lørdag den 31. oktober 2015

31/10: En måned med mange oplevelser og madforgiftning

Endnu en måned er slut hernede, og som vi har sagt og skrevet så mange gange tidligere, så synes vi tiden flyver afsted for os, der er allerede gået 9 måneder siden vi forlod Danmark.
Da vi laver vores blog hver måned, så mindes vi på, hvor hurtigt en måned faktisk går for os, og eftersom vi stadig oplever mange nye ting, så går tiden bare hurtig. Vi er glade for at have denne blog, naturligvis til Jer derhjemme, men også til os selv som dagbog senere hen.
Denne måned stod på oplevelser, specielt dem vi ikke har set endnu, og som vi ikke så på vores jordomrejse.
Vi købte i starten af måneden en familiebillet med 5 oplevelser, som skulle bruges inden for 30 dage (ja, vi går naturligvis efter de rabatter vi kan få, I kender jo Vibeke):
  • Madame Tussauds
  • Sydney Tower Eye
  • Sea Life Sydney Aquarium
  • Sydney Wildlife
  • Manly Sea Life Sanctuary
Vi har fundet ud af, at man kan parkere i Sydney CBD for blot 15$ for en hel dag i weekenden (normalpris er op mod 80$), og derfor er vi begyndt at køre ind til byen i weekenderne, da det trods alt er billigere end med offentlig transport for os alle fem. Og så kan vi have en køletaske med mad og drikkevarer i bilen, som vi kan gå tilbage til, og DET er meget billigere. Sjovt nok skal vores drenge altid lige starte med noget at spise, når vi har parkeret.
Den første weekend i oktober tog vi til Madame Tussauds for at se lidt på voksfigurer. Det var ret spændende for os alle 5, dog husker Vibeke at London-udgaven bare er SÅ meget større. Uanset, så var det interessant at se de flotte voksfigurer, utrolig realistiske, og vi fik masser af billeder med derfra.




Esben og Asger fik lavet en vokshåndudgave af deres egen hånd, interessant at se, og stolte drenge. Desværre var voksen for varm til, at Laurits kunne få lavet en hånd også.

Efter Madame Tussauds tog vi til Sydney Tower Eye, det højeste punkt i Sydney, og herfra er der en fantastisk udsigt ud over hele byen. Herfra er det meget tydeligt at se, hvor grøn Sydney faktisk er. Der er simpelt hen træer over det hele, vi har ikke selv oplevet en storby, der har så meget grønt og mange grønne områder. Det må man respektere Sydney for.

Vi sluttede dagen af med dejlig tidlig aftensmad ved Darling Harbour (vi har fundet vores foretrukne sted med dejlig mad til fornuftige penge).
Dagen efter, søndag, var en stille dag og vi tilbragte en hyggelig aften med nogle venner, Maria og Tony. Mandag den 5. oktober var en fridag (labour day), og dem tager vi da gerne imod. Der er lidt færre fridage hernede ift. i Danmark (og faktisk færre feriedage).

Lørdag 2 uger senere tog vi til de 2 næste arrangementer, Sealife og Wildlife. Begge steder er inde midt i Sydney, og de viser alle de dyr, som findes i området i og omkring Australien. Vi så såmænd ikke noget, vi ikke havde set før, men det interessante var at se det fantastiske og mangfoldige dyreliv, der er i Australien. Det er simpelthen fantastisk, og en grund til at holde af dette land.



Bagefter hyggede vi os lidt ved Darling Harbour, og var lige et smut forbi Sydney Maritime Museum. Vi så en street dancer gøre klar inden vi tog hjem, og hans præstationer var Laurits ikke helt tilfreds med, så han ville lige vise den unge mand, hvordan den ged skulle barberes, se billedserien nedenfor:
Men, hans salto gik ikke helt som forventet, han landede lidt hårdt, som tog pusten fra ham. Dog ikke mere, at man sejt kunne gå derfra og hen til mor og far, og sige at det faktisk gjorde ret ondt.

