onsdag den 30. september 2015

30/9: Vores første forårsmåned i Sydney

Så er vi kommet til vores første forårsmåned her i Sydney. Og lad det være sagt med det samme, nøj, hvor I mangler noget i Danmark!
Vejret her i september har på de kolde dage været ned omkring 17 grader om dagen, men ellers har vi oplevet over 20 grader, og her sidst på måneden røg vi over 25 grader. Og den week-end vi kommer til nu vil give os op til 36 grader, næsten for meget, men...........vi kan klare det.
I starten af september havde vi nogle dage, hvor vejret rundede 25 grader, og så røg 2 af drengene i poolen.

Som så lige gav en syg Laurits ugen efter, men det er for længst glemt. Forleden dag havde drengene nogle venner ovre, igen 25 grader, og denne gang var vandet trods alt varmere.

Vi er faktisk rigtig glade for, at vi har fundet et hus hernede med pool, det er en super god legeplads.
Asger er godt igang med at lære Laurits at svømme rigtigt, og Laurits hører godt efter, til trods for at Asger er en særdeles streng lærer :-)
Men storebror har ret, da han, ifølge Asger, er bedre til svømning end sin mor. Godt så.
Laurits arbejder på at være klar når vi skal til Cairns til januar, hvor vi skal ud at dykke.

Måneden har også budt på vores første skadestue besøg. Asger havde lige en rigtig træls uge. Først får han forstrukket sin albue til gymnastik om tirsdagen, så vi må på skadestue for at få det tjekket og lavet et røntgen. Heldigvis ingen brud, men 222$ fattigere (vi håber en del bliver dækket af vores sygesikring).
Om fredagen på vej i skole falder Asger uheldigt på sit skateboard og på en eller anden måde fik han sin kammerats skateboard lige ind i øjet. Med en blødning i øjet og kæmpe sæbeøje til følge.

Til læge kom han her, og videre til øjenlæge med efterfølgende tjek om mandagen. Heldigvis ingen varige mén, men 440$ fattigere blev vi (vi håber en del bliver dækket af vores sygesikring, men her ved vi at dækningen ikke er så god på denne del, øv).
Så har vi prøvet det også, og vi er blevet klogere på, hvad vi skal gøre, når vi kommer til skade.

I vores have, eller vores lille oase som vi selv kalder det, har vi fået sat lidt mere skik på. Nu er vores terrasse som vi gerne vil have den, pænt ryddet, havemøbler, solsenge, trampolin, lamper og diverse krydderurter (og masser er mynte til mojito'er).

Der er nu også fint plads til at klatre i træet uden at være bange for slanger eller ederkopper, som ikke er synlige pga ukrudt.

Vi har fået nogle nye dyr i haven, disse er vi dog ikke så glade for. Kalkuner, aner ikke hvad de skal her, men på billedet nedenfor ligner det lidt Olsen-banden :-)

Og så desværre en slange, en brun, som vist er ret giftig (vi tror det er den brune slange). Den har spist en lille kanin (dem har vi mange af) og skiftet ham, men vi håber vi kan få den væk ved at være larmende nok. I Australien lever 20 af verdens 25 mest giftige slanger forresten.

Esben havde sin gamle klasse fra Chatswood på besøg, og havde en rigtig hyggelig dag. Klassen var for børn, der var flyttet til Australien, og som ikke  havde engelsk som første sprog. Som det ses nedenfor var der mange asiater i hans klasse, og bl.a. fordi Esben skiller sig ret meget ud, var han meget populær. Ja, Esben er høj, og ja, asiater er lave.....

Esben har allerede fået sin fødselsdagsgave, alt for tidligt, vi ved det, men lige det, han gerne ville have, var nu engang på tilbud (som han selv gjorde os venligt opmærksom på).

Og ja, den er blevet afprøvet på St. Ives Showground, et stort naturområde i nærheden.

Børne gik på 2 ugers ferie midt i måneden, og en af Laurits' klassekammerater rejste desværre tilbage til Korea. I den forbindelse blev der taget et klassebillede, så I nu kan se hans klasse. Læreren hedder Miss Lakowski, og hun er rigtig sød, og Laurits er rigtig glad for hende og ikke mindst tryg ved hende. Hun har om nogen sørget for, at Laurits er blevet SÅ glad for skolen, som han nu er blevet.

