lørdag den 30. april 2016

30/4: Skoleferie, Anzac day og nye møbler

Startende med en opfølgning på sidste måneds lille uheld med Volvo'en, så er den netop blevet vurderet til at være totalskadet. Selvom det ikke virkede så slemt, så havde hele undervognen åbenbart fået så hårdt et slag, at den blev skæv. Forsikringsmæssigt kører det meget ligesom derhjemme, men desværre fik vi ikke helt det for bilen som vi ønskede, men det kan vi ikke gøre det store ved. Konklusionen fra forsikringen var også, at vi ikke får mere ud af bilen ved at den er meget velholdt, da der alene sammenlignes med andre tilsvarende til salg hos private pt., og dem vi så var i ringe stand. Æv. Hvorom alt er, så har vi besluttet ikke at skulle have 2 biler fremdadrettet, da vi sjældent havde brug for det, og derfor beholder vi bare vores Mercedes. Pengene fra bilen bliver istedet brugt på ferier hernede, hvilket drengene ikke var helt utilfredse med :-)

I april måned fik vi også nogle af de ekstra formaliteter endeligt på plads efter at vi fik vores PR (Permanent Residency), så nu har vi fået et australsk kørekort og det australske Medicare card (a la gule sygesikringskort). Vi skulle ikke til nogen køreprøve for at få det australske kørekort, heldigvis......., det skal man ikke hvis man kommer fra Europa eller Nordamerika. Kun en lille synstest skulle vi igennem, og selve ekspeditionen tog kun 20 minutter på motorkontoret (hedder RMS hernede), hvilket er meget hurtigt efter australske forhold. Vi fik bestilt vores Medicarecard samme dag som kørekortet, og det tog kun 30 minutter. Både kørekortet og Medicarekortet fik vi ugen efter. Og nå ja, sammen med kørekortet fik Leo et fint billede af bilen, og en lille regning. Tak for det, men så er den del også testet. :-( Drengene kunne nu også få gratis skolebus tranport, så deres nye buskort nåede også at komme inden de skulle retur i skole til term 2.
Vi har allerede fået brugt vores Medicarecard et par gange, og det er noget anderledes end derhjemme. Med et Medicarecard får man dækket statens takst for en behandling hos en læge, og denne takst er generelt lav, hvilket gør at langt de fleste læger tager mere for en behandling. Fx. tager vores egen læge $60 for en konsultation, men vi får kun dækket $38 fra Medicare, og systemet virker på den måde, at man selv skal betale de $60, hvorefter de $38 bliver sat ind på vores konto. Med andre ord betaler vi godt 100 kroner per konsultation, hvilket er OK med os, da vi har fundet en rigtig dygtig og venlig læge, Kamilla en polsk læge, som drengene er trygge ved. Man kan finde nogle læger, som ikke tager mere for en konsultation end hvad Medicare, men dem er der få af (hedder Bulk Bill), og ventetiden hos disse kan være lang.
Esben er begyndt at døje med næseblod igen, og vi har lige været afsted for at få brændt (ætset) det ene næsebor. Lægebesøget kostede $60, hvoraf $38 bliver refunderet, og næselægen kostede $250, hvoraf $73 bliver dækket af Medicare, dvs behandlingen kostede os $310, hvoraf de $110 dækkes af Medicare, altså $200 ialt. Modsat 0 kroner i Danmark, så det er noget anderledes hernede, og man snakker meget om Out Of The Pocket Expenses pga dette. Man skal så lige huske på, at skatten hernede er noget lavere.
Disse samme-dags behandlinger er som hovedregel ikke dækket af privat forsikring, privat forsikring dækker primært kun hospitaler (private) og andre behandlinger som ikke er dækket af Medicare, som fx. tandlæger, kiropraktorer, fysioterapeuter mm, hvortil der ingen tilskud er. Og det er forskelligt, hvilke steder (og hvor meget) de private forsikringer dækker, så det er lidt af en jungle lige at finde rundt i. Mht. tandlæger, så er det ikke unormalt hernede, at børn kun kommer til tandlæge, når det er strengt nødvendigt, da det koster penge. Så forstår vi bedre, at vores tandlæge syntes alle vores tænder, i forhold til normalen hernede, var velholdte.
Alle vi kender hernede har en privat forsikring, og man betaler typisk 15.000 til 20.000 for en familiedækning (vi gør ihvertfald), og på vores police skal vi betale 2.500 i "selvrisiko" (excess fee), hvis vi gør brug af hospitalsdækningen. Det er ikke helt billigt.

