søndag den 31. maj 2015

31/5: En måned hvor hverdagen nu er indtruffet

Så er maj måned allerede gået, og vi synes virkelig tiden flyver afsted, det er allerede gået over 4 måneder siden vi forlod Danmark.
Den 2. maj havde vi besøg af de danske venner med deres børn som flyttede herned en måned før os, og det var virkelig hyggeligt. Desværre for koldt til at bruge poolen, det må komme til foråret. Dejligt at mødes med nogle danskere en gang imellem, og drengene nyder det at snakke dansk.

Laurits har her i maj måned været til en del fødselsdage, alle vil ham rigtig gerne, men han gider ikke rigtig med mindre det er de nære venner han har fået. Lidt et luksus problem.
Ofte bliver fødselsdage holdt på McDonalds, da mange ikke har plads i deres huse, så det har vi fået prøvet nogle gange nu. Efter den ene fødselsdag tog vi til et andet storecenter, som ligger 10 km fra hvor vi bor, et meget stort et af slagsen, hvor de havde alt. Men som alle steder, så var der alt for få parkeringspladser. Vi skule bl.a. til supermarkedskæden Coles, da de normalt har leverpostej, dog ikke lige denne her. Øv.

Den 10. maj var der morsdag med dejlig morgenmad og hygge, og drengene havde købt nogle dejlige ting til deres mor i skolen.

Ja, og Vibeke fik også en FitBit måler, så hun kan se hvor aktiv hun faktisk er, og hvor godt (eller ringe) hun sover. Ganske interessant, og rigtig mange hernede bruger det.

Vibeke fik på skolen at vide, a Laurits havde fået en award for at være særdeles dygtig og aktiv i timerne. Noget han ikke fortalte forældrene, han mente det var lige meget, he he. Og mindsandten om han ikke fik en award mere fredagen efter for god læsning og tale. Ja det er helt utroligt som Laurits er vokset i skolen, og de første 2 ugers gråd, næste  ugers tristhed er så sandelig blevet vendt til fantastiske dage, hvor han ikke er til at drive hjem, og han er bare blevet så god til engelsk. Lærerne på skolen er helt vilde med ham, og de synes alle at han er utrolig dygtig. Det er dejligt at vide, her ser man ham i skolen, så ligner han jo en mønsterelev :-)



Asger fortsætter sin gode stime i skolen, og han er fortsat rigtig glad for at gå i skole hernede. Nedenfor er han ved at vise en forvirret mand i Gæt og Grimasser, hvilket de andre i klassen vist har svært ved at forstå.

Og ja, vi ved godt at vintermåneden starter i morgen, og at vi har det varmere end hjemme i Danmark, men alligevel er efteråret også synligt her i St Ives, så vi får oplevet årstiderne. Smukke billeder af gaderne.


Asger og Laurits har fået nogle rigtig gode venner, det gode er at det er brødre, og de har det virkelig godt sammen. Så mange dage bliver brugt på at lege efter skolen.
Nogle gange kommer Asger og siger han ikke har nogle venner og vil hjem, for så dagen efter at sige, at han gerne vil blive hernede, da han har mange gode venner, vejret er godt og folk er alle rigtig søde. Sjovt at opleve for forældre, hvordan børn tager det.

Nå ja, vores internet, ak ja, vi fik det igen den efter 10 dage, og sikke man vænner sig til at have det til rådighed, men vi bruger det jo også til at holde kontakte med Danmark. Ugen efter fik vi flyttet stikket i huset, så internettet, og ikke mindst TV, gerne skulle blive mere stabilt. Teknikeren sagde til Vibeke, at han ikke kunne forstå at nogen hjem havde brug for alle de mærkelige bokse vi havde stående. Leo fatter ikke man kan leve med færre bokse, vi har kun taget lidt med herned.

Esben var på lejerskole (camp) med skolen den 13. maj og frem til den 15. maj. En super oplevelse, med masser af event og hygge. Og han købte en lille gave til sin far, så han kan få noget kaffe i bilen. Godt tænkt.

Esben har fået et par gode venner på skolen, desværre bor de langt væk, så det bliver godt når han kommer til St. Ives High School, hvilket vi forventer han kommer fra midt i juni. Her skal han være på St. Ives High School i en uge for at vurdere om han kan følge med, hvilket vi alle regner med, da han er utrolig dygtig til sines ting i skolen, og han får masser af awards og rewards. Og så kan han også sove en time længere om morgenen, det er værd at tage med.
Det er dejligt at se drengene arbejde koncentreret og hjælpe hinanden når der laves lektier. Det er ikke altid det sker, men når det sker er det dejlig at se. Og der drikkes Cappucino til, ved ikke lige hvad Asger har gang i med sugerøret her.