I ferien tog vi også en tur til Powerhouse Museum i Sydney, et sted lige inde midt i byen, og stedet er noget a la Experimentarium. Et rigtig hyggeligt sted, og vi tog derind med vores venner, familien Steinhauer (de er har 3 børn på vores drenges alder). En hel dag gik derinde, og da vejret var noget møg, så havde vi picnic i et parkeringshus. Nu er det afprøvet.
Dagen bød på rigtig mange timers sjov for børnene, og vi fik lært hvad Wiggles er hernede: et tidligere rockband som nu kun underholder børn, og de har formået at gøre dem selv til et varemærke med alle mulige kommercielle ting, såsom shows, musik, tv programmer mm. Bubber, go home.
Picnic med Steinhauer:

Kelly Jo og Dan (og Leo fra hans smukke side.....)

Laurits der leger med Jackson og Monet

Esben, Laurits, Eli, Monet og Eli der bygger en Minecraft mur. Asger henter klodser.

Laurits har brugt en del tid i ferien på bare at hygge, og han elsker, når han brødre vil lege med ham. Men det bedste er nu, når mor gerne vil spille Let's Dance på vores Wii.

Afslutningsvist skal vi da lige fortælle, at vores dejlige venner, familien Kehlet, har meldt deres ankomst den 21. december for at fejre jul med os inden de drager videre mod Brisbane den 29. december. Den 14. januar mødes vi alle i Cairns, hvor vi skal ud at snorkle ved Great Barrier Reef, på tur til regnskoven og ellers hygge os. Større julegave kan vi simpelthen ikke få, og vi glæder os så meget. Ikke mindst drengene, der glæder sig til at tilbringe timer sammen med Oliver og Simone og vise dem det fantastiske Australien, som vi lige nu bor i. Billetter og hoteller er bestilt.

En sidste lille ting, vi går over til sommertid på søndag, og der vil så være 9 timers forskel til Danmark. Når I ryger over på vintertid har vi 10 timer. Vær lige OBS på dette, når I ringer til os.

Ellers ses vi her på siden igen sidst i oktober, oktober lader til at blive en interessant måned for os rent oplevelsesmæssigt.

søndag den 30. august 2015

30/8: Måned med dansk besøg og Blue Mountains oplevelser

Vores sidste vintermåned er nu gået, og foråret er stille og roligt på vej. Måneden har været kold hernede, men lige nu ligger vi med dagstemperaturer omkring de 18-20 grader, og oftest med skyfri himmel. Det er den tørre periode, og det er en behagelig tid, og det er smukt at se træer og blomster springe ud. Igår spiste vi omelet udenfor til morgenmad, det sker nok ikke i Danmark i februar måned.

Vibeke og Leo var ude at spise på en lokal restaurant helt alene og vi fik en rigtig god steak. Hernede har man ofte selv drikkevarer med, så vi havde en god flaske vin med, og heldigvis er restauranten i gå-afstand, så ingen problem der. Men vi synes nogle gange at folk ikke holder sig tilbage inden de skal køre hernede, promillegrænsen er den samme som i Danmark. Men man tager det åbenbart ikke så alvorligt, sådan fornemmer vi det.

Den danske au-pair, Freja, som fik lidt husly hos os indtil hun fandt et nyt sted at bo er kommet godt videre, og har fundet en ny familie. Inden hun skulle rejse, fik hun da lige fornøjelsen af rigtig danske burgere og hotdogs med hjemmelavede boller, remoulade og ristede løg. Nu er Freja så vegetar, så vi fik lavet vores første veggie burgere, og det smager faktisk ikke så ringe. Om end vi selv lavede en dobbelt burger med en oksebøf og en veggiebøf.

I starten af august var Vibeke og Leo på tur til Q-station med overnatning. Vibeke havde bestilt en tur med overnatning for 2. Q-station ligger i Manly, 20 km fra hvor vi bor, og det er i dag et re-kreationsområde/hotel, men i gamle dage blev området brugt som karantæne station, når der kom både til Sydney, hvor der var sygdom om bord. Området blev også brugt, hvis der kom en epidemi i Sydney. Et virkelig smukt område.




Vi havde en fantastisk dejlig tur, med ren hygge, stille snak og dejlig mad. Store steaks kan de altså lave hernede.