Drengene havde term off her i april måned, og de havde en stille og rolig ferie, uden de store planer. Den 10. april mødtes vi med familien Sørensen inde på Maritime Museum i Sydney, og havde en hyggelig eftermiddag, med masser af snak. Det er ikke så ofte vi ses, men hvor er det hyggeligt, hver gang vi ses.
Laurits var en tur i centeret med hans bedste ven, Jackson, for at lave sandart, og de havde alle en rigtig hyggelig tur. Vibeke bliver til stadighed chokeret over, hvad folk betaler for at gå på cafe og få en kop kaffe eller te og et stykke kage. Hendes te til 25 kr smagte ikke engang godt, men sådan er storby livet åbenbart, og det har vi sindige sønderjyder ikke vænnet os til endnu :-)

I ferien tog vi også ud at bowle med drengene, hvilket var super sjovt. Kuglerne er lidt voldsomme for Laurits, men han klarede det uden de store problemer :-) Og ja, Esben vandt det ene spil til stor ærgrelse for hans far.


Den 25 april var der ANZAC Day i Australien, hvilket er en Australsk/New Zealandsk helligdag til minde om ofrene fra 1. og 2. verdenskrig, Vietnam og Koreakrigen. Anzac The Australian and New Zealand Army Corps. Første gang man havde et samarbejde af denne art, var den 25. april 1915, hvor ANZAC-styrkerne gik i land ved Gallipoli i Tyrkiet i det, der siden blev kendt som Slaget om Gallipoli. Landgangen blev foretaget i en bugt, som senere er blevet kendt som Anzac Cove. Vi blev inviteret ned til en af Leo's kollegaer i Bowral for at fejre dagen, det ligger 140 km syd for, hvor vi bor. Som næsten alle ture her i Australien, så er naturen smuk på vejen.

Vi var med i optoget i byen og fik lyttet til mindetalerne, som var meget rørende, og fik sunget nationalsangen. Det var interessant at se, at så snart man startede med at synge nationalsangen, så sang alle 3 drenge med, dejligt at se, og tydeligt, at de er vant til at synge sangen hver fredag i skolen.


Vi havde en super hyggelig dag med med familien McDonald, hvor vi fik dejlig BBQ mad, kørt på en mini crosser (PW50), ja, alle drengene prøvede den, selv Laurits.

 


Senere blev vi alle pakket ind i deres Landcruiser:

For derefter at køre ud til en nationalpark for at se Fitzroy Waterfalls. Hele området dernede, kaldet Southern Highlands of New South Wales, er smukt, og vi har flere planer om at besøge området igen. Bl.a. for at se Kangaroo Valley og Jervis Bay.


Vores blender gik i stykker forleden, og vi tog afsted for at købe en ny blender, men det kan være dyrt, meget dyrt. For vi kom da hjem med en blender, en foodprocessor, plus en slush ice maskine, smoothie maskine, en grill, en lænestol og en sofa. Grillen vi har er ved at falde sammen, så den var mere end klar til udskiftning, tja og nu har Vibeke solgt den for $50. Og den har været i brug, det er jo stadig 25 grader om aftenen.

Og sofaen, tja, den nye sofa afspejler faktisk meget godt vore livsstil hernede. Istedet for det meget minimalistiske design (vores gamle sofa), så er den nye en rigtig "slænger" sofa, genial til at sidde eller ligge i. Og det er drengene 100% enige i.

Drengene er lige startet i skole igen, og de er glade for at være kommet igang, og de er generelt glade for at gå i skole hernede. Vi havde skolesamtaler før ferien med Asgers og Esbens skole, og generelt klarer drengene sig godt, men da de stadig hænger lidt på det engelske, så skal vi sørge for, at de får læst så meget engelsk som muligt herhjemme.

Lige her til sidst, vi har fulgt lidt med i et hus, der i nærheden er ved at blive bygget, og det er altså ikke ligesom i Danmark. Lægter og reglar (45x95) bliver der brugt meget af i et hus.

1 kommentar:

  1. Det er som sædvanlig dejligt at læse om jeres liv down under. I kommer omkring og får mange oplevelser sammen med jeres venner.

    SvarSlet