fredag den 31. juli 2015

31/7: Vinterferie og vinterinfluenza

Nu er juli måned allerede gået, en ganske almindelig stille vintermåned hernede. Men hold da op, hvor tiden flyver afsted, og vi har allerede boet i Australien i mere end 6 måneder. Hvor er tiden dog blevet af?

Hernede er det blevet vinter, den koldeste vinter i mands minde faktisk. I Melbourne har det været den koldeste måned siden 1995. I Sydney er der 12 grader om dagen og 5 om natten, og det kolde udenfor er som sådan ikke noget problem, problemet er at det er hundekoldt indenfor, da varmen siver ud. Husene er piv utætte, og det har vi lidt svært ved at vænne os til. Ironien er så lidt, at man også har en ekstrem kold sommer i Danmark pt. så vores vejr følges faktisk godt af.

Vi håber snart man i Danmark får meget bedre vejr, alle hernede siger faktisk, at August er en dejlig måned, da varmen her begynder at komme tilbage. Det glæder vi os til.

Ellers har vi fået ordnet en del på og omkring huset, og det fungerer rigtig godt nu. De siger hernede, at det er usædvanligt, at en udlejer gør så mange ting for sine lejere, så det er vi glade for. Vi tror også, at efter de havde set, hvordan vi er indrettet og at vi behandler huset godt (tja, så godt vi kan med 3 drenge), så er de indstillet på, at ordne de småting der er galt. Vi har bedt om en long term lease, så vi kan være sikre på at bo her indtil vi skal hjem, men udlejerne er ikke helt enige. Moren vil gerne, man ikke faren. Som sønnen sagde, så havde hans mor og far ikke sådan et rigtigt mor og far forhold. Sønnen er opvokset i huset sammen med som bedstemor, og han forældre har vist altid boet i Kina.
Alle som kommer her er ret benovet over huset, hvilket vi ikke helt forstår, men sammenlignet med andre huse, så er det ikke så ringe endda. Og bare det, at vi har ventilation til varme og kulde i hvert rum inddelt i zoner er meget usædvanligt.

Vi har i juli måned haft flere besøg af Optus (igen igen, tror det er 7. gang), vores internet er virkelig ringe, og første gang skiftede de boksen ved huset. Anden gang skiftede de stik og kabler indvendigt. Så nu har vi fået skiftet nærmest alt, skiftet router, skiftet tv boks, flyttet stik inde i huset og skiftet stik ude ved vejen. Og det kører stadig ad pommern til. Optus kan se der er mange drop out, men det lader nok ikke til at blive meget bedre. Virker som at internettet i vores hus har fået et chok af det massive forbrug os fem udsætter det for, ha ha.

Vibeke har fundet et godt tilbud på noget som svarer til Sweetdeal derhjemme, så vi skal på en lille hygge tur fredag den 7 til lørdag den 8. Ikke så langt fra hvor vi bor (Q Station i Manly), men det bliver dejligt lige bare at være os to i rolige omgivelser, ren hygge og dejlig mad. Det vennepar vi har fundet hernede, Kelly og Dan, vil passe alle tre drenge og giver aftensmad om lørdagen, bare perfekt.
Og vi har lige bestilt ophold ved Gold Coast til marts næste år, så nu er den bestilt. Drengene glæder sig helt vildt, da det er 100% deres ønske, vi skal opleve Warner Bros Movie World, Sea World og Wet´n´Wild. Vi har lagt en plan for de næste par år, den er ikke mere fast end at den kan ændres, men vi prøver at booke det, så vi er sikre på, at komme afsted på de ture vi mangler i Australien. Følgende områder er lige nu planlagt:
  • Uluru
  • Canberra
  • Cairns
  • Melbourne
  • Gold Coast
  • Tasmania
Vibekes klinik er officielt startet op, og hun har haft de første par kunder, men vi er lidt i tvivl mht., hvordan hun får lavet den rigtige reklame for klinikken, så den rigtig kommer i gang. Hun forstår heller ikke, hvordan kvinder/mødre hernede kan leve uden at have et arbejde. Og alligevel er de stressede!

Vi fik i juli måned risengrød med kanelsukker nogle gange, ja, I hørte rigtigt, det er jo vinter hernede. Og det var noget som faldt i drengenes smag, og der var nok til, at vi i dag kunne få klatkager til morgenmad. Vi snakker lidt om, hvad julemaden skal bestå af, og umiddelbart bliver det en traditionel dansk julemiddag med ris a la mande. Formentlig kalkun.

Starten af juli stod i vinterferiens tegn for drengene, en stille ferie, uden de store aktiviteter. Men der har været plads til hygge og leg i haven.





Laurits har været til et par fødselsdage igen, og det synes han er sjovt, og han er meget vellidt i klassen. Drengene startede i skolen igen den 14. juli, og Esben er startet på High School i St. Ives, så nu er han fri for at tage den lange tur til Chatswood. De er alle kommet godt i gang, og de er stadig glade for at gå i skole hernede. Laurits skulle fortælle hvad han havde lavet i ferien, og hans klasselærer sagde, at han fortalte det så flot. Han fortalte bl.a. at han havde været i biografen for at se Minions med hans brødre og hans far. Det er helt utroligt som hans engelske sprog har udviklet sig på det seneste, så meget at han er begyndt at tale engelsk i søvne.

Fugle har vi stadig masser af, selvom det er vinter. Og de er rigtig glade for Vibeke.