Dagen efter kørte vi northern beaches tynde, så vi præcist ved, hvor alle strandene tæt på os ligger. Vandet hernede er meget koldt, det er kun 17 grader koldt. Hundekoldt for en aussie! Og ja, Leo løb fra en bette bølge......

Da vi var på jordomrejse kom vi forbi Blue Mountains, men som nogle måske husker, så var vi ikke specielt heldige med vores camper, og derfor nåede vi reelt kun at se ud over dalen og klippeformationen Three Sisters. Denne gang fik vi set dem fra en anden vinkel, og man kan se, hvor smukt området er.

For rigtig at opleve parken tog vi forrige weekend til Blue Mountains, det ligger blot 110 km fra os. Denne gang fik vi oplevet parken på en helt anden måde, vi kørte i verdens stejleste tog.

Vi prøvede svævebanen hen over en 220 meter kløft samt en anden svævebane.

Det var dagen, hvor der lige var blevet halvt sommer med 26 grader i Sydney, og 20 grader i Blue Mountains, så et helt igennem perfekt vejr, og pga. årstiden var der ikke så mange mennesker der.


På vejen hjem stoppede vi lige i IKEA for at købe lidt nordiske ting. Udover rugbrødsblanding køber vi også ristede løg i IKEA, og denne gang købte vi  lige nogle gode nordiske sild. Sildene blev i denne weekend spist med velbehag sammen med friskbagt rugbrød, hjemmelavet mayonnaise og rå løg. Vi manglede bare lige snapsen :-)

Esben og Asger er startet til youth sammen med nogle af deres venner. Det er hver fredag aften. Youth er en ungdomsklub som arrangeres gennem en kirke, og drengene synes det er super hyggeligt, og de får nogle gode historier fortalt og ikke mindste leget og hygget med andre børn. Det er lidt sjovt at høre deres tolkninger af, hvad der bliver fortalt. Det foregår hver fredag, og vi er ikke i tvivl om, at de nyder det.

Asger startet til gymnastik her byen, det er ikke det største gymnastikcenter (YMCA hedder det), men det er ok, og han kan lære mange af de basale øvelser der er nødvendige. Og så får han noget motion og andre venner oveni.

Drengenes skolegang er kommet ind i en god rytme, Laurits er stadig super glad for alt, men savner ferien, der starter om 3 uger, Asger synes stadig at lektier er trælse, og Esben knokler med sine ting og gør det godt. Han har taget billeder til en skoleopgave, hvor temaet var "Framed". Nedenstående billede er til dette formål.

Den 20. august fik vi besøg af en dansk arbejdskollega til Leo. Det var Jakob der kom forbi, han arbejder for itelligence i Malaysia og var på ferie i Brisbane i Australien, hvilket Leo benyttede sig af og fik Jakob til komme forbi NTT DATA kontoret for at afholde et webinar og deltager i erfaringsudvekslingsmøder. Jakob kom torsdag til aftensmad og overnattede til fredag, og vi havde en rigtig dejlig aften med masser af snak, og naturligvis øl og vin. Drengene syntes det var fantastisk at have dansk besøg, ja Laurits er nu så vant til at alle der kommer her taler engelsk, at han snakkede engelsk til Jacob indtil Jacob fik forklaret, at han snakkede dansk ;o) og de nød det. Og ja, Vibeke fik lavet rigtig god dansk mad (frikadeller med kartofler, brun sovs, blomkål, gulerødder og broccolini, samt stuvede bønner) til lejligheden, noget man ikke så nemt får i Malaysia, da svinekød ikke er så udbredt. Og så havde Jakob lige en flaske god rom med (købt på turen fra Kuala Lumpur til Brisbane), men hvordan han fik den med sig i sin håndbagage er os stadig en gåde. Det tjekkes der åbenbart ikke for hernede på de billige indenrigsflyvninger.

Drengene blev i lørdags klippet, og de har fået sommer frisure. Nu hvor vejret er blevet varmere bruges trampolinen flittigt. Asger har også været ude og skralde med en kammerat og fundet et skateboard, som bruges til at køre på de ramper han lige har købt på EBAY. Jo han bruger kroppen og forstår ikke hvorfor det altid er ham der er øm og har blå mærker. Tja vi ved nu godt hvorfor.


