mandag den 29. februar 2016

29/2: Laurits' og Asger's fødselsdag

Februar måned har været en lidt mere stille måned, hvor vi har fokuseret at få børnene godt igang i skole og ellers fejret nogle fødselsdage.

Laurits havde naturligvis fødselsdag den 10. februar, hvilket blev fejret af familie og venner, desværre ikke med faren, da han havde nogle møder om aftenen. Dagen startede med morgensang og gaver, og om eftermiddagen efter skolen kom der flere gaver på bordet, hvorefter vores venner, familien Steinhauer, kom forbi for at fejre hans dag, nu hvor hans far ikke kunne være hjemme.

Laurits' mente selv, at han fik alle de gaver han ønskede sig, og han havde en super dejlig dag.
Laurits ville ikke ud at spise på restaurant på dagen, da hans far ikke var hjemme, istedet ønskede han at komme på restaurant om lørdagen, og det skulle være den malaysiske restaurant i Chatswood, hvor vi elsker at spise deres Roti. Som ønsket, så gjort. Inden vi skulle ud at spise skulle Leo lige ind forbi værkstedet, og her fik Laurits lige fornøjelsen af at sidde i den bil, han mente hans forældre burde have købt. Jo tak, det ville de da gerne, hvis de kunne!

Efterfølgende skulle man lige ringe til familien i Danmark og sige tak, til hvilket vi bruger den røde telefon :-)

Leo har haft en rigtig travl måned med rejseaktivitet og masser af ekstra arbejde i forbindelse med den nye organisationsstruktur, der blev gennemført her første januar i år. Stille og roligt er tingene ved at komme på plads, og de nye rutiner følger også med, så travlheden gerne skulle mindskes lidt.
Leo var lige en tur i Singapore igen i forbindelse med analyser og udarbejdelse af tilbud til en stor mulig kunde, og Singapore er en interessant by (eller land). Nedenfor er lige nogle billeder fra det kontor, hvor en del af møderne blev holdt.


Nedenfor er billedet taget fra den anden side af havnen over mod den bygning de to billeder ovenfor er taget fra. Smukt er det jo, og det er faktisk herfra, at Formel 1 køres i Singapore, om aftenen faktisk, men Leo bliver nok ikke populær, hvis han skal være permanent på et projekt i Singapore i et par år.......

Ulempen med at rejse til Singapore er, at det er ret langt væk, flyveturen tager 8 timer, og der er 3 timers tidszone forskel til Sydney. Så da Leo skulle hjem gik flyet (Airbus 380 faktisk, det største passagerfly i verden) kl. 21 Singapore tid, og det ankom i Sydney kl. 8 Sydney tid. Weekenden bliver desværre pokkers kort.

Den 23. februar var det så Asgers tur til at have fødselsdag, og den blev også fejret med gaver til morgenbordet. Og han fik lige de gaver han havde ønsket sig, og ikke mindst den store LEGO bil var et hit, det er noget han elsker at hygge med, og han fik faktisk en del dage til at gå med at bygge bilen.


Istedet for restaurantbesøg ville Asger hellere have Sushi hjem på sin fødselsdag, og heldigvis har vi en fantastisk sushi restaurant her i byen som laver virkelig god sushi til gode penge.

Den 17. februar blev vi inviteret til brasiliansk/argentinsk barbeque hos en af Leo's arbejdskollegaer i Mosman, en lille forstad lidt tættere på centrum. Vi var inviteret fra 9-11 om aftenen, det er jo syd-amerikansk, og vi sagde naturligvis ja, da vi skulle prøve picanha, som er en udskæring af culotte og grillet på en speciel måde med masser af salt. Kødet skulle derefter dyppes i en special yuccamelblanding, og kødet skulle serveres rødt, rigtig rødt.
Det var super hyggeligt, og drengene var vilde med kødet, så det er noget vi selv vil prøve at finde ud af, hvordan man laver.
Og så var det ikke mindst interessant at spendere lidt hyggetid og snak med folk fra sydamerika, på deres hjemmebane. Vi var 4 par samlet i en bette lejlighed, et par fra Brasilien, et fra Argentina, et fra Venezuela og så lige os fra Danmark (!), alle er kollegaer til Leo (der er vist folk fra 15 forskellige nationer i NTT DATA). Ideen med at man bare går rundt og spiser, snakker og drikker er lidt specielt i forhold til hvad vi er vant til (bord og stole er mere til pynt), det er anderledes, og lige i drengenes smag.

Dagen efter fik vi besøg af Leo's gamle kollega fra itelligence, Jacob, hans kone Marlene og deres 3 årige dreng Anton. De kom til aftensmad, og det var virkelig dejligt at møde Jacob igen (han var forbi i August), og dejligt at møde hans familie, nu hvor man har hørt så meget om dem. De er netop flyttet til Brisbane fra Malaysia, så vi kommer nok til at se dem nogle gange, så længe vi er hernede.

Lørdag den 27. havde Asger tre af sine bedste klassekammerater, Rhys, Ben og Josh  på besøg til overnatning. Menuen bestod af hjemmelavet pizza, vel at mærke en pizza man selv skulle lave, dvs. rulle dejen ud og putte det fyld på man gerne ville have. Et kæmpe hit blandt drengene. Og kagemanden, som Vibeke havde lavet af vandbakkelse, var også et kæmpe hit. Heldigvis for drengene herhjemme var der rigeligt til dagen efter.

Slutteligt, så er efteråret jo startet, men vejret tegner sig da fantastisk, det kan vi ikke klage over hernede :-)

Og med det vejr, så er der ikke noget problem at tage en dukkert mellem 8 og 9 om aftenen, hvilket vi gør næsten hver dag.

Slutteligt vil vi gerne lige sige, at drengenes fætre og kusine er mere end velkommen der, hvor de peger på kortet. Godt de ved, hvor de gerne vil på ferie.