Den første weekend i juni fik vi et voldsomt regnvejr ind over området, og hvor vi bor faldt der hele 300mm vand på 2 dage, det er en tredjedel af, hvad der falder i Danmark et helt år. Uvejret var så voldsomt, at der døde 5 mennesker, hvilket er meget trist. Det ene dødsfald var en mand, som lige ville hoppe ud i bølgerne, ikke det smarteste træk. Det voldsomme vejr gjorde også et kraftigt indhug på kysten, og flere huse er nu væltet i vandet.
Men drengene fandt også en måde at bruge det kedelige vejr aktivt på, nemlig at lave små både og så ræs. Vand fra nedløb løber bare ud på vejen, så der kommer masser af vand ud fra alle huse, rigeligt til lidt ræs. Og som i kan se var der pænt lunt, så trods vand var det shortsvejr.
Vi valgte igen at tage på ferie i Gold Coast, da vi stadig havde gyldige billetter til parkerne deroppe. Og da Leo havde haft mange lange aftener og weekender, så var der tid til lidt familiehygge. Vi tog afsted om lørdagen og kom hjem om torsdagen, og endnu en gang valgte vi at køre derop. Denne gang valgte vi dog New England Highway på vejen derop, det er vejen ind over landet istedet for via kysten. Den er lidt længere, men til gengæld får man set noget af det interessante Australien.
På vejen derop holdt vi ind forbi Tamworth, en fantastisk dejlig hyggelig by på størelse med Kolding, og byen er kendt for sin Big Golden Guitar, Country festival og ikke mindst for hestestævner. Australiens største stævnehal ligger i byen.
Derefter stoppede vi i en lille by kaldet Armidale, på størrelse med Åbenrå og placeret i ca. ingenting ca. 1000 meter og havet, og alligevel har de et universitet. Australien prøver faktisk at holde nogle af de små områder attraktive at bo i ved at sørge for der er uddannelsesmuligheder. Byen ligger faktisk lige midt imellem Brisbane og Sydney.
Vi valgte at stoppe op og overnatte i den keltiske by Glen Innes, en mindre by med ca. 5000 indbyggere og den er kendt for sine Standing Stones. Byen ligger i ca. 1100 meter højde og den lever typsik af landbrug, får og køer.
Dagen efter tog vi det sidste stint til Gold Coast, og krydsede nogle smukke områder, og vi fået op i 1400 meters højde et enkelt sted.
Leo kendte en smutvej, og det inkluderede bl.a. grusvej (!), men det gav også mulighed for at se andre smukke områder. Søndagen blev brugt på hygge og bade i poolen på campingpladsen. Mandag brugte vi hele dage i Warner Bros Movie World og om aftenen besøgte vi lige Jakob, Marlene og Anton i Rochedale og havde nogle dejlige hygge timer.
Tirsdag morgen blev brugt i Paradise Country, et view på australsk farming og forskellige dyr, og eftermiddagen blev brugt i Warner Bros Movie World. Og om aftenen blev der badet i poolen igen.
Onsdag tog vi til Seaworld for at prøve de aktiviteter der var lukkede sidst, men efter 4 timer var de så prøvet af, og bagefter ville drengene bare gerne tilbage til campingpladsen for at hygge og bade. Ingen interesse i Warner Bros Movie World!
Torsdag morgen kørte vi atter sydpå, og vejen hjem gik via kysten, da den er noget hurtigere. Vi havde flere stop på vejen hjem, bl.a. i den ligge hyggelige by Nambucca Heads. Turen hjem tog ialt 11,5 timer.
Den 2. juli blev vi inviteret til bat mitzvah hos vores jødiske venners datter Genna. Det var første gang vi skulle til en bat mitzvah (bar mitzvah hedder det for drenge), og det var utrolig interessant at følge og opleve for os alle sammen. Bat mitzvah svarer lidt til vores hjemlige konfirmation, og det er en ceremoni for at markere, at barnet nu træder ind i de voksnes rækker, og det holdes når barnet er fyldt 13 år. Selve ceremonien tog knap 3 timer, og en stor del foregik på hebraisk, hvilket vi naturligvis ikke forstod det store af. Og her er de velklædte drenge, og Leo er stadig en smule højere end Esben, men nok ikke længe endnu.
