtig meget ved at de kunne lege med danske jævnaldrende.
2/1: Besøg i Wildflower Garden. Besøg af Gila om eftermiddagen.
3/1: Opleve og udforske Q station, som er den gamle karantæne station brugt i gamle dage mhp. at undgå uønskede sygdomme.
4/1: Australian Reptile Park, vores dyrepark i Sommersby med krokodiller, alligatorer, slanger, edderkopper og mange andre interessante dyr.
5/1: Afslapning i St. Ives og hygge med chokolade fondue på vores lokale cafe Passion Tree.
6/1: Sydney. Til Sydney centrum med bus, frokost på Pancake on the Rock (ja, pandekager), vandre ned gennem Circular Quay og hen til Sydney Operahus. Tur rundt i Royal Botanic Garden med choo choo tog og derefter ned til Wynyard station, hvorfra vi tog toget tilbage til Gorden og bus fra Gordon til St. Ives.
7/1: Strandtur på Mona Vale Beach og køre omkring vores dejlige Northern Beaches med Palm Beach som den nordligste vi kom forbi.
8/1: French Forest Organic Market og derfra en tur ud og se den dejlige og lidt bushy natur vi har omkring Terrey Hills (med mange hestegårde og stutterier) og Duffys Forest (hvis man er til golf er det her man skal bo). Til aften tog vi til Chatswood for at spise på Mamak, som er en Malaysisk restaurant. Her fik de gamle oplevet at spise Roti til den store guldmedalje. Som altid, lækker mad.
9/1: I Sydney sammen med Asger for at se Sydney Tower og på en havnerundfart for at se øerne og ikke mindst Sydney Operahus fra vandsiden.
10/1: Mormor og morfar tog afsted til Australiens hovedstad Canberra sammen med Esben om morgenen, og satte Leo af på hans arbejde hos Woolworths i Bellavista i den nordvestlige del af Sydney. Det lå alligevel på vejen til Canberra. Til aften gik alle tre rundt omkring Scrivener Dam, en dæmning som er 33 meter høj lige uden for Canberra. Overnatning var på samme campingplads, hvor vi tidligere har boet, Alivio park, som ligger fint tæt på byen.
11/1: Morgenen gik med at se Australia Parliament House og lære om styreformen hernede, og eftermiddagen gik med at Australian War Memorial og lære lidt om alle de krige Australien har deltaget i gennem tiderne, hvilket faktisk nærmest er alle de krige USA har deltaget i, inklusiv første og anden verdenskrig. Desværre ofte med store ofre til følge.
12/1: Formiddagen gik på Questacon, som er meget lig det danske Eksperimentarium, desværre gik tiden hurtigt, da snuden skulle vendes mod Sydney lige over middag, således bilen kunne afleveres inden kl. 17. Morfar kørte begge veje og afleverede mormor og Esben derhjemme, hvorefter han med Laurits kørte op for at aflevere bil i Hornsby. Laurits skulle hjælpe med at få morfar med hjem vha offentlig transport. Så snart de to var stået på toget sagde Laurits at de kørte den forkerte vej (!), så de måtte lige stå af ved næste station og tage den modsatte vej. Leo tog dem efterfølgende med hjem fra Gordon station :-)
13/1: Pakkedag inden vores tur til Tasmanien.
14/1: Afhentning kl. 5:15 om morgenen af vores lokale taxamand, uha, det var meget tidligt, specielt for drengene! Flyet til Tasmanien afgik omkring kl. 7, tidligt for at kunne få noget ud af den første dag i Tasmanien. Flyveturen var kun 1 time og 40 minutter fra Sydney til Launceston, som er den største by i nord Tasmanien med knap 90.000 indbyggere. Vi havde bestilt med Toyota Hiace Commuter, som er en 12 personers mini-bus, altså rigelig plads til os 7, men det var faktisk billigere for os end at leje 2 biler, og vi havde på forhånd bestilt alle overnatninger, så grovruten var på plads.
Ruten vist nedenfor viser ret præcist vores kørte rute, og stjernerne indikerer de seværdigheder eller overnatninger, vi havde udvalgt på vores tur rundt.
Vi havde valgt overnatninger i følgende byer:
- Cradle Mountain, 2 nætter
- Strahan, 2 nætter
- Mount Field, 1 nat
- Hobart, 3 nætter
- Coles Bay, 2 nætter
- St. Helens, 2 nætter
Efter grotten kørte vi til Davenport oppe ved nordkysten for at se byen og handle ind, inden vi kørte til vores overnatningssted i Cradle Mountains, som lå godt midt inde i landet, og hvor der var meget koldt (efter vores forhold), kun 8 grader og blæsende. Men de hytter vi havde var rigtig gode, hyggelige og varme træhytter.
