8/10: Vores store køreferie fra Sydney - Outback - Adelaide - Melbourne - Sydney

Inden skoleferien startede afsluttede Asger sin rugby sæson, desværre for holdet landede de på en 5. plads pga. dårligere målscore, og kom ikke videre til finalerunden. Endnu mere ærgerligt var det, at det ene hold, som gik videre, havde snydt og ikke berettiget.
Til rugby afslutningen fik Asger prisen for Players Player, dvs. valgt som året spiller af sine medspillere, det var han ekstremt stolt af. Han er i hvert fald klar til at fortsætte med rugby.

Men ellers stod den på vores store køreferie, hvor vi ville køre hele vejen fra Sydney til Adelaide via outback, dvs. via den øde del af Australien, specielt for at opleve den anden del af Australien, som man normal kun flyver hen over. Nedenfor er ruten vist, og vi havde overnatninger følgende steder:

• Dubbo
• Cobar
• White Cliffs
• Broken Hill
• Adelaide
• Kangaroo Island
• Mt. Gambier
• Ballarat
• Melbourne

Lørdag 23 september: Sydney til Dubbo
Vi tog afsted meget tidligt lørdag morgen, pakket med rigeligt Biltong (tørret, krydret oksekød) mod Dubbo Zoo, som var vores første destination. Zoo’en, som faktisk er en del af Taronga Zoo i Sydney lukkede kl. 16 og turen på de ca. 400 km tog godt 5 timer plus pauser. På turen kom vi igennem et par små hyggelige byer som Lithgow med godt 20.000 indbyggere og Mudgee med godt 10.000 indbyggere.

Vi ankom til zoo’en omkring kl. 11 og 35 graders varme (!), og tilbragte nogle meget hyggelige timer her. Zoo’en er godt 6 km hele vejen rundt, og man kan vælge at køre, cykle eller gå rundt (Minder meget om Givskud zoo i måden at komme rundt). Som flere andre zoo’s hernede, så havde dyrene virkelig god plads til at boltre sig på, og det var vidunderligt at se løver, tigre, geparder, aber, elefanter, flodheste, kæmpeskildpadder mm have rigeligt med plads. Og fodring af geparder, en mor og hendes 3 unger, var en god oplevelse. Meget velopdragne, sad pænt og ventede på deres tur.

Efter zoo’en tog vi hen til hytten på vores campingplads, og børnene fik lov til at lege og hoppe i poolen og nyde forårets varmeste dag. Selv faren kom i poolen med drengene.

Søndag 24 september: Dubbo til Cobar
Søndag morgen fortsatte turen så til Cobar, en kendt kobbermine by, godt 300 km og 3,5 timer fra Dubbo. Turen gik stille og roligt, og som nogle venner hernede bemærkede, så kører man ikke hurtigere end det, som skiltene angiver, så det var med 110km/t hele vejen.

Og sørme om vi ikke blev stoppet af politiet 70 fra Cobar, ude midt i absolut ingenting, ingen der boede i miles omkreds, vores første stop af politiet i Australien. Men en gang skal jo være første gang. Politimanden spurgte, hvornår Leo sidst havde drukket, og det var faktisk et par dage siden, hvilket manden sikket undrede sig over – man bor jo i Australien! Så Leo fik lov til at puste i en simpel måler, som angiver om der er nogen alkohol overhovedet….hvilket der IKKE var. Sikke en skuffet mand der gik igen, han havde altså langt hjem uanset hvilken vej han skulle køre.

Vi gjorde holdt i en lille by, Nyngan, med ca. 2000 indbyggere, og selvom byen var så lille, så havde de supermarked, slagter, bank, cafe, motel, bar mm. Og så ligger Australiens største solfarm, med en produktion på over 100MW (eller 30 af de store +3MW Vestas møller) også i denne by. Men hold op, det er langt fra alt!

I Cobar tog vi hen til Fort Bourke Lookout, hvor man kan se en aktiv mine i gang, men alt foregik 600 meter under jorden, så ovenpå, var der ikke så meget aktivitet, men interessant at se, hvordan nedkørslen til disse store miner er. Vi tog derefter til det lokale Heritage Centre, et museum, som beskrev lidt om gamle dage og frem til nu, og de redskaber der blev brugt i en kobber mine og til at skille kobber ud i de store smelteovne.

Natten blev tilbragt på et hyggeligt motel, hvor Asger og Laurits var ude at bade, og hvor vi kom i snak med nogle hyggelige bikere fra Sydney.

Mandag 25. september: Cobar til White Cliffs

Mandag morgen fortsatte turen så til White Cliffs, et område kendt for opalminer og deres underground motel, hvor alle værelser er gravet ind i en klippe. Turen på ca. 370 km tog ca. 4,5 timer at køre, og vi gjorde holdt for at få frokost i en lille by kaldet Wilcannia. Wilcannia har i dag ca. 600 indbyggere, 77% aboriginals, og er den socialt mest dysfunktionelle by i Australien pga den store arbejdsløshed.  Byen var i 1880 størst med ca. 3000 indbyggere, og med Australiens vigtigste flod, Murrey-Darling River der går igennem byen, havde Wilcannia den 3.største havn ved en flod. I dag findes floden nærmest ikke mere pga. af landbrug højere oppe af floden, som tager alt vandet. En mand fortalte os at sidst floden var fuld var for omkring 50 år siden.