Vi må da heller ikke glemme at Vibeke har haft fødselsdag i juli måned. Og for første gang ikke en varm sommerdag :-) Hun fik bl.a. en lille trolley af hendes veninde, den skal bruges når hun tager på marked for at handle ind.

Nå ja, vi har da lige fået fat i 3 cykler! Prisen, den er overraskende. Vores nabo sendte en besked med at en ældre herre havde en cykel til salg. Manden, Tony på ca. 80 år, får gamle cykler ind, shiner dem op, og sælger dem for 20$. Vi smuttede op til manden en onsdag aften for at se cyklen, men den var alt for lille til Esben. Vi blev inviteret indenfor, og der gik vel en times tid inden vi kom videre. Med os fik vi en cykel til Esben, en voksenmodel som manden havde vundet for 10 år siden og aldrig brugt, en cykel til Asger og en til Laurits.

Vi fik alle cykler gratis, det var en oversea gift. Hvor fantastisk, og børnene var super lykkelige. Vi købte cykelhjelm til drengene, og de må nu cykle stille og roligt, der skal bare passes meget på, da billister generelt hader cyklister hernede. Laurits fik da for resten også lidt legetøj og et forstørrelsesglas med hjem. Mandens søn, mand på ca. 55 år, boede også hjemme, og ham og Esben fik snakket meget om computer. Men hvor er det en fantastisk at opleve den slags imødekommenhed hernede, det tror vi personligt aldrig ville ske i vores lille land derhjemme.

Juli måned bød også på et lille besøg fra Danmark, vi mødtes med Leo's gamle arbejdskollega, Carsten, og hans kone, Rikke, inde ved Darling Harbour, og vi havde en dejlig (men kold) aften.

Det er dejligt med dansk besøg, og ikke mindst drengene syntes det var fedt. Laurits kom dog til at spørge Rikke om ham manden var hendes far, ha ha. Vi blev faktisk overasket over, at man havde stillet en skøjtebane op inde ved Darling Harbour, så koldt er det jo heller ikke hernede. Men sjovt at se.

Afslutningen på juli måned har også budt på vores første vinter influenza hernede, hvor vi alle er blevet ramt. Først var det drengene, og bagefter de voksne. Drengene var hjemme fra skole i en hel uge, man ønsker ikke børn i skolen, hvis de hoster, da det kan være "farligt". De er meget pylrede hernede, tænk hvis man ikke måtte hoste i skolen i Danmark, så var der ikke mange børn i skolen om vinteren. Der er også mange reklamer med skoler, hvor de viser at de sprayer alle tingene af klassen for at desinficere, man vil vise, at man passer godt på børnene.

I tirsdags fik vi så lige en ekstra logerende. Det er en dansk aupair pigepå 20 år, som har fået en rigtig dårlig start som aupair, hvor børnene i familien slog og sparkede hende. Det er en fra Laurits børnehaves storesøster. Så forældrene kontaktede os for at høre om vi ville hjælpe hende. Det vil vi selvfølgelig, så hun også kan komme hjem til DK med en god oplevelse af Australien. Hun søger på livet løs efter ny familie, for hun ikke tænkt sig at kaste håndklædet i ringen. Vi har hjulpet lidt med det netværk vi har hernede og et par stykker har henvendt sig. Så mon ikke snart hun er videre. Drengene synes det er fantastisk at Freja er her. Hun hygger på en lidt anden måde end vi gør, som drengene synes er fantastisk. Og hun har ikke noget imod de besøger hende på værelset og ser tegnefilm sammen med hende.

En stille juli måned er slut, vi håber I alle har det godt derhjemme i det (typiske) danske sommervejr.
Hilsen fra os alle 5.

tirsdag den 30. juni 2015

30/6: Det er blevet vinter

Tiden flyver afsted for os, og allerede nu er juni måned gået. Vi har de første måneder prøvet at have fokus på at få alle de praktiske ting på plads og få en normal hverdag op at køre, og derfor har vi endnu ikke rigtig fået gang i de store oplevelser hernede. Men vi har en længere liste over ting vi gerne vil opleve og som vi ikke nåede, da vi var på vores jordomrejse, så vi har en plan for de næste par år, og det bliver spændende.

Men til trods for at juni ikke bød på de store oplevelser, så er der alligevel sket en del ting. Starter lige med et billede at ny-klippede drenge. 20$ per styk, bum.

Og Vibeke er også blevet klippet for første gang siden vi kom herned, endelig fandt hun en frisør med kan sit fag. Leo, tja, den sørger Vibeke for, det er meget billigt.