Og så fik vi ofte besøg af Pademelons, som er den mindste kænguruart (der er kænguruer, wallabies og pademelons) samt forskellige interessante fugle.
15/1: Efter en god nats søvn tog vi til Cradle Mountain National Park, få km fra vores hytte, og herfra tog vi en shuttle bus hen til det første sted, hvorfra dagens vandren skulle starte. Inden da måtte vi dog lige købe nogle ørevarmere og varme sokker, ha ha, sådan er det når man kommer fra Sydneys 40 grader. Vores første vandretur var i området omkring Ronny Creek op til Waldheim, som var den hyttede familien Weindorfer boede i. Gustav Weindorfer opdagede i 1910 Cradle Mountains områdets skønhed og viede sit liv til at udforske, vise og fortælle om hele området, og dermed også bosætte sig der med familien. Det var en stor udfordring, da der var mindst 3 dages ridt til nærmeste civilisation. Virkelig interessant historie om livet dengang, og hvor barskt det var.
I området så vi blandt andet Wombats og Wallabies løbe rundt på engen.
Efterfølgende tog vi ved til Dove Lake for at gå lidt rundt der også, desværre var der meget overskyet, og vi kunne derfra ikke se toppen af Cradle Mountain. Nogle af vandrerne, som havde været oppe på toppen sagde, at det nu ikke var meget værd deroppe, når man nu kun kunne se skyer derfra.
16/1: Om morgen kørte vi afsted til byen Strahan (udtales Straun), som ligger midt-vestligt i Tasmanien. Efter hurtig indlogering tog med på et cruise skib ned til Gordon River i Franklin-Gordon Rivers Wild Rivers National Park, et beskyttet og smukt stykke natur. På turen var der lige en afstikker forbi Sarah Island, som i gamle dage var kendt for at være et af de værste fængsler i det engelske kongerige. En meget interessant og indlevende guide fortalte gode historier og detaljer om livet dengang, ikke mindst hvor barskt et liv det var.
Turen var på godt 5 timer, og på vejen tilbage fik vi aftensmad på båden. Båden sejlede med omkring 25 knob og der var en strid modvind, til glæde for flere :-)
Og nej, kaptajnen fik ikke meget ro.
17/1: En stille og afslappende dag, hvor vi fik set lidt på byens gamle savværk og dertilhørende butik.
18/1: Turen fra Strahan gik via Queenstown, en stille og noget fattig mineby, videre til Russel Falls Cottage i Mount Field National Park, hvor vi havde lejet en hytte. På turen derned var vi forbi The Wall, som en en 100 meter lang udskåret trævæg, som er ca. 2,5 i højden. Alle 100 meter har forskellige udskæringer, som hver især fortæller om livet på egnen, et stort og fascinerende stykke træhåndværk udført af een mand over de sidste 10 år. Han var knapt færdig, men regnede med at afslutte arbejdet i år. Nogle af hans udskæringer, fx. af en jakke på en skovl var ganske simpelt så naturtro, at man kunne tage fejl.
Næste stop var frokost på The Hungry Wombat Cafe, dernæst et stop ved Tarraleah Power Station (turbiner drevet af vand), hvortefter vi til sidst ankom til vores hytte i Mount Field, hvor vi havde booket een nat.
Til aften spiste vi aftensmad på det lokale nærliggende hotel, National Park, hvor vi fik nogle gevaldige kyllingesnitzler.
19/1: Dagen startede med en længere køretur ud mod vest til Gordon Dam, faktisk sluttede vejen ved dæmningen :-) Gordon Dam er en af Australiens største, hvis ikke den største, dæmning som producerer strøm (Hydro Power), op til 432 MW kan anlægget producere, hvilket dækker ca. 13% af hele Tasmaniens strømforbrug. Dæmningen blev bygget i 1974, er 198 meter lang og 190 meter høj. Søen som leverer vand til de 3 144 MW turbiner er Australiens største kunstige sø på 27.800 hektar, og indeholder 12.450 millioner m3 vand.
Herefter gik turen så hele vejen tilbage til Mount Field og videre til Hobart, hvor vi havde bestilt 3 overnatninger på en campingplads, en længere køretur på 4 timer, dog med et lille stop ved cafeen The Possum Shed i byen Westerway til en kop kaffe, kakao og milkshakes.
Her fik Laurits købt en æske med Tasmanske krystaller, han er vores lille "stenmand".
20/1: Vores første dag i Tasmanien med regnvejr, så det blev en ren afslapningsdag på campingpladsen. Hvilket børnene, ja os alle trængte til.