Vi blev af mange advaret mod at køre om natten, skumringen eller daggryet, da der sker mange påkørsler af dyr på dette tidspunkt, specielt emuer, kænguruer, wallabies, wombats, og får. Men også køer og geder lader livet. Der er en grund til man har kængurugitter hernede – og hernede kalder man det for bull-bars (oversat er det vel tyregitter…..hvor har vi i DK så ordet kængurugitter fra?). Og dette råd er givet videre.
Vi prøvede at tælle antallet af døde dyr på vejen over 10 km, og vi kom frem til 79, ja, 79 styk døde dyr, de fleste lå på vejen.  Og det var specielt ruten mellem Cobar og White Cliffs, hvor der var SÅ mange. Men vi havde da et par meget hårde opbremsninger, nøj hvor er emuer og får bare dumme…..
Og så var vi ikke i tvivl om, at vi var komet godt langt ud på landet, se vejene....

Efter en hurtig indlogering på White Cliffs Underground Motel tog vi ud til en opal mine, Red Earth Opal, og fik her en utrolig god, og underholdende, gennemgang af opaler og opal minedrift. Efterfølgende kom vi så rundt i ejerens egen opal mine for at se, hvordan udvindingen her foregår. Lokalplanen foreskriver, at man ikke bare må grave kæmpe store huller (som fx grusgrave), i stedet skal al udvinding i White Cliffs foregår med manuel udgravning i tunneller. Børnene fik også selv lov til at hakke i jorden med en lang skruetrækker – ja, det bruger man faktisk, da jorden er blød. At forestille sig dette arbejde for 130 år siden med stearinlys er helt surrealistisk.
Udgravningen startede i slutningen af 1800 tallet, og til dato har der ikke været nogen dødsfald i White Cliffs pga minearbejde.

Tilbage på motellet lidt over kl. 18 fik vi os indrettet i vores værelse, og fundet os til rette i de underjordiske gange. Virkelig interessant var det, temperaturen i værelserne er altid 22 grader, året rundt, og der er ingen mobil, radio eller TV på værelserne, bare masser af ro. Værelserne har ingen vand, og dermed bad/toilet, da et læk kan få det hele til at smuldre, så det var fælles bad og toilet. Aftensmaden var som vi havde oplevet i Cobar, kæmpe portioner – vi går ud fra at minearbejdere har brug for mere at spise end os byfolk – og vi blev alle rigeligt mætte.

Tirsdag 26. september: White Cliffs til Broken Hill

Kort efter morgenmad tog vi afsted til Broken Hill, som er den største og første vigtigste mineby I Australien. Broken Hill blev grundlagt i 1861 som konsekvens af de mange miner i området, og navnet hentyder til en tidligere bakke som så delt ud, heraf navnet. Bakken findes ikke mere, den er nu udgravet. Byen har i dag omkring 18.000 indbyggere. Området omkring Broken Hill er kendt for store forekomster af sølv, bly og zinc, en åre i jorden kan dateres hele 1,8 milliarder år tilbage. Verdens største mineselskab, BHP, stammer faktisk fra Broken Hill (Broken Hill Proprietary Company).

Turen til Broken Hills var på knap 300 km og tog godt 3 timer at køre. Vi kørte straks til den meget kendte mine Daydream Mine, godt 30 km fra byen, de 15 km på grusveje. Daydream mine er i dag ikke en aktiv mine, men er bevaret af ejeren som et museum. Daydream Mine startede tilfældigt, hvor nogle jægere var efter kænguruer, og da en af jægerne fældede et træ så han forekomster af sølv i jorden, og købte derefter jorden.
Vi fik en meget interessant gennemgang af, hvordan minearbejdet var i gamle dage, og hvordan man bearbejdede det, som blev udgravet, fx de store smelteovne, hvor man kunne dele sølv og bly op, resten blev sendt med tog til havnen i Adelaide, hvorfra det blev sejlet til England og Tyskland til videre forarbejdning for bl.a. at få zinc og andre mineraler ud af resten.

Det var også ret barskt at høre om de forhold man arbejdede under, fx var stenlunger forekommende hos alle der arbejdede i minen, da man ikke brugte masker eller lignende. Stenlunger startede i en ung alder, og mange døde når de var mellem 40 og 50 år. Minearbejdere måtte som regel sidde op for at sove for at undgå vand i lungerne. Og hvis man ikke døde af stenlunger, så var det pga. blyforgiftning, op til 1 ud af 50 led af blyforgiftning.

I minerne arbejdede også børn ned til 10 års alderen, da de kunne komme ind i all de små sprækker og hakke ud, eller fylde sprækker op med gamle sten/brokker for at undgå at minerne falde sammen. Desværre betød det også, at en del unge drenge ned til 12 år døde i minerne pga sammenstyrtninger eller fald, dette ud over, at de fik stenlunger i en ung alder.

Efter besøget i Daydream mine tog vi ud til Mundi Mundi Plains, et område kendt for at være fladt så lang øjet rækker, ganske interessant. Ja nogen siger det er så fladt, at man kan se jordens krumning.