Vi synes at Laurits forandrer sig så meget hele tiden, og specielt Jer derhjemme kan nok rigtig se det. Hvis vi tænker på den generte dreng vi havde, specielt inden jordomrejsen, så er det en helt anden dreng i dag. Da vi gik hen til frisøren var der en dame bag os på rulletrappen som tabte nogle mønter, og Laurits var lynhurtig til at samle dem op, og aflevere dem til damen. Hun blev så glad for hans hjælp, at han fik lov til at beholde pengene, 1 dollar og 35 cent. Efter Laurits blev klippet skulle han vente på, at Esben blev færdig, og for at få tiden til at gå gik han ind i en isenkram butik, hvor han fandt en stofhund (som faktisk var en forklædt dørstopper). Han gik hen til damen ved kassen, og sagde han gerne vil købe hunden og han gav hende de penge han lige havde fået. Sagt på perfekt engelsk. Damen kom ud af butikken og gik hen til os og fortalte historien (vi vidste ikke han var gået derind), og fortalte om, hvor høflig han var overfor hende. Da hun hørte, at Laurits for 5 måneder siden ikke kunne eet ord engelsk, så mente hun, at han var gjort af et bestemt stof. Og hun synes også lige, at han er sådan en dejlig og fantastisk dreng man kun kan holde af.

Vores possum har ikke været her i nogle uger, men nu har den lige været forbi til stor glæde for Asger og Laurits. Den er nu blevet så tam, at vi skal huske at lukke dørene/fluenet ellers går den ind. Den vil meget gerne kæles med og elsker at blive kløet bag ørerne.


Til gengæld er Vibekes kakadue fast gæst, og hvis Vibeke ikke kommer, så skal den nok gøre opmærksom på sig selv :-)

Idag 30/8 har vi været ude og købe sommer garderobe til drengene. I Macquarie, der ligger 10 km fra os, ligger der en H&M butik. Drengene har faktisk ikke fået noget tøj andet end skoleuniformer siden vi forlod Danmark, så det var meget tiltrængt. Leo syntes dog kontoen blev drænet af sådan et besøg.

Som vi tidligere har nævnt, så går drengene på public school, som for en australier er gratis og som for os på et 457 work visa koster 5.000$ om året. Men helt gratis er det nu ikke. Hvert halve år betaler man forskellige fees, og på billedet nedenfor kan I se, hvad de dækker og hvad det koster.
Udover dette har de store klasser i Primary School og alle klasser i High School hvert år en tur med overnatning (her i St. Ives ihvertfald), og disse ture koster omkring 400$ som kommer oveni. Her i august betaler vi fx. 1.500$ for vores 3 drenge. Så helt gratis er det ikke hernede, modsat i Danmark, hvilket vi ikke må glemme. Der er en grund til man betaler mere i skat i Danmark.

Huspriserne i Sydney er stadig helt ude af proportioner, og i august overgik gennemsnitsprisen på huse i Sydney nu London. Vi fik lige en reklame af en ejendomsmægler for vores by, en by som slet IKKE er den dyreste i Sydney, da vi trods alt ligger 20 km fra midtbyen og ikke har nogen togstation, og alligevel er priserne her ret vilde synes vi,. Vi forstår simpelthen ikke, hvem der har råd til det. I kan se priserne nedenfor. Gennemsnit på 1,9 million $ er trods alt over 10 millioner danske kroner. Og renten er lige nu omkring 4,5%, det laveste i årtier.

Og nå ja, krydderurter og salat er på plads i vores lille oase. Mynterne er beregnet til vores Mojito'er.

Vi håber I alle har det dejligt derhjemme, pas godt på Jer selv og hinanden.

fredag den 31. juli 2015

31/7: Vinterferie og vinterinfluenza

Nu er juli måned allerede gået, en ganske almindelig stille vintermåned hernede. Men hold da op, hvor tiden flyver afsted, og vi har allerede boet i Australien i mere end 6 måneder. Hvor er tiden dog blevet af?

Hernede er det blevet vinter, den koldeste vinter i mands minde faktisk. I Melbourne har det været den koldeste måned siden 1995. I Sydney er der 12 grader om dagen og 5 om natten, og det kolde udenfor er som sådan ikke noget problem, problemet er at det er hundekoldt indenfor, da varmen siver ud. Husene er piv utætte, og det har vi lidt svært ved at vænne os til. Ironien er så lidt, at man også har en ekstrem kold sommer i Danmark pt. så vores vejr følges faktisk godt af.