21/1: Om morgenen tog vi en shuttlebus ind til Hobart for at gå på Salamanco markedet, et af Australiens største markeder med 328 boder og Tasmaniens mest besøgte attraktion. Markedet holdes hver lørdag og der var lidt for enhver smag. Vi fik alle købt noget.
22/1: Efter at have checket ud fra campingpladsen kørte vi ned til Port Arthur, på vejen derned slog vi et smut forbi Australiens ældst bevarede fængsel i Richmond. Dernæst gjorde vi holdt ved Tasman Arch og Devils Kitchen, som er to meget interessante klippeformationer, hvorefter vi ankom til Port Arthur.
Port Arthur er en lille by og tidligere fangelejer/fængsel for England og er beliggende på halvøen Tasman peninsula. Port Arthur er en af Australiens vigtigste historiske arv fra den tidligere kolonitid, og området er idag et stort åbent museum. Området består af mange af de gamle bygninger anvendt som fængsel, en del er desværre idag revet ned eller forbrændt, men de som står tilbage, giver stadig et utroligt godt indblik i forholdende i gamle dage. Disse var mindst ligeså gruopvækkende, som på Sarah Island.Og over hele området var der mange personlige skildringer, ikke blot af dem som arbejdede på området, men også af de forskellige fanger, hvilket var med til at gøre det hele meget mere virkeligt.
Lokationen var dengang så fjern fra alt, at flugt ikke var muligt, og selv unge blev sendt til området for at afsone deres straf (ungdomsfængsel). Yngste indsat var blot 9 år, og alle unge blev placeret på en lille ø noget uden for Port Arthur. Deres primære opgaver, foruden uddannelse, var at hugge sten til bygninger i fangelejren.
Fangelejren blev etableret i 1833 og brugt til de værste dømte forbrydere fra England og Australien frem til 1877. Fængslet blev etableret som et model fængsel med flere vigtige principper:
- Kontrol, overvågning og afstraffelsessystem
- Opdeling af fanger for at skille de værste forbrydere fra
- Indhold i hverdagen med meningsfulde arbejdsopgaver, som kan bruges når straffen er udstået
- Religiøs "uddannelse"
Efter Port Arthur kørte vi videre til vores næste overnatningssted, Coles Bay, en længere tur på 3 timer, og på vejen stoppede vi lige ved Spiky Bridge, en lille finurlig bro bygget af fanger i 1843 uden brug af mørtel eller cement. I Coles Bay overnattede vi på Edge Of The Bay resortet, et virkeligt dejligt sted, ikke bare hytterne, men naturen her var simpelthen så smuk. Og hyggelige dyr der ventede på os, billederne nedenfor er fra vores hytte.
23/1: Coles Bay er ofte stedet hvorfra man tager på vandreture i Freycinet National Park, et af de smukkeste områder i Tasmanien, hvis ikke det smukkeste. Vi tog først ud til fyrtårnet, dernæst forbi Sleepy Bay og endeligt til Wineglass Bay lookout. Wineglass Bay er et smukt og uberørt naturområde, som ligger et godt stykke oppe i bjergene, derfor fik Laurits lov til at hygge med mormor og morfar mens vi andre gik den dejlige tur op til udsigtspunktet. Billederne taler for sig selv.
Laurits hyggede max med mormor for morfar, og fandt en god ven, en Wallabie som kom for at hygge :-)
Om eftermiddagen var der fin tid til at hoppe i bølgerne, svømme, spille tennis og cykle rundt, dejlig aktiv dag. Asger og Laurits fik en længere svømmetur i havet, man ville jo undgå det tang, som var på bunden.
Asger hjalp også lige et ungt par med at fortælle dem, hvordan man faktisk sejler i en ro-båd, ha ha, det var et syn for guderne at se, hvordan de unge prøvede at ro. Vibeke var meget forbarmende og valgte (desværre for nogle) ikke at tage billeder af dette særsyn. Hun syntes det var nok vi rullede rundt på stranden af grin.
Til aften fik vi en dejlig middag på den tilhørende hyggelige restaurant.
24/1: Efter nogle virkelig dejlige dage, desværre ikke nok, tog vi videre til næste lokation, St. Helens. På vejen derop tog vi ind forbi St. Columba reservatet som har Tasmaniens største vandfald, det var klart et besøg værd, selvom det ikke ligefrem var en smutvej til vores overnatningssted i St. Helens.
De sidste 2 nætter i Tasmanien var i St. Helens på en BIG4 campingplads, hvor vi havde lejet et par hytter. Noget af en nedtur i forhold til Edge Of Bay, men vejret var dejligt, og der var tid og plads til at slappe af.
25/1: Formiddagen gik med strandtur til Bay Of Fires, et område kendt for sine meget røde sten, som af nogle i gamle dage blev opfattet som ild.