Weekenden efter tog vi til Manly Sealife, det ligger i den nordlige del af Sydney ud mod vandet, ikke så langt fra os. Det var nu ikke noget særligt, for nu at være ærlig, det mest interessante var at se de hajer og rokker, som findes hernede. Rokkerne er nogle interessante skabninger.


Efter Sealife kørte vi nordpå til Narrabeen beach for at bade lidt. Vandet hernede er ikke helt på sommertemperatur endnu og er vist kun 22 grader, men dejligt er det, og bølgerne hernede er fint store og fede at tumle rundt i.

I oktober fik drengene deres første job, Esben sikrede dem en reklamerute her i nærheden, 170 reklamer skal fordeles, og det giver ca. 25$ hver gang. Lige nu hjælper vi dem stadig lidt, men det bliver mindre og mindre, og de er begyndt at regne på, hvad pengene kan bruges til. Da det er egne hårdt tjente penge, så er det ikke så nemt.

Asger har dog brugt 100$ på et maleri, som en venlig ung fyr gik rundt og solgte. Et smukt maleri af Paris, og Laurits købte et maleri med noget der ligner Marty, zebraen fra Madagascar.

Vi købte selv 2 andre malerier til 150$ per styk, og vi synes faktisk, at det er et godt minde at tage med hjem fra Australien. Specielt for drengene.

Laurits købte faktisk endnu et maleri nogle uger senere, et lille et til 29$, og det hænger allerede på væggen i hans værelse.

Skoleferien sluttede den 5. oktober, og drengene er nu igang med sidste term, inden den lange sommerferie, som de har fra midt i december. Drengene var mere end klar til at komme igang igen, ikke mindst deres forældre :-) Og heldigvis er det nu forår, så der er dømt sommer uniform, dvs. shorts og t-shirts hver dag (med mindre det er rigtig koldt, så må de gerne have lange bukser på).
Esben har i denne uge haft matematik tests, det er ikke hans stærke side, men det er vist gået ok, og vi er spændte på at høre mere. De næste 3 uger går med flere tests, og det er noget man i det australske skolesystem gør meget i.
I denne uge havde vi også en skolesamtale med Mr. Cooper, som er Asgers klasselærer. Han fortalte at Asgers engelsk er blevet ufatteligt godt, men at der nu sættes meget større krav til hans lektier, så denne uge er gået med at lave masser af lektier, hver aften. Asger synes stadig, at skolen er spild af god legetid, men han er dog begyndt at forstå alvoren i skolen, og at det er en forudsætning for en senere uddannelse. Han er lige nu i en vanskelig periode, hvor han er ved at være ret stor, men han vil stadig gerne være den lille, som giver og får masser af kram.
Vibeke er begyndt at hjælpe på skolen med matematik, lige nu med børnehaveklassen, og ingen tvivl om, at Laurits syntes det var et hit at have mor til at undervise. Og iflg. Vibeke er ikke alle børn lige gode til at være still, sidde stille og høre efter.

Laurits er lige startet til fodbold hernede (soccer hedder det jo her), og om han bliver den nye Messi må tiden vise, men han har fået sine første fodboldstøvler, benskinner (han blev sparket ned til første kamp, hvor han ikke havde nogen på, så han ved det er vigtigt) og fodboldstrømper. De spiller kamp hver mandag og træner hver torsdag. Leo har heldigvis fået lavet en ordning, så han kan tage tidligere fri for at se Laurits spille kamp om mandagen.

Denne weekend er der Halloween, og igår var der fest på skolen, som Laurits var med til, og Vibeke havde tjans i pølse og burgerbiksen. Leo hyggede sig i en kø på vej hjem fra værkstedet inde i byen (mandagsbil......spørg ikke lige mere til det). Det var et fint skolearrangement, som gav gode penge til forskellige aktiviteter i skolen.