Overnatningen var på et motel, og aftensmaden var take-away fra Outback Pizza and kebab (anbefalet af en ung kasseekspedient i Woolworths). Sjovt nok havde ejeren af madstedet tidligere boet 10 år i Hornsby, tæt på St. Ives, mens han spillede rugby, hvorefter han tog tilbage til sin hjemby. Verden er ikke stor J. Og stedet er bestemt anbefalelsesværdigt.

Onsdag 27. september: Broken Hill til Adelaide

Sidste dag i outback, og næste stop var Adelaide, hvor vi skulle bo en enkelt nat inden turen skulle gå til Kangaroo Island. Køreturen var knap 550 km og tog omkring 6,5 timer for os, men inden vi forlod Broken Hill besøgte vi lige kort Line of Lode Miners Memorial i Broken Hill, her var der bl.a. et monument over de omkomne i minerne omkring Broken Hill fra 1800 tallet frem til i dag. Her kunne man se, hvor mange der døde i minerne, årsagen og deres alder, den yngste var 12 år, og de fleste mellem 20 og 30 år. Nogle år var der over 20 personer der døde om året, det må have været voldsomt for mange familier dengang, og bestemt den triste bagside af medaljen ved minedrift.

Bekymrende nok, så har man i Australien for nyligt flere tilfælde af stenlunger fra kulminer andre steder, så ufarligt er minearbejdet ikke, til trods for at ”Safety First” er det grundlæggende motto for alle mineselskaber. Men, arbejdet er til gengæld (relativt) godt betalt.

En lastbil med en ovn af en slags til en mine kom lige forbi, de fylder godt på vejen.

Sidst på dagen ankom vi til vores hytte på campingpladsen i Adelaide, en meget hyggelig og børnevenlig campingplads lige ned til vandet og med store sandklitter foran. Vi havde ikke planlagt nogen specielle besøg eller ture mens vi var i Adelaide, noget skulle jo fravælges.

Men bortset fra det, så er Adelaide hovedstaden i staten South Australia og har godt 1,3 million indbyggere, så en lille by er det jo ikke, og byen er kendt for at være en af verdens bedste byer at bo i (liveability – kan ikke lige oversætte ordet). Skalaen er baseret på 30 faktorer omkring stabilitet, infrastruktur, uddannelse, sundhed og miljø, og Adelaide lå i 2016 nummer fem på listen fra The Economist. Vi kunne desværre ikke lige finde Kolding!?!?

Men, Adelaide har de seneste år fået mange udfordringer, ikke mindst fordi at de sidste bilfabrikker lukker i 2018, og de mange tusind arbejdspladser kan ikke lige nemt erstattes. Arbejdsløsheden i Adelaide er nu omkring 9% mod omkring 6,5% i 2010.

Torsdag 28. september: Adelaide til Kangaroo Island

Tidligt torsdag morgen smuttede vi fra campingpladsen mod Cape Jervis, hvorfra færgen sejler til Kangaroo Island, en lille køretur på omkring en time og 45 minutter. Naturen omkring Adelaide er virkelig smuk, utrolig idyllisk.

Sejlturen, som vi først fik bestilt dagen før (ups, den blev glemt) var med en mindre katamaranfærge med plads til omkring 50 biler og 250 passagerer, turen tog i alt 45 minutter. Der blæste lidt på turen, og nogle passagerer hyggede sig med opkast ved siden af os, ikke lige så lækkert. Kangaroo Island var en af vores hoveddestinationer på vores rejse, det er Australiens 3. største ø og er 150 km lang og 90 km bred, og der bor omkring 4.500 mennesker på øen. Øen er kendt for sin storslåede natur og ikke mindst sæl/søløvekolonier, som ligger ved forskellige strande.

Vi havde valgt at bestille et større sommerhus for 3 nætter, så vi havde god plads til at falde til ro efter 5 dage med spændende oplevelser og masser af kørte kilometer, faktisk omkring 2.200 km indtil da. Heldigvis var sommerhuset som lovet (udover at være meget farverig), og det er tydeligt, at drengene nød at kunne sætte sig i sofaerne og slappe af uden at sidde på hinanden. Tydeligt noget de havde set frem til.

Vi fik handlet lidt ind til de 3 dage, fik skiftet bagpære på bilen, og nød ellers resten af dagen med drengene, blandt andet med kortspil og læsning. Og endeligt blev der lagt en plan for, hvad vi skulle se og opleve de kommende dage.

Vejret var som vi kender det i Danmark, omkring 15-18 grader og regnvejr, dog mest om natten, noget af et chok når man kom fra 30 grader i Broken Hill, men heldigvis kunne huset varmes op. De lange bukser og jakker var medtaget og blev fundet frem J

Fredag 29. september: Kangaroo Island - Seal bay, Honey farm, Eucalyptus destilleri og Oyster farm
Vores første dag skulle byde på en masse interessante ting. Første besøg var til Seal Bay Conservation Park, som er et fredet område, hvor man tager vare på den australske søløve, da bestanden er blevet meget lille over årene, specielt de to sidste århundreder har været hårde ved bestanden. Vi fik meget god information, også om de store forskelle på sæler og søløver, og ikke mindst om søløver generelt, og vi bestilte også en guidet tur ned til stranden, hvor der lå masser af søløver. De svømmer 3 dage for at få mad, og slapper så af i 3 dage…..lød på drengene at det vist ville være dejligt. Sove på en strand i 3 dage! Guiden var ret utilfreds med flere asiater, da de ikke respekterede de retningslinjer, der var for turen.