Leo var i maj måned 2 gange på opgave i Canberra, hovedstaden i Australien som ligger 300 km fra Sydney med en overnatning hver gang. En lille hyggelig køretur på ca. 3 timer.
Canberra er en by, hvor der KUN er regeringskontorer, diverse museer og så service erhverv, men ikke nogen industri af betydning, så på mange måder en meget kedelig by, specielt i forhold til Sydney. Mange unge flytter væk når de bliver omkring 20, men kommer gerne tilbage for at stifte familie, da det er er en meget stille og sikker by med gode skoler. Parlamentet ses i baggrunden med et spir (eller hvad det end er) på taget.


Vi planlægger at tage en forlænget weekend til Canberra om ikke så længe.

Vibeke har fået nogle gode veninder hernede, men som med så mange andre ting, så lægger hun en ny standard. Det er ved at lave mad, sige tingene lige ud, sige nej til at mødes på cafe ofte (selvom nogen siger, at det gør nye bare ikke, men nogle gange møder hun da op), forlange selvstændighed af børnene, gå til skolen for at hente børnene og gå hjem (hvor alle andre kører selvom de har kortere til skole). Til trods for alt det, så er det Vibeke at alle de andre forældre hele tiden tager fat i, og de nærmeste veninder synes hun giver et dejligt frisk pust til det hele. Selfies er der også tid til, fra venstre er det Elena fra Korea og bag ved er det Samia fra Pakistan, rigtig søde folk.

Nu hvor vi har en pool, så skal den jo bruges, også selvom det ikke er varmt, så vi kalder det vinterbadning. Sidste weekend var Vibeke og Asger en tur i den, og denne weekend var det Leo og Asgers tur. Asger snupper alle muligheder han har for at bade med sine forældre, men længe er vi ikke i vandet, det er kun omkring 14 grader varmt (ja, det er vinter hernede).


Dagene den sidste uge i maj har været stille og rolig, og vi kan nu virkelig mærke at børnene er faldet godt til, ligesom vi forældre er det, og nu føler vi - efter 4 måneder - at hverdagen har indfundet sig, hvilket er dejligt. Og det giver også Vibeke overskud til at tænke på at komme igang med hendes klinik hernede.
Vi har i den sidste uge fået de sidste ting på plads, billeder op at hænge, musikanlæg op, kabler skjult af vejen, så vi er ved at være helt færdig indvendig nu. Vi mangler dog blomster, og Leos undskyldning har været manglen på vaser, men der findes blomster som ikke kræver vaser. Alle andre mænd hernede spørger så lige hvad Leo har gang i med at give blomster til konen uden nogen grund :-)

Vibeke er fantastisk, når der er noget mad vi ikke kan finde hernede, eller ikke synes kvaliteten er i orden, så laver hun det selv. Som nedenstående fantastiske pitabrød, dejlig aftensmad og fantastiske madpakker til alle drengene bagefter.

Og vi kan bekræfte, at det ikke har kostet nogen grå hår på Vibeke at flytte herned!

Lørdag den 30. tog vi til Sydney for at se og opleve Sydney Vivid. Sydney Vivid er en 18 dages festival med lys, musik og ideer, hvor der er rigtig mange spændende ting at se og høre.
Vi valgte at tage til Sydney med nogen fra Asgers klasse og vi aftalte at vi skulle sejle ind til Sydney fra Manly, en lille by ude ved vandet ikke så langt fra os.
Vi startede med at lidt hygge og spisning på en god italiensk restaurant tæt ved havnen inden vi skulle sejle.
Og Esben kunne konstatere at pizza med gorgonzola ikke er ham!
Vi tog færgen kl. ca. 19, en lille sejltur på 30 minutter, og ved at sejle ind til havnen ved aftentid fik vi rig mulighed for at se alle de spændende måder man havde valgt at oplyst bygninger og skulpturer. Det er virkelig flot og mindeværdigt at se dette. Og naturligvis er Utzons operahus smukt  lyst op.







Vi kunne så konstatere at ca. 1 millard andre mennesker havde samme ide en lørdag aften, ha ha, her har vi mere plads i Almind.

Vi håber I alle har det godt hjemme i Danmark, og vi håber for Jer at sommeren snart kommer til Jer også.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar