søndag den 31. januar 2016

31/1: Port Douglas og gæster fra Danmark

Så er der gået 1 helt år siden vi forlod Danmark og drog Down Under for at opleve tilværelsen på den anden siden af jorden. Hold da op, hvor er tiden gået hurtigt, vi kan slet ikke forstå hvor tiden er blevet af.
Noget vi nu mere tydeligt kan mærke er på vores sprog, vi bliver med tiden mindre "danske" i vores sprog, også selv vi taler dansk herhjemme. Laurits får flere og flere engelske ord ind i sit danske sprog ("se det der Christmastree, det ser vildt awesome ud"), Asger er stadig som i Danmark, men han har fået et rigtig pænt engelsk, og Esben er blevet meget mere sønderjysk. Uanset, så er alle drengene blevet rigtig gode til engelsk på det år der er gået, og de foretrækker nu at se film uden undertekster, og gerne med engelsk sprog istedet for dansk.
Ellers startede vi året med at tage til Darling Harbour med familien Steinhauers lørdag den 2. januar for at opleve den nye Pirate Exhibition på det maritime museum.

Efter en del timer på bådene og i "piratland" fik vi lige en dansk is ved havnen, inden vi gik hen for at spise på en italiensk restaurant.

Vi fik jo ikke rigtig set noget  krudt til nytår, og det var også lige en vigtig del med turen til Darling Harbour, da man skyder krudt af hver lørdag kl. 21. Efter en dejlig aftensmad med masser af mad og drikkevarer, så vi et rigtig flot show i knap 10 minutter til stor glæde for os, der elsker krudt.
Lørdag den 9. januar fik vi lige et hyggeligt, men alt for kort, besøg af familien Sørensen, der lige var ude at køre i området. Heldigvis mødes vi snart igen og starter ved Maritime Museum.

Og lørdag den 14 kom endelig dagen vi havde set sådan frem til. Vi havde en aftale med familien Kehlet i Port Douglas, oppe ved Cairns, hvor vi havde bestilt 5 overnatninger på et resort med dem.
Billedet nedenfor viser, hvor i Australlien vi befinder os.

Vi rejste afsted med fly om morgenen, det er 3 timer fra Sydney, og vi ankom til vores resort kl. godt 13. Kehlet klanen kom lidt senere, og så stod den ellers på hygge oppe i det dejlige varme nord. Oliver havde fødselsdag, så vi blev inviteret ud og spise. Tænk nu er han 12 år.
Fredag den 15. havde vi bestilt en tur til Daintree Rainforest og Cape Tribulation, en tur ind til verdens ældste regnskov. Vi havde en fantastisk turguide som viste og rigtig meget rundt og fortalte så mange ting, at vi ikke kunne rumme det hele. Vi spiste dejlig frokost inde midt i skoven, et fantastisk, nærmest uberørt, natur og vi fik set små skildpadder, sejlet i kanoer, svømmet og ikke mindst set en smuk Cassowary. En fugl man ikke havde set i meget lang tid her, hvor heldig kan man være? Fuglen er på størrelse med en emu, og stod på den anden side af vandet og betragtede os.




Efterfølgende gik turen videre nordpå til Cape Tribulation, men inden vi kom helt derop var vi lige ude at sejle på nogle floder for at se krokodiller. Vi havde fået at vide, at vi måske ikke ville se nogen, da det var for varmt, men heldet tilsmilede os, og vi så først en lille baby-krok, og senere en stor flot hun-krokodille. Hun-krokodiller styrer ligesom området her, og deres territorier strækker sig normalt over 1,5 km langs med floden.


Der er en grund til at man ikke må bade her.........og at man skal passe på ved stranden.
Vi var hjemme igen til aften, og tog lige en dukkert i poolen, og slappede ellers af. Lørdagen stod på hygge i poolen og afslapning.

Søndag stod så på tur igen, denne gang ud til Low Isles øen, hvorfra vi skulle dykke ud på koralrevet. Det koralrev som er tættere på land er ikke helt som det ude ved Outer Great Barrier Reef, korallerne herinde er mere de bløde og ikke helt så farverige, men omvendt er der så andre fisk og ofte også skildpadder at se. Og vi fik set det hele, naturligvis smukke koraller, giant clams, spændende flotte fisk, et par hajer (op til 1 meter), en rokke og flere skildpadder. Vibeke havde vores vand kamera med, og desværre er farverne ikke så tydelige igennem et kamera, men sikke en oplevelse af få med hjem.