Efter dette fortsatte vi til Emu Ridge Eucalyptus Oil Distillery, som er en farm med speciale i Eucalyptus og udvinding af olier. Ikke synderligt spændende, da der ikke er sæson for det pt., men vi mødte faktisk en dansker og hans tyske kæreste(backpackere) på farmen, ude midt i ingenting (ja, mindst 8 km grusveje ud til farmen), verden er sørme ikke stor. Hyggelig snak med de unge og interessant for drengene.

Turen fortsatte efterfølgende videre til Clifford's Honey Farm, en form for bi-avler farm, hvor man kunne købe forskellige ting, og ikke mindst prøvesmage lidt. Asger og Laurits kunne ikke stå for deres honning, så de købte hver deres bøtte med honning, og Leo købte lidt øl med hints af honning. Og drengene fik naturligvis en hjemmelavet honning-is, de sagde alle den var god. Vi fik også købt Mjød og honning/ingefær cider som drengene gerne ville have.
Sidste stop for dagen var hos The Oyster Farm Shop, vi skulle teste friskfangede, lokale østers, drengene havde ikke prøvet det før. Esben og Asger syntes de var gode, og var klar på flere en anden gang, Laurits var lidt mere lunken ved det. Godt de ikke er kræsne, uanset, så prøvesmager de altid inden de siger om de kan lide det eller ej, det er dejligt. Østers er nu engang speciel.

Endnu en spændende dag kom til sin afslutning, Vibeke fik kreeret en lækker lasagne til os alle, og ellers stod aftenen på afslapning, spil, hygge og læsning. Nå ja, og tøjvask efter den første uge.

Lørdag 30. september: Admirals Arch and New Zealand Fur seals, Remarkable Rocks
Dagens startede stille og roligt efter en god nats søvn med morgenmad og klargøring til turen (det kræver en del mad for en dag med 3 drenge!). Vi skulle ud til den østligste del af Kangaroo Island som ligger i Flinders Chase National Park, nærmere specifik startede vi med Admirals Arch, ca. 150km fra vores sommerhus. På vejen derud stoppede vi ved Visitor Centre, og det var faktisk ganske interessant, specielt for børnene, da man havde en udstilling og gennemgang af de dyr, planter og sten som kendetegner området. 

Herefter fortsatte vi til Admirals Arch, som er en meget speciel klippeformation.

I området lå der også mange New Zealand fur seals, i modsætning til søløverne fra i går, og sælerne havde bestemt valgt at tilbringe deres tid på et område med masser af (skarpe) klipper og voldsomme bølger, man tænker at nogen af dem må komme til skade en gang imellem.

Efterfølgende kørte vi over til Remarkable Rocks, som er klipper, der har fået nogle underlige formationer over millioner af år. Et område, hvor drengene kunne lege rundt og hygge, så længe man holdt sig inden for det afmærkede område. Desværre var der en tysk turist som i 2003 ikke gjorde, hvorved vedkommende faldt i det farlige vand med masser af klipper. I forsøget på at redde personen mistede to andre livet, men tyskeren overlevede. Virkelig trist historie.

Remarkable Rock består af mange klippestykker med forskellige udformninger, underligt som vejret kan gøre dette.

Vi tilbragte mere tid ved Admirals Arch og Remarkable Rocks end vi regnede med, da drengene syntes det var utroligt spændende, så vi kom først tilbage til sommerhuset ved 5-tiden, og så var den dag gået. På vejen hjem så vi faktisk en koala, som stod ved vejkanten, det var første gang de fleste af os så dette forunderlige dyr i det fri, samt et echidna (myrepindsvin).

Søndag 1. oktober: Kangaroo Island til Mt. Gambier
Klokken blev stillet om til sommertid ved at flytte uret en time frem, så nu er der 9 timers forskel til Danmark. Men ellers var dagen planlagt som en rejsedag, vi skulle fra Kangaroo Island til Blue Lake som ligger i Mt. Gambier. Vi havde fået en plads til færgen kl. 13:30, men vi tog et sats om vi kunne få en afbudsplads kl. 10:30, således vi ikke ville komme frem alt for sent. Og heldigvis kunne vi igen komme med en tidlig overgang, ligesom på vejen herover, og efter 45 minutters sejlads, kunne vi så lægge næste destination ind, og på vejen skulle vi lige forbi Big Lobster, ha ha, ja, Australien har en fimmel med deres ”BIG things”, såsom Big Banana, Big Golden Guitar, Big Trout etc. Ruten var med Princess Highway, som er kystvejen fra Adelaide. 6 timer efter vi kørte fra sommerhuset kom vi frem til Big Lobster, tja, og så er den fnyttet af. Restauranten, der hører til, er for resten til salg for $368.000, hvis nogen er interesserede. Derefter tog vi det sidste ridt på 1,5 timer til vores campingplads, hvor vi havde lejet en lille hytte (cabin).