Lige inden drengene gik på ferie blev Esben færdig med sin hoodie, en hættetrøje, som han har lavet i skolen i Technology, a la håndgerning. Trøjen blev faktisk ganske fin.
Og Laurits fik lige endnu en Award i skolen for god indsats lige inden skoleferien, dem har han efterhånden nogle stykker af, men han glemmer som regel at fortælle det til hans forældre. Det pjat går han ikke så meget op i.
Den 1. juli gik drengene af på ferie, og de er meget trætte, så ferien er er tiltrængt. Sammen med ferien fik vi også halvårsrapporten for hver af dem, og som forældre er det altid interessant læsning. Generelt synes vi, at drengene er kommet rigtig godt efter det, og de klarer sig udemærket. Men vi kan også se, at vi skal passe på med at øse for meget ekstra dansk undervisning på dem inden de er helt "klar", hvilket vi føler de er ved at være. Så det næste halve år tager vi stille hul på det danske, og lægger mere specifikt undervisning på efter nytår.
Leo havde ikke planlagt nogen ferie i drengenes ferie, hans ferie holdes senere, så istedet har ferien mere været afslapning og hygge med hinanden og venner. Vi brugte lørdag eftermiddag på at spille minigolf, eller putt-putt, som det kaldes hernede, der er en lille hyggelig bane i Gordon, 5 km fra hvor vi bor. Og vi tog endnu en tur til minigolf den sidste dag i børnenes ferie. Ja, Leo havde sin egen teknik.
Vi var også et smut forbi et trampolincenter, hvor vi bookede en times underholdning til drengene.
Masser af energi blev der brændt af indtil Asger landede lidt uheldig, og fik et ryk i sin nakke, og så var han færdig med trampoliner. Forever. Han fik noget behandling af Vibeke, og efter nogle dages ømhed var han ovenpå igen.
Vibeke holdt sin fødselsdag her i juli, og havde en dejlig stille og rolig dag med lidt hygge. Leo var på arbejde, men tog lidt før fri så der var tid til hygge, og om aftenen stod den på en lækker menu på vores lokale restaurant.
Dagen efter var vi inviteret til en familie med rødder fra Persien (Iran), vi mødte dem tilfældigt for lang tid siden, hvor vi var ude at gå en tur. Deres datter var faldet på cyklen og havde lidt hudafskrabninger, og vi spurgte om alt var ok, for så senere hen få et godt forhold. De små tilfældigheder. De bor ikke så langt fra os, og vi var inviteret til aftensmand sammen med nogle andre venner og familie, og vi havde en fantastisk skøn aften. Og dejligt at mere om en ny kultur, som vi endnu ikke har kendt så meget til, nemlig Bahai. Familien har selv børn i St. Ives Primary School, så Asger og Laurits kendte godt deres børn.
Esben går stadig til Youth hver fredag, og han er nu kommet med i produktionsteamet, som står for alt der har med lyd, lys, billede og scener. Til Youth er der hver fredag et band der spiller musik, og derfor skal der være lys, lyd og billede, og det er ganske professionelle sager de arbejder med på deres mixerpult og lysteknik. Det er lige noget for Esben, og har får en utrolig god viden om, hvad det faktisk kræves at styre den slags. Han er igennem et lille uddannelsesprogram om det. Og han kommer godt ud af det med de andre i teamet, og selvom han kun er 13 år, så respekterer de ham (han er trods alt efterhånden 180cm høj!).
Drengene var glade for at komme igang i skolen igen den 19. juli, men allerede om fredagen kom Esben til skade til sport, hvor han fik et vrid i sit knæ. Afsted på skadestuen kom vi om aftenen for at få taget et røntgen, men der var dog ikke brækket noget.
