mandag den 17. april 2017

17/4: Skolestart, fødselsdage, haglstorm, Formel 1 og Påske-komsammen

Februar: Skolestart, fødselsdage, haglstorm
Alle drengene er kommet godt i gang med skolen, og de klarer sig alle fint i skolen. Laurits blev så lykkelig over at komme i klasse med sin bedste ven, og han fik sin favoritlærer, så kan det nærmest ikke blive bedre.

Et par fødselsdage skulle også fejres. Laurits fejrede sin fødselsdag den 10. februar, og udover LEGO, som var et kæmpehit, så fik han sig tyggegummi maskine, den rigtige klassiske model. Den havde han ønsket sig i meget lang tid, og endelig fik han den. Og den er da faktisk lidt sej.



Hans store ønske til mad var risengrød, og selvom hans mor prøvede med mange alternativer, så blev det risengrød, som den lille mand fik.

Asger fejrede sin fødselsdag den 23. februar, og fik nogle dejlige gaver. Blandt andet en RC bil, som er blevet godt brugt på vores lokale bane på St. Ives Showground.

Og til aftensmad ville han bare gerne have sushi, det er nu engang hans favoritmad. Mindre kan jo ikke gøre det.

Den 18. februar fik vi en meget voldsom haglstorm ind over vores by med op til 10 cm store hagl, det var en voldsom oplevelse, og heldigvis var vi indenfor, bilen ligeså, men vores havemøbler blev flået godt og grundig istykker.




De biler som holdt udenfor blev også ganske mærket af stormen, og vores naboer sagde alle, at man aldrig havde oplevet hagl på den størrelse før i området.
Der var kun et enkelt vindue i vores hus, der blev ødelagt, og det må siges at være heldigt.

Ellers blev februar, ligesom januar, kendt for den meget varme der konstant kom ind over området, og med rekordmange dage over 35 grader.

Marts: Fødselsdage, Asger starter i nyt arbejde og til Rugby og vi ser Formel 1
Den 11. marts var vi til Dan's 40 års fødselsdag i Sydney på The Operabar, vejret var enestående med 27 grader og skyfrit, og det var en rigtig hyggelig aften i Sydney. Og Dan blev naturligvis fejret som det hører sig til, og de gamle danske vikinger lukkede så festen :-)


Dan havde lige været i Uluru, og da vi var der kunne vi ikke få den Portvin, som Kelly og Dan sagde vi skulle købe. Men heldigvis fik Leo den i fødselsdagsgave af Dan, og den har et specielt navn :-)

Den 12. marts blev det så Leos fødselsdag, endnu en strålende dag med dejlige gaver, masser af hygge og mange hilsner.
Vi spiste aftensmad på vores favoritrestaurant, Bo Vine, som ligge 900 meter fra vores hus, og maden var som altid dejlig.
Overraskende nok, så valgte Asger at gå ud til chefen for at høre, om de ikke havde brug for hjælp i køkkenet. Hvilket de faktisk havde, og sikke en selvtillid han har, pigerne i restauranten var chokerede over, at han bare sådan gik ud til chefen.
Asger havde sin første prøvedag fredagen efter fra 5 til 10 om aftenen, og det forløb rigtig fint, og han var også på arbejde både lørdag og søndag aften, ca. 5 timer hver gang. Hans normale vagter er fredage og lørdage aftener, ca. 5 timer hver gang. Og han er stolt og glad for arbejdet, med god grund, ikke mindst da han får omkring $12 i timen for noget han elsker at lave, og han arbejder med flinke folk. Chefen er lidt skrap, men rigtig flink, hvis man gør det han siger. Ja, sådan er chefer :-)

Asger startede i marts også med at gå til Rugby, en sport en del af hans venner går til, og det er så noget helt nyt for os. For det første kender vi jo slet ikke reglerne, og for det andet, så er det en sport, hvor man nemt kan komme til skade. Heldigvis har vi investeret i det rigtige udstyr til ham.
Uanset, så er Asger virkelig glad for at gå til denne sport, og drengene har et super sammenhold og passer på hinanden.

I år skulle blive vores første Formel 1 oplevelse, vi købte billetter til Formel 1 i Melbourne sidste år, en tribuneplads, så det var nemt for drengene at gå til og fra, og lad det være sagt med det samme:
1) Det var en super oplevelse
2) Et møg løb for danske Kevin Magnussen og australske Daniel Ricciardo

Vi valgte at køre til Melbourne, turen gik ned over Snowy Mountains og vi havde en overnatning i smukke Lakes Entrance inden vi om torsdagen kørte det sidste stræk til Melbourne. Lakes Entrance er et smukt sted.