Blue Lake blev valgt som et stop på vejen mod Ballarat/Melbourne, bl.a. for at se den blå sø, som er dannet i et vulkankrater, men…….den er kun blå fra december til februar, og man formoder der er sommervarmen, der gør søen blå. Godt så, nu har vi lært det, men vi fik da set byen Mt. Gambier, som er den næststørste by i South Australia med ca.  30.000 indbyggere, Adelaide er naturligvis størst med 1,3 millioner indbyggere ud af samlet 1,7 millioner i South Australia. Mt. Gambiers primære erhverv er træ-industrien, hvilket var tydeligt at se med alle de granskove, som ligger i området.

Navnet Mt. Gambier er lidt ligesom det danske himmelbjerg, Mt. står for mount (bjerg), men byen ligger kun i omkring 150 meters højde, med en enkelt bygning i 192 meters højde. Ikke meget bjerg over det.

Mandag 2. oktober: Mt. Gambier til Ballarat
Efter en nat i en hytte vi ikke behøvede skrive hjem om, tog vi afsted lidt over kl. 9 på vej med Ballarat og de 12 Apostler (de berømte sten ude i havet), som ligger på vejen til Ballarat. Inden da stoppede vi ved et Sink Hole i Mt. Gambier. Hullet var ca. 40 meter i diameter og 20 meter dyb, ganske stort, og det det skete for mange år siden. Indtil omkring 1930 var bunden fyldt med vand, men vandstanden under jorden faldt omkring 1930 til under hullets bund, og dermed blev hullet tørt. Hullet er idag en attraktion med smuk bevoksning af blomster, buske og træer, og bestemt værd at se. Undergrunden bestod af limsten, som med tiden blev udhulet af vandet, og dette medførte til sidst dette kollaps.

Efter at have krydset grænset mellem South Australia, som vi kom fra, og Victoria – og dermed miste en halv time pga forskellig tidszone, ankom vi endelig til Great Ocean Road, som vejen med udsigt til de 12 Apostle hedder. Med rigtig mange udsigtspunkter/seværdigheder, så det var bare at vælge. 2 af dem vi valgte at se, og som var ganske fascinerende, var:

• London Bridge
• Loch Ard Gorge

Naturen ved kysten var bare så betagende og så smuk, ikke underligt at mange turister tager turen hertil.

Vi stoppede også ved Visitor Centret ved de 12 Apostler og gik derfra ned til kysten for at se de 12 Apostler, af hvilke der dog kun er 8 tilbage af. Apostlerne er en samling af limstenssøjler, som står ude i vandet, ikke langt fra kysten.

Noget som overraskede os var den store samling af mennesker, som var der for at se denne attraktion, og vi gættede på at omkring 90% af alle var asiater.

Vi ankom til vores hytte på campingpladsen  i Ballarat kl. 16:30, efter omkring 7 timers tur og ca. 450km, en rigtig dejlig campingplads med stor legeplads, pool og gaming room, lige drengenes smag. Efter 2 lange dage med ca. 1000km kørsel og knap 15 timer ”på tur” var der nu tid til at slappe lidt af. Og vi kunne godt forstå, at drengene var ved at være godt trætte, på 10. dag rundede vi 3.700 km og over 47 timer i bilen. 

Tirsdag 3. oktober: Ballarat – Sovereign Hills
Hele dagen stod på Sovereign Hills, som er et open air museum i Ballarat, der viser livet i de første 10 år af guldfeberen i Ballarat, dvs. årene efter man opdagede guld i området omkring år 1851. Området består af over 60 bygninger og har forskellige aktiviteter i området, herunder hvordan man dengang lavede mad, bolcher, stearinlys, vaskede guld og mange andre ting. Der er frivillige og folk ansat i området, som er klædt ud som dengang.

Det var en virkelig interessant og spændende dag, og vi fik alle en indlevelse i, hvordan folk levede og boede, nede fra laveste niveau, som typisk var kineserne, til dem, som administrerede minen.

Vi var også nede i en mine, hvor vi fik historien om verdens næststørste guldklump kravet op indtil dato, den blev fundet i området i 1858 60 meter nede, og kaldes i dag ”Welcome Nugget”. Den var på hele 69 kg, og blev dengang solgt for £10.050.

Vi fik også spillet lidt bowling, altså sådan som man nu engang gjorde dengang, det var ret underholdende….og svært. Men vi fik da alle et godt grin.

Vejret var med os i dag igen, omkring 20 grader og solskin, ganske behageligt, når man nu skulle vandre rundt i 6 timer.

Efter vi kom tilbage til campingpladsen, som kun lå 300 meter fra Sovereign Hill, hoppede børnene lige i poolen, men det blev en relativ kort dukkert, det var trods alt for koldt, til trods for solopvarmning af poolen :-) 
Ellers stod aftenen på hygge.

Onsdag 4. oktober: Ballarat til Melbourne
Vi tog afsted ved ti-tiden og ankom til Maria og Tony omkring middagstid, noget som ikke mindst Asger havde set frem til, da hans rigtige gode ven Nick jo flyttede fra Sydney til Melbourne tidligere i år. Onsdagen var stille og rolig og gik  med at hygge med familien Karadaglis.