Og så var der da også tid til badning, hvor Laurits, Asger, Vibeke og Leo fik brugt nogle hyggelige stunder med at hoppe i bølgerne. Vejret var med os, 26 grader, høj solskin og let brise.
26/1: Vores hjemrejsedag og Australia Day. Australia Day er Australiens nationaldag, hvor man mindes og fejrer den dag, hvor England proklamerede Australien til at være en del af deres herredømme, lige for næste af franskmændene. Dagen, i 1788, hvor det engelske flag blev hejst for første gang i Sydney Cove (Circular Quay idag) af Arthur Philip. Efter at have pakket færdig blev Australia Day på campingpladsen fejret med ægte aussie brekkie, en sausage sizzle, som smagte rigtig godt.
Efterfølgende tog vi det stille og roligt og kørte til Bridestowe Lavender farmen i Nabowla, en meget stor lavendel farm, hvor vi fik et interessant indblik i hele produktionsprocessen, og hvad lavendler kan bruges til. Ja, vi fik naturligvis en vaffelis med lavendelkugler, som faktisk smagte ret godt.
Flyet tilbage til Sydney afgik kl. 20:40 og vi var hjemme lidt i midnat, en spændende og meget indholdsrig ferie på Tasmanien kom nu til sin afslutning. Og med meget trætte børn til følge.
27/1: Arbejdsdag for Leo, og velfortjent afslapning for resten af flokken.
28/1: Vibeke lavede lækker brunch og havde inviteret vores dejlige venner Kelly og Dan og deres børn, så de lige kunne møde Vibekes forældre. Ren hygge.
Til aften tog vi 4 gamle til Sydney, mens børnene blev hjemme og hyggede max. Vi spiste på Waterfront Grill i Darling Harbour, fik en "dansk" is fra Andersen Icecream og nød et super flot fyrværkeri kl. 21 nede i Darling Harbour.
29/1: Tidligt om morgen tog vi afsted til Blue Mountains, det er jo et must see område for alle turister i Sydney. Vejret var perfekt, flot blå himmel og solskin, så det blålige skær var meget tydelig over bjergene. Som altid flot og hyggeligt i Blue Mountains, der er jo en grund til vi har årskort dertil :)
Og så fejrede vi en lidt tidlig fødselsdag for Asger og Laurits til aften, med Sushi til aftensmad naturligvis.
30/1: Første skoledag i High School til Asger, og han ville gerne have mormor og morfar med til sin første skoledag. Stolte bedsteforældre.
Asger havde en fantastisk dag, og Laurits nød også at komme igang igen, og der blev naturligvis taget billeder med mormor og morfar.
Esben havde lige en sidste fridag, da 8., 9. og 10. klasse første skulle starte tirsdag den 31/1.
31/1: Esbens første skoledag, stille og rolig dag, hvor mormor og morfar fik pakket sammen. Om eftermiddagen var vi til samtale med Esben knæspecialist. Operationen den 9. februar blev udskudt nogle måneder indtil Esben er stoppet sit vokseværk, og det må gerne snart ske. Han er 185,5cm høj nu, ja, den højeste i familien! Så vi venter med den operation, og heldigvis har Esben ikke haft nogle uheld endnu med sit knæ til trods for det manglende korsbånd, men han skal passe på, og det gik fint med vores vandreture i både Uluru, Kata Tjuta og Tasmanien, så vi satser på, det fortsat går.
1/2: Afskedsdagen, dagen hvor mormor og morfar tog afsked med os allesammen. Øv, det er hårdt at sige farvel, men vi ses nok i 2018, så det går nu nok. Vores faste taxa chauffør Ben kom og hentede på slaget 12 (middag).
Det var så alt for denne omgang, eller, lige en sidste ting. Det har været en af de varmeste januar måneder i Sydney nogensinde, med mange dage over 35 grader, og en del dage med over 40 grader, så en del rekorder er blevet sat. Det som vi oplever, når det er så varmt, udover at vi sveder (har heldigvis en pool, som både mormor og morfar har været flittige brugere af) er, at mange kryb, ikke mindst edderkopper, kommer meget mere frem. Og det har vi oplevet i år. Vi har flere gange haft besøg af en huntsman, som dog ikke er så farlig, bare meget stor. Men derudover har vi også haft besøg af Wolf Spiders (er vi da enige om), som er ganske giftige (dog ikke dræbende), og desværre har vi også haft nogle Red Back, og Red Back er en lille bastard der med sin gift kan slå mennesker ihjel. Det er nogle år siden det sidst er sket i Australien, men man skal passe på den. Der er lige et par billeder af vores "husdyr" nedenfor.
Hav det ellers rigtig godt derhjemme i det kolde nord.