Drengene gik af på ferie den 26. juni, der er nu 2 ugers ferie. Som tidligere nævnt, så har man 10 ugers skolegang (= 1 term) og derefter 2 ugers ferie. 2 terms er et semester hernede. Alle drengene har glædet sig til ferien, og Laurits har talt dagene ned, også selvom han er glad for at komme i skole hver dag.
Esben graduerede fra hans skole, en High School for børn som ikke har engelsk som første sprog, og man skal gå på denne skole indtil man vurderes god nok til normal High School. På High School (7. til 12. klasse) hernede får man ikke ekstra hjælp til engelsk som man gør i Primary School (0. til 6. klasse). Esben er hernede rykket et klassetrin op i forhold til i Danmark, så vi har været spændte på, hvordan det ville gå ham, men heldigvis er hans udtalelser fra skolen utroligt positiv. Han klarer sig fint i alle fag og er meget vellidt blandt elever og lærere, og så får han meget ros for altid at have styr på sine lektier. Han blev også finalist i forbindelse med en Speaking Competition, hvilket er sejt. Esben var på hans kommende High School i St. Ives i 3 dage på trial så skolen kunne vurdere ham, og det gik super godt, og på de 3 dage nåede han allerede at få nogle nye venner, så ingen tvivl om at Esben glæder sig til at komme til St. Ives High School. På den anden skole er det lidt svært at skabe venskaber, da de fleste bor langt væk.
Asger fik også rigtig mange rosende ord fra alle hans lærere ifm semestrets afslutning (udtalelse), og hans respekt og høflighed overfor de voksne og de andre elever er blevet bemærket, og har medvirket til, at han er utrolig vellidt blandt alle sammen. Asger klarer sig fint i skolen og har tillært sproget rigtig godt og er begyndt at læse de engelske bøger rigtig fint så vi nu kan vi begynde at fokusere mere på grammatikken.
Laurits havde nogle meget svære første uger, men allerede nu deltager han meget aktivt i klassen og formulerer sætninger på engelsk meget fint. Laurits er meget stille og han betragter meget det, som sker omkring ham, men han er meget vellidt, og alle fra klassen vil gerne være sammen med ham. Selv pigerne vil ham gerne, og en del inviterer ham med til fødselsdag som den eneste dreng, hvilket han dog ikke er helt så vild med. Hans klasselærer er benovet over, hvor hurtigt Laurits er kommet efter det engelske sprog, og hvor hurtigt han bidrager aktivt i klassen; hun har givet ham masser af tillid, og han er eget tryg ved hende. De første uger, hvor han var ked af det, sagde læreren at ”he is breaking my heart”, og i dag er hun bare så stolt af ham. Laurits har fået ros for hans matematik og de andre fra klassen vil rigtig gerne være i gruppe med Laurits. Generelt ligger Laurits middel i klassen, hvilket er flot, da det hele er på et nyt og fremmed sprog.

Alle drengenes cykler står derhjemme, og det har vi delvist fortrudt, men cykling hernede er farligt, da man ikke har cykelstier af betydning i Sydney. I stedet er der blevet købt løbehjul, noget de alle selv har betalt, og de bliver brugt i stor stil. Ikke mindst af Asger, som tilbringer meget tid på en skaterbane her i byen. Og ja, med masser af blå mærker til følge. Esben lavede også et større styrt på hans første dag på skaterbanen. Men uanset, så er alle drengene glade for deres løbehjul.

Drengene har savnet vores trampolin i Danmark, så derfor har vi besluttet at de kan vi ikke leve uden. Motion er sundt, uanset hvilken slags, så en trampolin er købt og sat i haven. Der er endnu ikke sikkerhedsnet på, men det kommer der måske. Det var med i pakken, men vi er ikke sikre på det kommer op. Vi har det ikke derhjemme og aldrig haft problemer med det, men hernede vil man helst ikke lade børn hoppe på trampolin uden nettet. Endnu et eksempel på, at børn hernede er pakket ind i vat.


Inde i huset har vi fået de sidste ting sat op og monteret, vi manglede at montere anlæg og højttalere og få billeder og tavler sat op, så nu er alt vi tog med herned kommet i brug. Huset fungerer rigtig godt for os, men det er et koldt hus her i vinterperioden, da man ikke har isolering og kun bruger enkeltlags glasvinduer. Vejret her i juni (vinter her og sommer derhjemme) er faktisk ligesom i Danmark, omkring 18-20 grader om dagen og ned mod 10 grader om natten, men det bliver koldt indenfor. Vi bruger vores aircondition til at varme huset, dog kun de rum vi bruger, det er altså ikke ligesom i Danmark, hvor alle rum i huset altid er 20 grader. Alle dem vi har snakket med er ret benovet over ”kvaliteten” af huse i Danmark, og den måde man tænker energiforbrug på.

Den 1. juli starter Vibekes klinik officielt op, og der er blevet lavet lidt reklamer, visitkort mm. Og et CVR nummer er der også blevet anskaffet. Det eneste der mangles lige nu er en australsk udgave af hendes kliniks hjemmeside, så det er vi i gang med at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre. Som nævnt, så er hverdagen i gang og der er endelig tid og overskud til at Vibeke kan arbejde igen, hvilket hun glæder sig til. Ikke mindst at snakke med andre mennesker i hverdagen. Klinikken er indrettet og klar i huset.

Alle drengene var i biograf hernede sidste weekend for at se Minions, en rigtig hyggelig oplevelse, og det er interessant at se, at drengene ikke synes der er behov for at film skal være på dansk eller som minimum have danske undertekster. Det fortæller lidt om, hvor meget der er sket i deres sproglige udvikling.

Men for at holde det danske ved lige, så starter vi med at give alle 3 drenge dansk undervisning fra august måned. Vi har skolebøger med til de næste 3 år for alle drengene (til stor ærgrelse for drengene).

Vibeke har glædet os alle med danske specialiteter, nemlig remoulade og mayonaise. Præcis som vi kender det hjemmefra. Og vi har også fundet ”danske” pølser (som de kalder russian sausages hernede!), og dermed har vi kunnet spise vores første danske hotdog med masser af snask: brød, sennep, pølse, ketchup, remoulade, rå løg, ristede løb og agurkesalat.
Og til frokost får vi nu god rugbrød med kamsteg og mayo samt roastbeef med remoulade.