Vi håber snart man i Danmark får meget bedre vejr, alle hernede siger faktisk, at August er en dejlig måned, da varmen her begynder at komme tilbage. Det glæder vi os til.

Ellers har vi fået ordnet en del på og omkring huset, og det fungerer rigtig godt nu. De siger hernede, at det er usædvanligt, at en udlejer gør så mange ting for sine lejere, så det er vi glade for. Vi tror også, at efter de havde set, hvordan vi er indrettet og at vi behandler huset godt (tja, så godt vi kan med 3 drenge), så er de indstillet på, at ordne de småting der er galt. Vi har bedt om en long term lease, så vi kan være sikre på at bo her indtil vi skal hjem, men udlejerne er ikke helt enige. Moren vil gerne, man ikke faren. Som sønnen sagde, så havde hans mor og far ikke sådan et rigtigt mor og far forhold. Sønnen er opvokset i huset sammen med som bedstemor, og han forældre har vist altid boet i Kina.
Alle som kommer her er ret benovet over huset, hvilket vi ikke helt forstår, men sammenlignet med andre huse, så er det ikke så ringe endda. Og bare det, at vi har ventilation til varme og kulde i hvert rum inddelt i zoner er meget usædvanligt.

Vi har i juli måned haft flere besøg af Optus (igen igen, tror det er 7. gang), vores internet er virkelig ringe, og første gang skiftede de boksen ved huset. Anden gang skiftede de stik og kabler indvendigt. Så nu har vi fået skiftet nærmest alt, skiftet router, skiftet tv boks, flyttet stik inde i huset og skiftet stik ude ved vejen. Og det kører stadig ad pommern til. Optus kan se der er mange drop out, men det lader nok ikke til at blive meget bedre. Virker som at internettet i vores hus har fået et chok af det massive forbrug os fem udsætter det for, ha ha.

Vibeke har fundet et godt tilbud på noget som svarer til Sweetdeal derhjemme, så vi skal på en lille hygge tur fredag den 7 til lørdag den 8. Ikke så langt fra hvor vi bor (Q Station i Manly), men det bliver dejligt lige bare at være os to i rolige omgivelser, ren hygge og dejlig mad. Det vennepar vi har fundet hernede, Kelly og Dan, vil passe alle tre drenge og giver aftensmad om lørdagen, bare perfekt.
Og vi har lige bestilt ophold ved Gold Coast til marts næste år, så nu er den bestilt. Drengene glæder sig helt vildt, da det er 100% deres ønske, vi skal opleve Warner Bros Movie World, Sea World og Wet´n´Wild. Vi har lagt en plan for de næste par år, den er ikke mere fast end at den kan ændres, men vi prøver at booke det, så vi er sikre på, at komme afsted på de ture vi mangler i Australien. Følgende områder er lige nu planlagt:
  • Uluru
  • Canberra
  • Cairns
  • Melbourne
  • Gold Coast
  • Tasmania
Vibekes klinik er officielt startet op, og hun har haft de første par kunder, men vi er lidt i tvivl mht., hvordan hun får lavet den rigtige reklame for klinikken, så den rigtig kommer i gang. Hun forstår heller ikke, hvordan kvinder/mødre hernede kan leve uden at have et arbejde. Og alligevel er de stressede!

Vi fik i juli måned risengrød med kanelsukker nogle gange, ja, I hørte rigtigt, det er jo vinter hernede. Og det var noget som faldt i drengenes smag, og der var nok til, at vi i dag kunne få klatkager til morgenmad. Vi snakker lidt om, hvad julemaden skal bestå af, og umiddelbart bliver det en traditionel dansk julemiddag med ris a la mande. Formentlig kalkun.

Starten af juli stod i vinterferiens tegn for drengene, en stille ferie, uden de store aktiviteter. Men der har været plads til hygge og leg i haven.