Torsdag 5. oktober: Melbourne - Port Sea
Foruden hjemlig hygge tog vi et smut ud til halvøen ud for Melbourne for at se smukke Port Sea, børnene fik lov til at lege ved stranden - uden at gøre sig våde, men......det gik ikke som planlagt :-)
Vi var også et smut forbi Maria og Tonys beachhouse i Dromana, er rigtig dejligt område. De udlejer dette hus.

Fredag 6. oktober: Melbourne - City
Vi gamle tog med Maria og Tony til Oakleigh for at hygge og få frokost, et kvarter, der er meget præget af græsk kultur, da mange immigranter fra Grækenland bosatte sig her i midten af det 20. århundrede. Op til 14% af befolkningen i Oakleigh taler faktisk kun græsk.

Til aften mødtes vi med nogle af Maria og Tonys familie og spiste inde i byen på "Rice, Paper. Scissors", en virkelig spændende restaurant. Vi spiste med Marias fætter Greg og hans kone Rosa. Tonys svoger Edward stødte til lidt senere. 
Efter aftensmaden fortsatte vi lidt rundt i bydelen Fitzroy og kom forbi forskellige spændenden barer, blandt andet "Black Pearl" og Naked in The Sky.

Børnene havde hygget sig max derhjemme med hjemmelavede pizza, film og spil, og de savnede os ikke det mindste :-)

Lørdag 7. oktober: Melbourne - Sydney
Vores store hjemrejsedag, vi tog afsted fra Melbourne kl. 10 og havde så 10-12 timer tur foran os, afhængigt at antal stop. Vi skulle dog lige stoppe op i byen Greenvale uden for Melbourne, da Esben havde købt en ekstra PC monitor, og han fik den handlet til en god pris.

På vejen hjem stoppede vi i byen Holbrook, knap halvvejs. Vi skulle lige se den ubåd som noget havde plantet inde midt i landet, langt langt væk fra vandet. Ja, de har nogle underlige seværdigheder hernede i Australien.

Vi ankom hjem kl. 21:30, alle godt trætte, ikke midst trættet af at køre, men det hele forløb faktisk rigtig godt, og bilen drillede os ikke på turen. Drengene sagde alle, at de havde nydt ferien og syntes det var fedt at se alle de forskellige ting vi så og oplevede undervejs.
Vi kørte samlet set 4.981km og tilbragte over 63 timer i bilen over de 15 dage, det er jo en hel del.

Men vi kan kun varmt anbefale folk at tage turen ud i Australiens outback, det er noget helt andet end de store byer, og der er simpelthen så mange spændende ting herude. Og ikke mindst en fascinerende natur. 
Men sørg for at få en mobil operatør med god dækning, vi havde Telstra, Optus og Vodafone fordelt på vores telefoner, og det var faktisk kun Telstra, der kunne bruges ude på landet. Og heldigvis havde vi også sørget for GPS, der virker offline :-)

5/8: Besøg af venner og Hamilton Island

Endnu en rimelig begivenhedsrig periode er afsluttet, derfor lige en kort opdatering på vores blog.

Asger knokler stadig igennem med hans Rugby, og han elsker kontaktsporten, det er virkelig dejligt at se. Han har konstant blå mærker og er altid øm, men det er jo en del af sporten. I kampen mod French Forest (Forestville) lige inden skoleferien fik han et temmeligt hårdt slag mod knæet, og det kunne være gået rimelig galt, men selvom han var rigtig øm, så ville han ind og spille med sine kamerater, og den kamp vandt de. I seneste kamp, som drengene vandt 91-0 (synd for det andet hold fra Dural), fik Asger et hårdt slag på halsen, så han lige måtte tilses, men han kom igang igen.
Og han spillede kampen med en forstuvet finger - så ja, han er blevet noget mere hårdfør end, hvad han tidligere var. Men det skal siges, at sammenholdet på hans hold er rigtig godt.
Her er lige et par billede, Asger kendes nemt, det er ham med de gule fodboldstøvler.

Vi havde bryllupsdag her sidst i juni, det er nu 19 år siden vi blev gift, hold op, som tiden flyver, og vi gamle tog ind til Greengate Hotel for at hygge og prøve vores første Oysters. Der blev serveret Sydney Rock Oysters, og det kan varmt anbefales, nøj de er gode. Og slowcooked lamp er heller ikke at kimse af!

Ja, i Sydney kommer der ikke sne, der kommer ned til nattefrost om vinteren, og dagtemperatur kommer ned omkring 13 grader, ellers er det normal omkring 6 grader om natten og 16-18 grader om dagen, og meget solskin. Faktisk har det været en usædvanlig tør juli, så man er begyndt at være bekymret for bushfires, da det hele er knas tørt.
Men siden der ikke er sne hernede, så laves der da også lidt hygge for vinteren ved at smide lidt sne/is ud, Leo tog et par billeder, da han var ude at spise frokost en fredag på sit arbejde.

Esben klarer sig rigtig flot i skolen, virker til han har fået en god omgangskreds og er faldet rigtig godt til i klassen. Så nu kan energien bruges på det vigtige, nemlig lektierne, hvilket han gør og alle lærerne er meget glade for ham.