Ikke mindst det at svømme lige ved siden af en hav-skilpadde, hvilket fantastisk og elegant dyr at opleve i vandet.



Og se lige denne video som Vibeke fik optaget af skildpadden.

Mandagen gik med hygge, og vi valgte at tage ud at spise som afslutning på ferien. Og sjovt nok havde baren/restauranten vi spiste på Cane Toad Racing (padde-ræs), det skulle vi da se. Og Simone vandt æren i at deltage med "egen" frø som hun skulle konkurrere med, heldigvis hjalp Asger til.
Og bagefter var der endnu en konkurrence, hvor Oliver og Asger skulle kæmpe om en præmie, og naturligvis vandt de med deres frø. De vandt et gavekort til baren, som blev brugt på is og drinks, godt gået!


Vejret i Port Douglas viste sig fra sin bedste side, let skyet hver dag med 30-32 grader, varmt pga. høj fugtighed, men ikke for varmt. Da vi tog afsted mod lufthavnen tirsdag morgen væltede regnen ned.
Onsdagen blev brugt på at fejre børnenes fødselsdage, og Vibeke havde til formålet lavet kage, som blev spist med velbehag. Der var ihvertfald ikke levnet noget til Leo da han kom hjem :-)

Aftenen blev brugt på god mad og ren hygge, ingen familien Kehlet efter ca. 5 uger i Australien tog tilbage til Danmark. Det var altså lidt hårdt at sige farvel (igen), men tænk lige, vi har allerede været hernede i et helt år.
Børnene havde lige en uges ferie tilbage inden de skulle starte i skole igen, og de glædede sig rigtig meget, selvom det nu var lidt hårdt at stå tidligt op igen. Heldigvis trives de alle, og de har fået gode venner på skolen, hvilket gør mange ting nemmere. Og ja, de fik også nogle nye skolesko, som er en del af uniformen, hos Dr. Shoe.
Allerede den 29. fik vi gæster fra Danmark igen, denne gang var det Esbens gamle klasselærer fra Kolding Friskole og hendes mand, der lige lagde vejen forbi, inden de skulle videre til familie i Perth. Hvor var det dejligt at møde dem, og Esben havde sådan glædet sig til at se Grete igen, som det ses, så er Grete blevet den lille nu.

Vi havde nogle stille og hyggelige dage med Grete og Flemming, slappede af, snakkede, fik god mad og hyggede. Om søndagen, inden Grete og Flemming skulle videre, aftalte vi at tage til Wildflower Garden, som er et større område med stier i vores lokale Ku-rin-gai National Park, blot et par km fra, hvor vi bor. Vi aftalte at gå langs nogle af stierne for at nyde den storslåede natur der er over det hele, og mens vi gik og snakkede stoppede den årvågne Asger op, og sagde at der lå en red-bellied black snake lige ved siden af stien. Sikke et smukt dyr, som vi lige fik et billede af, inden den smuttede væk fra os.

Og ja, slangen er giftig, og man kan blive særdeles syg af giften og skal behandles for det, hvis man bliver bidt. Kort efter stødte vi så på denne fætter her, en stor flot goanna, som vel var knap et par meter lang.


Hvor var det en fornøjelse at tilbringe lidt tid med Grete og Flemming og vise dem det dejlige land vi bor i lige nu. Børnene fik vist deres skole, som er godt hegnet ind, og fortalt, hvordan det er at gå i skole hernede i forhold i Danmark.

Hjemme på terrassen er vores dyreliv noget mere afdæmpet, vi har stadig alle vores dejlige fugle, og et par af de "interessante" edderkopper.

White tails har vi haft nogle stykker af, og en enkelt Huntsman spider har været forbi. Huntsman er meget stor og behåret, men ikke farlig, tværtimod, dog bliver man ofte forskrækket over at møde den.
Februar måned regner vi ellers med bliver lidt mere stille og rolig, vi skal fokusere på, at drengene kommer godt igang med skole (og lektier), heriblandt også lidt danske lektier. Og selvfølgelig har vi et par fødselsdage vi skal have fejret

Hav fortsat en rigtig god vinter derhjemme i Danmark, vi vil nyde de 25-35 grader vi har hernede.