Sjovt med de ting man virkelig værdsætter fra Danmark. Leverpostejen har vi jo allerede på plads. Hvad mon det næste bliver vi savner fra den danske madkultur? Vi kan dog sige så meget, at nedenstående ost ikke lige er vores kop te, men så har morfar noget at glæde sig til når de kommer herned.

Tidsdag den 30. juni var vi til en LEGO udstilling, hvortil Vibeke havde skaffet VIP billetter. Anledningen var at LEGO har været i Australien i 50 år, og på udstillingen blev der vist nogle rigtig flotte modeller, og ikke mindst nogle store modeller. Der var også billeder lavet af LEGO som så ret flotte ud, blandt andet billeder af alle dem som har spillet James Bond gennem tiderne.
Børnene fik også mulighed for at samme nogle LEGO brikker som skulle bruges til et kæmpe stort puslespil, og det blev der fokuseret på med stor iver.

Og naturligvis findes der er en didgeridoo i LEGO!

Det var ikke LEGOLAND, men alligevel var alle drengene vilde med det. Der blev da også kommenteret flere gange at vi kom fra Danmark, altså der hvor LEGO kommer fra.

På vejen hjem droppede vi lige ind for at hilse på nogle af vores venner, kelly Jo fyldte 40 år igår. Vi droppede uanmeldt ind, ja, som vi jo bare nogle gange gør, og det blev en super hyggelig afslutning. Og Kelly Jo blev rigtig glad, da ingen hernede normal kunne finde på at komme uanmeldt. Forleden dag var Vibeke sammen med Kelly Jo og hendes venner for at fejre hende. Hernede inviterer man sine venner ud og forventer, at de betaler for en :-) Det er Kelly Jo i midten.

Vi har nogle rigtig venlige naboer, der er en ældre mor Beverly der bor i et hus sammen med sin datter. De har en Golden Retriever, og drengene nyder at besøge dem og lege med hunden.

Esben og Asger har også lidt arbejde derovre med haven og andet forefaldende arbejde, og de tjener de en skilling ved, hvilket er super. De store drenge er begyndt at blive meget fokuseret på penge og hvad man kan få for dem. De har dog meget forskellige prioriteter, og I kan nok selv gætte hvad pengene bruges på.

Og så lige lidt nyt om Australien på denne blog også. Der er fortsat rigtig meget snak hernede omkring huspriser, og selvom mange siger, at det er en boble med huspriser der stiger 50-100% over nogle år, så benægtes det af alle. Men priserne er meget høje og lige nu kræver det en meget god økonomi at kunne købe i Sydney, nedenstående giver lidt en fornemmelse af, hvor dyrt det er i de forskellige byer hernede.
Lønnen hernede (fra en avis artikel) er følgende:
Lærer og sygeplejersker tjener ca. 60.000$, økonomifolk ca. 75.000$, politifolk ca. 95.000$, salgs- og logistikchef ca. 115.000$, IT chef ca. 157.000$ og psykiater ca. 176.000$.

Australiens finansminister kom meget i modvind da han sagde, at folk bare skulle tage sig sammen og få et arbejde med en bedre løn, hvis de gerne vil have et hus :-)
Han bor selv i et hus til omkring 7 millioner $.

Lige til slut, ja, det er blevet vinter hernede, og til trods for det er dags temperaturen stadig højere end i Danmark. Eller indtil nu ihvertfald, vi har hørt rygter om en kommende hedebølge i Danmark.
Hav en rigtig god sommer derhjemme, hernede vil børnene nyde deres vinterferie.
Lavender Bay er vores Leos kontor ligger (North Sydney bydelen), ca. 14 km fra St. Ives.

søndag den 31. maj 2015

31/5: Lidt refleksioner om at bo i Australien efter 4 måneder

Nu har vi boet i Australien i godt 4 måneder og synes vi her vil prøve at reflektere over, hvordan det er at bo hernede, så mange km fra vores lille hjem i Almind. Vores refleksioner afspejler vores oplevelser ved at bo i Australien, og andre vil muligvis have en anden opfattelse.

Her efter 4 måneder synes vi, at vi er kommet godt til rette. Vi har fundet et fint hus (med pool) i St. Ives i den nordlige del af Sydney, et relativt roligt område med knap 20.000 indbyggere, rigtig gode skoler, et storcenter, gode restauranter og meget andet nyttigt. Ift. København vil vi tro det svarer lidt til at bo i Lyngby eller noget tilsvarende, måske lidt længere nord for. Og så er ikke mindst alle vores ting kommet herned i starten af april, hvilket vi må sige har betydet meget for os alle.

Børnene er kommet rigtig godt i gang med skolerne, selv Laurits har fået det fantastisk, til trods for nogle svære første uger. Og nye venner er der også kommet til. Esben regner med at komme til St. Ives High School her til juli når hans engelskniveau er godkendt, hvilket vi allerede mener det er. Fordi Esben er på en anden skole i en anden by, så har han ikke fået den store nære omgangskreds endnu, men han har nogle venner på skolen, som desværre bor de et godt stykke væk. Og Asger er som han er, elsket af alle i skolen og han har mange venner allerede.
Leo har været i gang med sit arbejde siden 1. februar, og er glad for sit arbejde. Det er udfordrende at komme i gang med at bygge netværk og anerkendelse op, men stille og roligt kommer det. Der er også sket en del organisatorisk i den australske organisation af NTT DATA, så tingene har forandret sig en del, men ikke nødvendigvis til det værre.
Vibeke har fået styr på alle drengene og hjemmet, og er lige nu i gang med at få arrangeret sit firma hernede, så klinikken kan komme i gang.
Med andre ord, så synes vi at vi har fået en hverdag op at køre på nuværende tidspunkt. Så hvordan er det så at bo hernede i forhold til i Danmark?