Laurits har været til et par fødselsdage igen, og det synes han er sjovt, og han er meget vellidt i klassen. Drengene startede i skolen igen den 14. juli, og Esben er startet på High School i St. Ives, så nu er han fri for at tage den lange tur til Chatswood. De er alle kommet godt i gang, og de er stadig glade for at gå i skole hernede. Laurits skulle fortælle hvad han havde lavet i ferien, og hans klasselærer sagde, at han fortalte det så flot. Han fortalte bl.a. at han havde været i biografen for at se Minions med hans brødre og hans far. Det er helt utroligt som hans engelske sprog har udviklet sig på det seneste, så meget at han er begyndt at tale engelsk i søvne.

Fugle har vi stadig masser af, selvom det er vinter. Og de er rigtig glade for Vibeke.


Vi må da heller ikke glemme at Vibeke har haft fødselsdag i juli måned. Og for første gang ikke en varm sommerdag :-) Hun fik bl.a. en lille trolley af hendes veninde, den skal bruges når hun tager på marked for at handle ind.

Nå ja, vi har da lige fået fat i 3 cykler! Prisen, den er overraskende. Vores nabo sendte en besked med at en ældre herre havde en cykel til salg. Manden, Tony på ca. 80 år, får gamle cykler ind, shiner dem op, og sælger dem for 20$. Vi smuttede op til manden en onsdag aften for at se cyklen, men den var alt for lille til Esben. Vi blev inviteret indenfor, og der gik vel en times tid inden vi kom videre. Med os fik vi en cykel til Esben, en voksenmodel som manden havde vundet for 10 år siden og aldrig brugt, en cykel til Asger og en til Laurits.

Vi fik alle cykler gratis, det var en oversea gift. Hvor fantastisk, og børnene var super lykkelige. Vi købte cykelhjelm til drengene, og de må nu cykle stille og roligt, der skal bare passes meget på, da billister generelt hader cyklister hernede. Laurits fik da for resten også lidt legetøj og et forstørrelsesglas med hjem. Mandens søn, mand på ca. 55 år, boede også hjemme, og ham og Esben fik snakket meget om computer. Men hvor er det en fantastisk at opleve den slags imødekommenhed hernede, det tror vi personligt aldrig ville ske i vores lille land derhjemme.

Juli måned bød også på et lille besøg fra Danmark, vi mødtes med Leo's gamle arbejdskollega, Carsten, og hans kone, Rikke, inde ved Darling Harbour, og vi havde en dejlig (men kold) aften.

Det er dejligt med dansk besøg, og ikke mindst drengene syntes det var fedt. Laurits kom dog til at spørge Rikke om ham manden var hendes far, ha ha. Vi blev faktisk overasket over, at man havde stillet en skøjtebane op inde ved Darling Harbour, så koldt er det jo heller ikke hernede. Men sjovt at se.

Afslutningen på juli måned har også budt på vores første vinter influenza hernede, hvor vi alle er blevet ramt. Først var det drengene, og bagefter de voksne. Drengene var hjemme fra skole i en hel uge, man ønsker ikke børn i skolen, hvis de hoster, da det kan være "farligt". De er meget pylrede hernede, tænk hvis man ikke måtte hoste i skolen i Danmark, så var der ikke mange børn i skolen om vinteren. Der er også mange reklamer med skoler, hvor de viser at de sprayer alle tingene af klassen for at desinficere, man vil vise, at man passer godt på børnene.

I tirsdags fik vi så lige en ekstra logerende. Det er en dansk aupair pigepå 20 år, som har fået en rigtig dårlig start som aupair, hvor børnene i familien slog og sparkede hende. Det er en fra Laurits børnehaves storesøster. Så forældrene kontaktede os for at høre om vi ville hjælpe hende. Det vil vi selvfølgelig, så hun også kan komme hjem til DK med en god oplevelse af Australien. Hun søger på livet løs efter ny familie, for hun ikke tænkt sig at kaste håndklædet i ringen. Vi har hjulpet lidt med det netværk vi har hernede og et par stykker har henvendt sig. Så mon ikke snart hun er videre. Drengene synes det er fantastisk at Freja er her. Hun hygger på en lidt anden måde end vi gør, som drengene synes er fantastisk. Og hun har ikke noget imod de besøger hende på værelset og ser tegnefilm sammen med hende.

En stille juli måned er slut, vi håber I alle har det godt derhjemme i det (typiske) danske sommervejr.
Hilsen fra os alle 5.