Desværre kunne de ikke se på ledbånd pga af hævelse, så der skulle en MRI scanning til, og det kunne ikke ske før hævelsen havde fortaget sig. Men man forventede at det bare var et vrid.
Men i løbet af ugen bliver det værre, og i fredags måtte Vibeke så afsted til lægen igen, og nu blev Esben så hastet til en MRI scanning, da der var noget galt. Enten menisk eller korsbånd.
Skanningen viste at korsbåndet er blevet beskadiget, og på mandag skal Esben til speciallæge for at fået lavet en udredning på, hvad der skal ske. Det er rigtig møg ærgerligt for ham, så vi krydser fingre for at han snart kommer igang igen.
Det blev en rigtig træls dag for Vibeke da hun, foruden alt løben rundt med Esben, også havde både Asger og Laurits hjemme, da de ikke havde det for godt. Og Leo var på arbejde og skulle om aftenen til et velgørenhedsarrangement med firmaet.
Heldigvis hjalp vores dejlige nabo, Nina, som også er tutor for Asger og Laurits, til ved at transportere Esben og Vibeke rundt. Hvor er vi bare begunstiget hernede ved at have mange hjælpsomme mennesker omkring os, der altid er klar til at give en hånd.
Det velgørenhedsarrangement som Leo skulle deltage i var til støtte for en organisation, Redkite, der hjælper familier med kræftramte børn. Organisationen får ikke nogen offentlig støtte overhovedet. Man blev opfordret til at komme udklædt, og den opfordring tog Leo's firma til sig, er de ikke smukke?
I mellemtiden må Asger selv sørge for reklamerne, men da det så giver flere penge i og med han er selv om opgaven, så er der ikke så meget brok der; endnu da. Pengene får hurtigt ben at gå på, da drengene er begyndt at få dyre vaner, og lige nu er Asger igang med at spare sammen til en Playstation 4, og hvis alt går vel, så har han råd til den lige efter januar. Nu må vi se.
Den 28. juli mødte vi lige vores klassekammerat fra gymnasiet, Birgitte, hendes mand og deres to døtre. De har været i Australien på deres livs ferieoplevelse, og de sluttede af her i dejlige Sydney, og vi aftalte at mødes på en restaurant inde ved Darling Harbour. Et sted vi elsker at være, og praktisk, da Birgitte og familien boede lige i nærheden. Vi gik også på Handelhøjskolen i Kolding med Birgitte, og sidst vi sås var i 1995, og nej, det var ikke at se, eller høre, at det er 21 år siden. Vi havde en fantastisk dejlig og hyggelig aften, og vi snakkede meget om, hvordan Australien er, nu hvor de selv har oplevet landet. En ting som de nævnte, hvilket er så rigtigt, at folk hernede simpelthen er så venlige, hjælpsomme og imødekommende.
Asger og Laurits havde en fantastisk aften med Silke og Sofie, de fik rørt sig meget ved at lege tik udenfor, og hvor er det dejligt at se, at børn, der er helt fremmede for hinanden, bare finder sammen og leger. Vidunderligt.
En lille kuriositet var det også, at vores tjener var en ung dansk pige i Australien, hvor lille er vores verden lige?
Idag tilbragte vi eftermiddagen i Ku-ring-gai Chase National Park, en stor nationalpark, som igger 5 km fra os. Naturen her i området er ganske flot.
Og Vibeke fik plukket en vejkantsbuket til stuen, så vi fik da også noget med hjem.
Lige her til sidst, vi har en fugl i haven, der har det lidt hårdt med de andre, men heldigvis har vi mange gode samaritanere her i huset, der hjælper den med mad. Man kan da ikke andet end have ondt af fuglen, samtidig med at man ikke kan andet en holde af den. For køn er den gamle her ikke mere, så mon ikke det er sidste sæson for den?
Og dyrelivet er stadig helt i top her. Nedenfor er en Kookaburra (i familie med isfuglen), der får et stykke skinke, ja, den er kødæder. Og den tager faktisk kød fra grillen, hvis vi ikke passer på.
Og ellers nyder vi de tamme fugle vi har omkring os.