Vi havde billetter til alle 4 dage, og torsdagen blev den korte dag, da vi lige skulle tjekke ind på vores plads før vi tog ind til Albert Park, hvor løbet afholdtes. Campingpladsen, hvor vi havde lejet en lækker hytte, lå lige ved siden af busstoppet, hvorfra vi kunne tage bussen direkte til vores indgang, meget belejligt.
Om torsdagen fik vi set Super V8 cars, Porsche GT3 og Airshow, og inden vi skulle hjem fik vi lov til at gå ned forbi pitlanen for at de Formel 1 teamenes garager, og der var flere teams der viste - eller øvede sig - på at skifte dæk. Super fin oplevelse. Og nej, der var ingen oliepletter i garagerne :-)

Vi tog ind til parken fredag over middag for at se de første F1 træninger samt de andre løb. Deres Super V8 cars er rigtig fede, meget lig det tyske DTM, blot med fede V8 motorer, og der køres meget tæt. Og endnu engang med flot Airshow.
Om aftenen besøgte vi så vores dejlige venner, Maria og Tony og deres børn Nick og Tiana, de var netop flyttet tilbage til Melbourne fra Sydney, så det var rigtig dejlig at se dem igen. Og da Nick er Asger bedste ven, så nød de også at tilbringe tiden sammen.

Vi tog ind til banen over middag igen for at se sidste træningssession og kvalifikationen, og alt det andet også. Esben og Asger fik købt Red Bull t-shirts og Asger og Leo købte også en cap. Dagen efter købte Esben og Vibeke også en cap med Red Bull, så dem støtter vi da. Og det var ikke ligefrem fordi Haas (Kevin Magnussens team), havde det store at byde på :-)
Kvalifikationen var noget møg for vores kører, Kevin kom ikke videre til Q2, og Ricciardo kørte af banen i Q3. Men alt det andet var altså fedt nok.

Om søndag, løbsdagen, tog vi igen afsted lidt over middag. Løbet blev kørt kl. 16, og endnu engang var dagen spækket med shows og spændende indslag.
Løbet blev vundet af Ferrari med Sebastian Vettel, men ellers var der ikke helt så meget spænding, banen er ikke en normal racerbane, så derfor er overhalinger ret vanskelige. Uanset, så var det en kanon oplevelse, og dejligt at vi som familie alle kunne nyde det sammen.







Og så var der lige denne bil, som Laurits gerne ville have med hjem.

Vi valgte at køre hjem mandag formiddag og tog den direkte vej ind over landet, ca. 900 km, og selve køreturen tog 9 timer plus 1,5 times pauser. En stille og rolig tur hjem, vi har vænnet os til de afstande efterhånden, og man får set man interessante dele af Australien ved at køre frem for at flyve. Vi gjorde holdt i en by midt imellem Sydney og Melbourne for at få frokost, en by ude i ingenting med 200 indbyggere. Ak ja, her er der langt til et sygehus, hvis man skulle få brug for det.
Og tiden går lidt hurtigere når man ser film i bilen.


Den 31. marts blev vi spurgt af Dan om vi ikke ville med ud at spise på Bo Vine, der hvor Asger arbejder, og det var en hyggelig dag, og Asger var professionel og holdt sig ude i køkkenet hele tiden indtil han fik fri. Det var denne dag, hvor Dan faktisk blev 40 år.


April: Asgers første Rugby kamp, Påske-komsammen og skoleferie
Søndag den 2. april havde Asger så sin første Rugby kamp, og inden da måtte vi lige sørge for at få udstyret købt:
  • Mouthguard (havde han allerede)
  • Headgear (hoved beskyttelse)
  • Shoulder Pads (skulder beskyttelse)
  • Fodboldstøvler
Det blev en interessant forestilling, desværre tabte holdet, og uheldigt for Asger, så fik han et hårdt slag i hovedet ved en tackling, så han ikke lige kunne komme op med det første. Ja, det var forældrene ikke lige super glade for at se! En fra lægestaben skulle tilse Asger inden han måtte rejse sig, hvorefter hans hold kammerater hjalp ham, og efter 15 minutter var han ok igen. Lidt svimmel og hovepine, men ellers OK.

Anden kamp ugen efter gik uden uheld! Det er forresten Asger med de gule fodboldstøvler.



Fredag den 7. april gik drengene på Term Holiday, og de havde fri helt frem til dagen efter Anzac Day, dvs. den 27. april. En ferie alle tre virkelig havde set frem til. Og så en ferie uden de store planer, blot afslapning og påskehygge.

Lørdag den 15. april var der inviteret til dansk påskefrokost med vores venner hernede, i år igen, og i år stod menuen, som Vibeke selv lavede det hele af, på:
  • Solæg
  • Tun rand med krydderdressing
  • Kartoffelsalat med frikadeller  
  • Krydrede oksedeller med græsk salat
  • Ostebord med frugt
  • Og selvfølgelig hjemmebagt rugbrødslagkage, den gode sønderjyske slags samt masser af påskeæg til kaffen
Og hertil naturligvis snap og øl eller vin. Sikke en fantastisk og hyggelig dag.


Nå ja vi var også lige barnepige for naboens hund, da deres hundesitter var sprunget fra og de skulle på en miniferie. Vi var spændt på hvad han ville sige til at alle de mennesker kom, Bruno er dog en skøn hund som elsker at være her, og der var ingen problemer. Men stadig stor hvalp, klodset og møgbeskidt, når han vælger at om-dekorere vores have. Han er racen Labradoodle

De var alt for denne omgang, hav det dejligt derhjemme i det danske forår mens vi nyder efteråret her.