Skole: Skole er noget anderledes, udover uniformer, så oplever vi meget mere respekt for lærerne, hvilket vi synes er meget godt. Alle lærerne er på efternavn, og vi har Mrs. Lakowski til Laurits, Mr. Cooper til Asger og Mrs. Berry til Esben. Skoledagen er fra 9-15 hver dag, og dagen starter med fælles samling i gården inden man går til klasserne. Der er langt mere ro på end i Danmark, og der arbejdes ganske ihærdigt i skoletiden. Lektier er på en lidt anden måde, her arbejdes der med et projekt i temaer for 10 uger af gangen med forskellige opgaver iblandt. Omkring uniformer, så virker drengene meget glade for at bruge uniformer, og de siger der ikke er nogen, der drilles pga tøj, hvilket er meget godt. Men det er lidt sjovt, at man forlanger piger skal gå i kjole/skørter, og om vinteren er det typisk ulden kjole med strømpebukser. Det virker for os rimelig gammeldags, men omvendt, alle pigerne har samme tøj på. Esben sagde at der var regler for underbukser til piger, da de skulle på camp, de måtte ikke være for udfordrende.
Der er rigtig mange private skoler hernede, i vores lille by er der 4 offentlige og 4 private skoler til trods for at de offentlige skoler har et godt ry. Skolerne er både pigeskoler, drengeskoler, katolske og jødiske skoler og andre skoler. De offentlige skoler er generelt gode i Australien og hvorfor de private skoler er så populære, er vi faktisk endnu ikke klar over endnu. Dem vi snakker med siger, at folk mener uddannelsen på private skoler er bedre end offentlige skoler, og nogle af de private skoler har da også et godt ry. Prisen for private skoler ligger fra ca. 15.000 australske dollars (ca. 80.000 dkr) om året for de små klasser og op til 30.000 australske dollars (ca. 150.000 dkr) for de store klasser (10-12 klasse, svarende til gymnasium). Med 2 til 3 børn løber det virkelig meget op, og vi må undre os, at folk har råd til det. Men der er kæmpe efterspørgsel efter det.
Virker den australske skole bedre end den danske? Ikke nødvendigvis, men der er bestemt nogle ting vi synes godt om. Men man skal også være bevidst om, at alle familier, også australierne, betaler omkring 3.500 kr. pr år i diverse omkostninger. Det er meget udspecificeret, hvad man betaler for, og det dækker fotokopier, redskaber, sport og lignende ting. Det ville give lidt bøvl at indføre det i Danmark.

Leveomkostninger: Som vi tidligere har skrevet, så er de daglige udgifter meget lig det vi kender i Danmark, plus og minus. Nogle ting er dyrere, hvor andre er billigere, men hvis man ikke er opmærksom, kan det hurtigt blive dyrere. Alkohol er noget dyrere, en kasse øl koster ca. 100 kr. mere end i Danmark, og cigaretter koster ca. 100-125 kr. for en 20 pak. En god flaske vin koster ca. 60-80 kroner.  Vores danske traditioner med rugbrød, leverpostej mm skal man være lidt kreativ for at holde i hævd, men vi har det, og drengene nyder at få deres rugbrød og leverpostej.
Boliger er rigtig dyre i Sydney (og Melbourne er på samme vej), hvilket er til stor debat hernede, da mange ”almindelige” australiere ikke har råd til at købe mere. Hvis man tager til Australien på et visum som os, så skal man være opmærksom på, at det i nogle stater koster en del at have børn på skolen. I Sydney koster det ca. 25.000 kr. per barn per år at gå på offentlige skoler + school fees på 3.500 kr, private skoler er meget dyrere, og for vores visum er private skoler ca. 60.000 dkr dyrere end for permanent residents i Australien om året. I nogle stater koster det ikke penge for fx. vores visa at have børn i skolen.
For småbørn kender vi ikke prisen, men det er meget mere end børnehavepriserne i Danmark, og derfor ser man mange kvinder gå hjemme indtil alle børn er startet i skole. Heldigvis er biler så meget billigere, og koster vel ca. det halve i forhold til i Danmark. Benzin ligger på ca. 7,5 kr. per liter, og diesel koster ca. 7 kr. per liter.

Madkultur: Det vi oplever er, at mange har meget travlt i hverdagen, og ofte står den derfor på færdigretter eller take-away mad. Den kultur har vi ikke taget til os, her sørger Vibeke for at vi alle får god hjemmelavet mad. Vi får en gang imellem mad udefra og vi spiser også mere ude end derhjemme, det er dog også billigere end i Danmark. Flere steder kan vi gå ud at spise for alle 5 for 500 kr. inkl. drikkevarer, specielt nogle af deres indiske og malaysiske restauranter er fantastiske hernede. Flere steder må man medbringe egne drikkevarer, hvilket mange gør. Generelt synes vi faktisk, at deres restauranter hernede er godt besøgt, hvilket er med til at give et godt liv i byerne, også vores lille St. Ives.