Den 28. juni fik vi besøg af vores venner fra Melbourne, Maria, Tony og børnene Nick og Tianna. Nick er Asgers gode ven, og de fik hygget sammen nogle dage, og vi voksne fik også hygget og gået en dejlig tur i vores Wildflower Garden. Søndag aften, den 2. juli, var vi ude at spise på Greengate Hotel i Killara med Maria og Tony, og her fik vi Sydney Rockoysters og Slowcooked Lamp. Børnene blev hjemme og nød Asgers 100% hjemmelavede pandekager, det er altid et hit!

Den 6. juli stod den så på ren afslapnings- og hyggeferie for alle 5, denne gang til Hamilton Island, hvor vi havde lejet en lejlighed. Drengene havde ønsket en ferie uden alt for mange vandreture i nationalparker, og det fik de denne gang. Vi skulle bare nyde varmen, 24 grader om dagen og 19 om natten, bade, paddleboarde, kajak mm, og det var simpelthen dejligt. Og det blev nydt i fulde drag.
Til lejligheden hørte der en golfvogn med i lejen, og dem kørte man rundt i på øen, det syntes drengene var for fedt!

Der nydes en drink på One Tree Hills med udsigt til Fitzalan Island og Whitsunday Island i baggrunden. En dejlig måde at fejre fødselsdag for familiens ældste

 Masser af fugleliv ved lejligheden, ren hygge!

Istid.....

 Kajakroning ved Catseye Beach, og Laurits synes han gjorde ALT arbejdet (hvilket er korrekt).

Fra vores lejlighed, pool er lige nedenfor, hvor drengene bader. Bemærk de manglende blade på palmerne efter stormen. Udsigte er til gengæld bedre :-)

Hamilton Island ligger i Whitsunday Island og er den største beboede ø i området. Øen er privat ejet og der bor omkring 1200 personer på øen, turisme er det langt primære erhverv på øen, og der er en lufthavn på øen.
Whitsunday Islands er en samling af kontinentale øer med varierende størrelser ud for kysten i Queensland, ca. 900 km nord for Brisbane. Øerne ligger lige op til Great Barrier Reef, og der er ialt 74 øer der udgør Whitsunday Islands, og det var Captain Cook, der først beskrev omårdet i år 1770.
Tidligere i år blev området ramt af en voldsom orkan kaldet Debbie, og orkanen medførte enorme ødelæggelser på alle øer i området. Vi havde allerede bestilt billetter, og håbede så bare på at vi kunne komme afsted, hvilket vi jo gjorde. Dog skulle vi i en anden lejlighed, da den oprindelige lejlighed endnu ikke var istandsat. Men flere områder på øen er endnu ikke klar, og derfor var det heller ikke så travlt, hvilket nu ikke gjorde os noget. Der er faktisk flere af de andre øer, som endnu ikke er klar til at modtage gæster. Linket nedenfor viser nogle billeder fra øen lige efter stormen.
http://www.couriermail.com.au/news/queensland/queensland-cyclone-debbie-was-bloody-mayhem-on-hamilton-island/news-story/8e74668c4f7eea4bc0696f35286108f2

Vi havde bestilt en enkelt tur med en katamaran sejlbåd ud for at snorkle på revet omkring øen Haslewood Island om formiddagen, og om eftermiddagen sejlede vi over til Whitehaven Beach, som er en af de hvideste strande i Australien. Stranden ligger på Whitsunday Island, som er ubeboet, og den består af 98% silica (kisel) som er farveløs, og det gør stranden så hvid. Sandet er endvidere ekstremt finkornet, og kan komme ind over alt, derfor blev vi frarådet at tage kamera mv med til stranden. Og naturligvis tog vi prøver med hjem, da sandet skal "testes" mod sandet vi har fra Jervis Bay Hyams Beach, som også er noget af det hvideste.

Det er Whitehaven Beach i baggrunden.

Lige efter skolestarten fik Laurits til opgave at styre en skole assembly (samling) og holde en tale, hvilket han hjorde til UG. Laurits første lærer (0 KL) kom bagefter hen til Vibeke og sagde hun var så stolt af ham, tænk at han for to år siden ikke kunne et eneste ord engelsk, og nu styrede kan lige en samling og holdt en tale. Ja, det er flot gjort, og genertheden er væk. Men det skal også sige, at Laurits havde øvet sig grundigt. Han vil være perfekt ellers kan det være lige meget

Torsdag den 27. juli tog vi gamle til koncert med Kelly og Dan for at se bandet Walk Off The Earth på Enmore Theatre inde midt i Sydney. Det var faktisk Kellys og Vibekes fødselsdagsgave. Sikke en fed og indlevende koncert, de kan varmt anbefales at opleve.

Ellers ikke mere nyt herfra i denne omgang.