Idag holdt Asger Halloween fest med vennerne Nick, Ben og Zack. For første gang fik han lov at holde Halloween, da hans forældre synes det er noget pjat at holde i Danmark.


Og et godt udbytte fik de allesammen. Fra venstre er det Ben, Asger, Zack og Nick.

Esben og Laurits var naturligvis også langs.


Til dagens anledning havde Vibeke lavet pastapie, og desserten stod på en Drømmekage fra Brovst. Begge dele et kæmpe hit hos allesammen.

Lige til noget helt andet. Indtil nu har vi haft en håndskubber til at slå græs med, men .............. maskiner er altså at foretrække. På Gumtree hernede (a la Den Blå Avis) fandt Vibeke en plæneklipper i nærheden til billige penge. Og som altid, så gives der ikke fuld pris, og den blev købt for 60$, ca. 300 kr. Den virker da endnu, og slår græsset fint, selvom den oser en smule (to-takter).

Inden vi hentede plæneklipperen blev vores printer også skiftet ud. Leo var så smart forleden at købe masser af blæk til den printer vi tog med herned, men lige den model virker blæk købt i Australien (Asien og USA) ikke, man SKAL bruge europæiske blækpatroner. I stedet fandt vi en printermodel på Gumtree i nærheden til hvilken vores nye blækpatroner passede til, og den blev så købt. Igen pruttede Vibeke om prisen og fik den ned i 20$. Vi bruger printeren en del for tiden til at printe reklamer for Vibekes klinik, og dem tager drengene med, når de går med reklamer. Dette har allerede give pote med patienter i klinikken.
Da det var blevet sent på dagen, ville vi forkæle os selv lidt med noget japansk wok mad, men sikke en oplevelse, ud over det sædvanlige. En time efter vi havde spist fik Vibeke og Asger det skidt og begyndte at kaste op og fik diarre. Et par timer senere startede det så med Laurits, og ud på natten var det så Leos tur. Esben slap nådigt, og havde kun mavepine, men til gengæld havde vi andre fire fået den store tur med madforgiftning. Nej hvor var det træls, og desto mere træls er det, når begge forældre er syge, og ikke har overskud til at hjælpe børnene. ØV. Madforgiftningen gjorde, at vi alle lå syge om mandagen, om tirsdagen tog Esben og Leo afsted, uden dog at være på toppen, og om onsdagen tog Asger i skole, men han blev sendt hjem en time senere. Om fredagen var vi alle så afsted for første gang, men endnu i dag har Vibeke gener efter det.
Vi er dermed blevet kureret for den slags take-away mad!

Lauris har været til et par fødselsdage hernede i oktober, og ligesom de andre gange, så holder man et arrangement ude i byen for klassen med masser af aktiviteter. Meget mere og større end vi er vant til at se derhjemme, og det er halv pebret, men man holder så også kun noget hvert 3-5 år. Sjovt syntes Laurits dog det var.

Ha ha, ja, Laurits synes det er vigtigt at Vibeke får masser af kunder, da han synes vi er fattige i forhold til i Danmark. I Danmark huskede han, at han kunne få alt, men hernede er det åbenbart sværere at overtale mor og far, så for at hjælpe på hans situation, vil han også gerne hjælpe mor med at få flere kunder i klinikken. Nu har vi fået et skilt op til klinikken.

Drengene fik en gave fra mormor med posten, og selvom vi har det varmt hernede, så er der bare ikke noget bedre en hjemmestrikkede uldsokker. De bliver brugt, i stor stil!

Det har været en lidt hektisk måned, og vi kan mærke på drengene, at aktiviteter flere weekender i streg er for meget, og det tager vi lidt til efterretning. Det vigtigste for os er, at hverdagen hænger sammen for os alle, og vi har god tid til at se det Australien vi ikke har nået at se.
Derfor bliver november en lidt mere stille måned for os.

Hav det rigtig godt derhjemme.