Arbejde: Leo oplever det at arbejde hernede som at være ligesom i Danmark inden for hans område. I hans firma har man nogle virkelig dygtige konsulenter, og der er en god ledelse. I nogle virksomheder hvor Leo arbejder går det dog ikke helt så hurtigt, der er rigtig meget snak og diskussion hele tiden. Inden for IT bruges der rigtig mange indere i Australien, ligesom i England faktisk, og det gør arbejdsudbuddet meget stort og af meget svingende kvalitet. Men generelt er der folk fra hele verden, man arbejder meget, og det gør arbejdspladserne meget interessante. Leo kollegaer i NTT Data er folk fra Australien, Malaysia, Kina, Japan, Sydafrika, England, New Zealand, Holland, Tyskland, Rusland, Argentina, Canada etc., og det gør det meget interessant. Men omvendt, så er humoren på arbejdspladserne meget afdæmpet pga dette, da man helst ikke må såre andre, og med så mange kulturer skal man faktisk passe lidt på.
De håndværkere vi ellers har haft forbi har været af svingende kvalitet, og det er ikke gået så hurtigt med opgaverne, som vi nok ellers er vant til fra Danmark.

Bolig: Tja, der er ikke så meget at sige andet end at vi er meget forvænt i Danmark mht. kvaliteten. Husene er måske store, men de anvendte materialer svarer ikke til det, vi kender i Danmark og vinduer og døre er piv utætte (på de huse vi har set). Bevares, det er varmere hernede, men om vinteren bliver det køligt når det er 15 grader om dagen udenfor og kulden kommer ind i huset. Opvarmning af mange huse er enten via klimaanlæg (som ofte kun er i nogle rum) eller via gasovne, men ellers sørger man for at tage nok med tøj på. Esben siger at man i skolen ofte sidder med en varm trøje på.

Sygevæsen: Da vi er på et visum skal vi selv sørge for dækning, hvilket er lovkrav, da der ingen dækning af nogen art ellers er. Det koster noget, men man vælger selv sin dækning, og for en familie koster det omkring 4.000-8.000 AUS $ at forsikre sin familie med hospital, ambulance, læge mm. Der er også forskel i det tilskud man får til tandlæge, medicin mm og det afhænger af den dækning man har valgt. Alle Leos kollegaer som ikke er på visum, og dem vi ellers kender, har tegnet en ekstra forsikring ud over det normale man har. Og grunden, som vi har fået at vide, er at man kan bruge private hospitaler, radiologer, læger mm samt få tilskud til forskellige behandlinger. Det giver man omkring 3.000-4.000 AUS $ per familie per år for, men det er ikke påkrævet at tegne privat forsikring.

Befolkningen: Folk hernede er meget imødekommende og utrolig hjælpsomme, hvilket vi har oplevet mange gange. Det er ikke kun australiere, men generelt alle dem vi møder. Og Asger synes selv, at alle er så søde og hjælpsomme, både på og udenfor skolen, meget mere end han oplevede i Danmark siger han. Der er mange kulturer hernede, og det er er interessant at opleve dem, og vi synes det bidrager til tolerance og lærer os andre kulturer. Esben har fået lært en del kinesiske ord på sin skole ved det.
Sjovt nok virker mange mødre meget stressede, børn skal køres til alt muligt og må ikke være selvstændige. Mange mødre ser hele tiden det værste over det hele. Der er utrolig mange love, fx. må børn ikke gå selv over vejen før de er 12, de må ikke være selv hjemme før de er 11, så det at vores drenge cyklede 8 km hjem fra skolen i Danmark vil hernede have været meget ulovligt.
Og alle folk spørger: ”How are you?”, men ofte virker det mere af høflighed end af interesse, så vi har standardsvaret som alle bruger hernede. "Not to bad". Hvorfor bøvle med at spørge om det så?
De unge vi ellers har oplevet hernede er meget høflige, og der hersker generelt meget respekt for de voksne, mere end vi er vant til i Danmark. Det tror vi er en indgroet del som kommer fra skolen.

Internet: Det kan godt være at vi har været meget uheldige med vores operatør, men i forhold til i Danmark er Australien en del år bagud på denne front. Det mest udbredte hernede er stadig ADSL, dvs. via vores telefonledning, men kvaliteten af denne forbindelse er meget ringe. Vi blev anbefalet at bruge kabel (a la det vi kender fra kabel TV i Danmark), da hastigheden og kvaliteten på dette er langt bedre. Og så var spørgsmålet om hvor mange GB download vi skulle bruge om måneden, hvilket vi ikke havde nogen ide om. Vi vidste ikke hvor meget 3 børn med iPads, flere computere, musik streaming, Youtube og hvad det ellers hedder bruger om måneden, så for at være på en sikre side valgte vi ubegrænset download. Og så blev vores valg let, da der kun er én kabel udbyder der tilbyder dette ☺
Man er i Sydney i gang med at rulle fiber ud, men det forefindes ikke i vores område endnu, og det som laves her er en udrulning, hvor der er fiber ud til en boks, og fra boksen kan man så få internet via kabel eller telefonledning. Kun ganske få steder kan man vidst få fiber direkte ind i huset. Vi talte med en far i Laurits klasse, som arbejder for Telstra, det som svarer til tdc derhjemme, og han har tidligere arbejdet i Frankrig inden for telesektoren. Han siger selv, at Europa er langt foran Australien på dette punkt.
Men bortset fra det, så har vi nu, efter en hel del tekniker besøg, vist fået styr på vores internet i huset, med de udfald vi nu har en gang imellem. Det vigtigste er trods alt at vi kan komme i kontakt med Jer derhjemme.