11/6: Udvekslingsstudenter og hygge

Så er der gået nogen tid siden vi sidst har ladet høre fra os, men hverdagen findes jo også hernede.
Og nu er det jo blevet vinter hernede, øv. Vejret er lige nu meget som i Danmark (hvor I har sommer), men da husene hernede er piv utætte, så føles det koldt. Det er kun 14 grader indenfor når man står op. Godt varmen kan tændes. Og som alle andre hernede, så tager man bare mere tøj og sidder med tæpper om aftenen, man fornægter jo at det er koldt.
Efter vores hyggelige påske stod den primært på hygge og afslapning, og Leo, Esben og Asger tog muligheden for at prøve at køre gokart mod hinanden inde i Sydney, det var faktisk en "gave" som Esben i sin tid havde fået. Vi valgte i første omgang en indendørs bane, men allerede nu har de store spurgt om vi ikke kunne prøve en udendørs bane. Og næste gang skal Vibeke og Laurits med.
En super oplevelse for drengene, og ja, Leo lod dem vinde :-)

Og ellers nyder vi tiden med at spille mini-golf hernede, vi har en super bane lige i nærheden af os. Og her plejer Leo IKKE at lade drengene vinde.

Laurits hjælper også til i køkkenet, specielt når det drejer sig om kager, han var pavestolt over sig bagværk.

Tirsdag den 25. april var det Anzac day, dagen hvor man mindes de faldne soldater, en fælles dag for Australien og New Zealand. Vi gamle valgte at stå lidt tidligt op og tage ud til Westhead, et utroligt smukt område i Ku-ring-gai Chase National Park, 20 km fra, hvor vi bor. Westhead Lookout er idag et fredfyldt og smukt område, men under anden verdenskrig var det faktisk brugt som et fort for at sikre sig mod fjendtlige nationer. Nu blev det aldrig relevant, da man "kun" oplevede bombninger omkring Darwin, udført af Japan. Området omkring Westhead lookout er meget kuperet, og naturen er godt bevaret.

Vibeke havde sagt ja til at give husly i 10 dage for nogle studerende fra Indonesien, de skulle gå på St. ives High School, hvor Esben og Asger går. I første omgang kun 1, men så blev det pludseligt til 2. Og kort inden vi skulle modtage dem var der nogle flere, som skolen manglede familier til, så vi endte med at få 4 studerende fra Indonesien. Og det var faktisk en utrolig god oplevelse at have dem boende, de var alle særdeles høflige og hjælpsomme, de nød alle at være sammen med vores drenge.
Drengene var hhv. 15 og 16 år, og de hed Iqro (16), Sofwan (15), Haidar (15), Mahdy (16). Med 4 extra drenge satte det en naturlig begrænsing for, hvor meget vi kunne køre rundt med dem, da vores bil kun har plads til 7, men selv herhjemme og i St. Ives var der nok at hygge med.
Der blev badet en del (selvom vandet iflg os var koldt), spillet bordtennis, hoppet trampolin og ellers bare hygget og snakket.

Drengene var også med oppe at se Asger spille rugby, og klubben, som jo hedder St Ives Rugby Football Club, gav vores Indonesiske studerende Sausage Sizzle og en rugby bold, da de aldrig havde prøvet nogen af delene. Super flot gestus, og det afspejler faktisk kulturen i den klub.

De studerende var alle muslimer, så derfor spiste vi ikke svinekød i disse dage, men ellers var formålet at give dem en indblik i vores kultur (ja, kald os bare australiere!), og specielt vores morgenmad og aftensmad, var anderledes end hvad de kendte til. Og ja, de spiste ufatteligt meget!
Traditionel dansk morgenmad med rundstykker og blødkogte æg. Vi har en speciel "æg-

åbner" som de griner af.

Og aftensmaden den ene dag var hjemmelavede burgere, altid et kæmpe hit.

Søndagen, inden de studerende skulle videre tog vi op til St. Ives Wildflower Garden samme med Kelly og Dan og familien, de havde selv 3 studerende boende. Så vi var 17 ialt til klassisk Australian Barbie med sausage sizzle og hygge. Det var fantastisk at se, hvordan de alle hyggede og legede sammen med vores børn, både vores 3 drenge og Kelly og Dans 3 børn.

Og her lige et gruppefoto med vores familie.

Aftenen inden de skulle hjem til Indonesien fik vi alle nogle dejlige gaver af drengene, og afskeden med dem var faktisk hård, både for dem og vores egne drenge, da de alle virkelig har haft en dejlig tid sammen.

Vi var også inviteret til udstilling af vores nabo til at se hendes malerier, udstillingen blev holdt nede i Balmain Watch House - et spændende hus med masser af historie - og foruden Nina, indeholdt udstillingen også kunst fra tre af Ninas venner.

Den 21. maj var Asger og Leo inde i Sydney på Allianz Stadium for at se deres første professionelle Rygby Union kamp, en kamp mellem Waratahs (Sydney) og Rebels (Melbourne). Asger havde fået nogle billetter til kampen i sin klub, da en af Waratahs spillere var oppe i klubben for at træne med de unge og give lidt tips videre - en super oplevelse for drengene.
Waratahs vandt kampen, men allerede efter 1 minut blev anføreren fra Rebel taklet så hårdt, at han måtte bæres ud af banen af frygt for hoved/nakkeskade. Hvad er det lige for en sport Asger går til her? Velkommen til Rubgy.
Vi var afsted med Asgers rigtig gode ven, Rhys, Rhys' bror Harri og deres far, en dejlig oplevelse.

Vi har forlænget weekend denne weekend, da det er Queens Birthday. Hernede holder man ikke pinse. Så den står på hygge, afslapning, film og minigolf. Og naturligvis de lektier man er lidt bagefter med.
Det var så lidt nyt herfra, håber I alle har det godt.