Sydney: Leos re-location til Australien blev til den by, som havde brug for hans profil, og det blev nu engang Sydney. Personligt er vi glade for at det blev Sydney, da det er en rigtig dejlig by, desværre er den meget dyr at bo i og der er alt for mange biler. Men der er masser af aktivitet i byen, mennesker er søde (som alle steder hernede), byen har mange seværdigheder og gode strande og den er utrolig multikulturel. Det eneste vi ikke ser i byen er de oprindelige australiere, Leo har ikke set nogen endnu og Vibeke har set enkelte hjemløse, hvilket er lidt en skam synes vi. I New Zealand så vi rigtig mange af deres oprindelige folk (Maurier) i alle byer, og det det giver stof til eftertanke. Men vi tror, at uanset hvor man end valgte at bosætte sig hernede, hvis muligheden bød sig, så vil man ikke fortryde det, da folkene, kulturen, naturen, vejret og mange andre ting bare er fantastiske.

Til det store spørgsmål: Er vi glad for at vi har taget ud at bo i Sydney? Svaret her er ubetinget ja. Nogle ting er bedre i Danmark og andre ting er bedre i Australien, men vi er glade for at vi tog ”springet” og tog herned. Ikke mindst det at opleve det at bo i et andet land og i en anden kultur nyder vi, og vi mener det er godt for børnene at gå i skole hernede, det lærer de rigtig meget af. Både mht. kultur, læring, sprog og ikke mindst lære andre at kende fra mange andre forskellige lande og kulturer.
Vi synes vi var godt forberedt og havde faktisk ikke de store forventninger på forhånd, bortset fra bedre vejr end i Danmark, og vi ville så bare tage tingene som de kom. Det synes vi har fungeret godt for os.
Vores allerstørste savn er dog alle Jer derhjemme, familie og venner, men heldigvis har vi Skype, telefon, Viber og meget mere, så I er ikke SÅ langt væk for os, hvilket vi er taknemmelige for.

31/5: En måned hvor hverdagen nu er indtruffet

Så er maj måned allerede gået, og vi synes virkelig tiden flyver afsted, det er allerede gået over 4 måneder siden vi forlod Danmark.
Den 2. maj havde vi besøg af de danske venner med deres børn som flyttede herned en måned før os, og det var virkelig hyggeligt. Desværre for koldt til at bruge poolen, det må komme til foråret. Dejligt at mødes med nogle danskere en gang imellem, og drengene nyder det at snakke dansk.

Laurits har her i maj måned været til en del fødselsdage, alle vil ham rigtig gerne, men han gider ikke rigtig med mindre det er de nære venner han har fået. Lidt et luksus problem.
Ofte bliver fødselsdage holdt på McDonalds, da mange ikke har plads i deres huse, så det har vi fået prøvet nogle gange nu. Efter den ene fødselsdag tog vi til et andet storecenter, som ligger 10 km fra hvor vi bor, et meget stort et af slagsen, hvor de havde alt. Men som alle steder, så var der alt for få parkeringspladser. Vi skule bl.a. til supermarkedskæden Coles, da de normalt har leverpostej, dog ikke lige denne her. Øv.

Den 10. maj var der morsdag med dejlig morgenmad og hygge, og drengene havde købt nogle dejlige ting til deres mor i skolen.

Ja, og Vibeke fik også en FitBit måler, så hun kan se hvor aktiv hun faktisk er, og hvor godt (eller ringe) hun sover. Ganske interessant, og rigtig mange hernede bruger det.

Vibeke fik på skolen at vide, a Laurits havde fået en award for at være særdeles dygtig og aktiv i timerne. Noget han ikke fortalte forældrene, han mente det var lige meget, he he. Og mindsandten om han ikke fik en award mere fredagen efter for god læsning og tale. Ja det er helt utroligt som Laurits er vokset i skolen, og de første 2 ugers gråd, næste  ugers tristhed er så sandelig blevet vendt til fantastiske dage, hvor han ikke er til at drive hjem, og han er bare blevet så god til engelsk. Lærerne på skolen er helt vilde med ham, og de synes alle at han er utrolig dygtig. Det er dejligt at vide, her ser man ham i skolen, så ligner han jo en mønsterelev :-)



Asger fortsætter sin gode stime i skolen, og han er fortsat rigtig glad for at gå i skole hernede. Nedenfor er han ved at vise en forvirret mand i Gæt og Grimasser, hvilket de andre i klassen vist har svært ved at forstå.

Og ja, vi ved godt at vintermåneden starter i morgen, og at vi har det varmere end hjemme i Danmark, men alligevel er efteråret også synligt her i St Ives, så vi får oplevet årstiderne. Smukke billeder af gaderne.


Asger og Laurits har fået nogle rigtig gode venner, det gode er at det er brødre, og de har det virkelig godt sammen. Så mange dage bliver brugt på at lege efter skolen.
Nogle gange kommer Asger og siger han ikke har nogle venner og vil hjem, for så dagen efter at sige, at han gerne vil blive hernede, da han har mange gode venner, vejret er godt og folk er alle rigtig søde. Sjovt at opleve for forældre, hvordan børn tager det.

Nå ja, vores internet, ak ja, vi fik det igen den efter 10 dage, og sikke man vænner sig til at have det til rådighed, men vi bruger det jo også til at holde kontakte med Danmark. Ugen efter fik vi flyttet stikket i huset, så internettet, og ikke mindst TV, gerne skulle blive mere stabilt. Teknikeren sagde til Vibeke, at han ikke kunne forstå at nogen hjem havde brug for alle de mærkelige bokse vi havde stående. Leo fatter ikke man kan leve med færre bokse, vi har kun taget lidt med herned.

Esben var på lejerskole (camp) med skolen den 13. maj og frem til den 15. maj. En super oplevelse, med masser af event og hygge. Og han købte en lille gave til sin far, så han kan få noget kaffe i bilen. Godt tænkt.

Esben har fået et par gode venner på skolen, desværre bor de langt væk, så det bliver godt når han kommer til St. Ives High School, hvilket vi forventer han kommer fra midt i juni. Her skal han være på St. Ives High School i en uge for at vurdere om han kan følge med, hvilket vi alle regner med, da han er utrolig dygtig til sines ting i skolen, og han får masser af awards og rewards. Og så kan han også sove en time længere om morgenen, det er værd at tage med.
Det er dejligt at se drengene arbejde koncentreret og hjælpe hinanden når der laves lektier. Det er ikke altid det sker, men når det sker er det dejlig at se. Og der drikkes Cappucino til, ved ikke lige hvad Asger har gang i med sugerøret her.

Leo var i maj måned 2 gange på opgave i Canberra, hovedstaden i Australien som ligger 300 km fra Sydney med en overnatning hver gang. En lille hyggelig køretur på ca. 3 timer.
Canberra er en by, hvor der KUN er regeringskontorer, diverse museer og så service erhverv, men ikke nogen industri af betydning, så på mange måder en meget kedelig by, specielt i forhold til Sydney. Mange unge flytter væk når de bliver omkring 20, men kommer gerne tilbage for at stifte familie, da det er er en meget stille og sikker by med gode skoler. Parlamentet ses i baggrunden med et spir (eller hvad det end er) på taget.


Vi planlægger at tage en forlænget weekend til Canberra om ikke så længe.

Vibeke har fået nogle gode veninder hernede, men som med så mange andre ting, så lægger hun en ny standard. Det er ved at lave mad, sige tingene lige ud, sige nej til at mødes på cafe ofte (selvom nogen siger, at det gør nye bare ikke, men nogle gange møder hun da op), forlange selvstændighed af børnene, gå til skolen for at hente børnene og gå hjem (hvor alle andre kører selvom de har kortere til skole). Til trods for alt det, så er det Vibeke at alle de andre forældre hele tiden tager fat i, og de nærmeste veninder synes hun giver et dejligt frisk pust til det hele. Selfies er der også tid til, fra venstre er det Elena fra Korea og bag ved er det Samia fra Pakistan, rigtig søde folk.

Nu hvor vi har en pool, så skal den jo bruges, også selvom det ikke er varmt, så vi kalder det vinterbadning. Sidste weekend var Vibeke og Asger en tur i den, og denne weekend var det Leo og Asgers tur. Asger snupper alle muligheder han har for at bade med sine forældre, men længe er vi ikke i vandet, det er kun omkring 14 grader varmt (ja, det er vinter hernede).


Dagene den sidste uge i maj har været stille og rolig, og vi kan nu virkelig mærke at børnene er faldet godt til, ligesom vi forældre er det, og nu føler vi - efter 4 måneder - at hverdagen har indfundet sig, hvilket er dejligt. Og det giver også Vibeke overskud til at tænke på at komme igang med hendes klinik hernede.
Vi har i den sidste uge fået de sidste ting på plads, billeder op at hænge, musikanlæg op, kabler skjult af vejen, så vi er ved at være helt færdig indvendig nu. Vi mangler dog blomster, og Leos undskyldning har været manglen på vaser, men der findes blomster som ikke kræver vaser. Alle andre mænd hernede spørger så lige hvad Leo har gang i med at give blomster til konen uden nogen grund :-)

Vibeke er fantastisk, når der er noget mad vi ikke kan finde hernede, eller ikke synes kvaliteten er i orden, så laver hun det selv. Som nedenstående fantastiske pitabrød, dejlig aftensmad og fantastiske madpakker til alle drengene bagefter.

Og vi kan bekræfte, at det ikke har kostet nogen grå hår på Vibeke at flytte herned!

Lørdag den 30. tog vi til Sydney for at se og opleve Sydney Vivid. Sydney Vivid er en 18 dages festival med lys, musik og ideer, hvor der er rigtig mange spændende ting at se og høre.
Vi valgte at tage til Sydney med nogen fra Asgers klasse og vi aftalte at vi skulle sejle ind til Sydney fra Manly, en lille by ude ved vandet ikke så langt fra os.
Vi startede med at lidt hygge og spisning på en god italiensk restaurant tæt ved havnen inden vi skulle sejle.
Og Esben kunne konstatere at pizza med gorgonzola ikke er ham!
Vi tog færgen kl. ca. 19, en lille sejltur på 30 minutter, og ved at sejle ind til havnen ved aftentid fik vi rig mulighed for at se alle de spændende måder man havde valgt at oplyst bygninger og skulpturer. Det er virkelig flot og mindeværdigt at se dette. Og naturligvis er Utzons operahus smukt  lyst op.







Vi kunne så konstatere at ca. 1 millard andre mennesker havde samme ide en lørdag aften, ha ha, her har vi mere plads i Almind.

Vi håber I alle har det godt hjemme i Danmark, og vi håber for Jer at sommeren snart kommer til Jer også.